17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Superliga uden spænding

Superliga uden spænding

Lørdag, 17. marts, 2007, 00:00:00

De økonomiske realiteter i dansk top-fodbold betyder, at spændingen om mesterskabets placering stort set er forsvundet. Ligesom i resten af Europa er det pengene, der bestemmer

Sidste weekend gik startskuddet til forårssæsonen i fodbold og ved første øjekast ligner superligaen en særdeles jævnbyrdig og dermed spændende affære. Ingen af de fire øverstplacerede hold formåede at hive en sejr i land i premieren og rundens største overraskelse var topholdet FC Midtjyllands uafgjorte kamp på hjemmebane mod bundproppen fra Vejle.
Alligevel vil der næppe være mange fodbold-fans, der - uanset klubtilhørsforhold - vil sætte deres penge på FCK som kommende mester. Således noterede Tipstjenesten, der nu kalder sig Danske Spil, 'løvernes' odds så lavt som 1,04 før sæsonstarten.
Skulle ærkerivalerne fra Vestegnen overgå sig selv og overraske alt og alle, er der til gengæld udsigt til en arbejdsfri gevinst i børsspekulantklassen. Et mesterskab til Brøndby betyder pengene 150 gange igen.
Statistikken siger dog, at de blå-gules elendige efterår er en enlig svale. Med Herfølge i 2000 og AaB i sæsonen forinden som undtagelser, er mesterskabspokalen de seneste ti år havnet hos enten FCK eller Brøndby. Og når københavnerne efter sidste spillerunde den 28. maj, hvor holdet møder Vejle ude, efter alt at dømme igen kan løfte trofæet, er det fjerde gang inden for de seneste fem sæsoner.
Dermed lægger dansk fodbold sig i kølvandet på andre fodboldligaer i Europa, hvor mesterskabets placering på forhånd ligner en strid mellem ganske få klubber.
Og forklaringen på det fænomen er lige som i resten af samfundet. Pengene bestemmer. Kort sagt er klubberne med den bedste økonomi i stand til at købe sig til successen.

Alt er som det plejer
I Skotland, der indbyggermæssigt er på størrelse med Danmark, skal man tilbage til sæsonen 1984-85 , hvor Aberdeen triumferede, for at finde en mesterskabs-titel, der ikke blev vundet af 'The Old Firm' - klubberne Rangers og Celtic. Konsekvensen af den manglende spænding er, at de to Glasgow-klubber trækker fulde huse til deres kampe, mens de øvrige kampe i ligaen har et gennemsnit under 10.000 tilskuere. Lave tilskuertal følges op af manglende medie-eksponering og resultatet bliver, at de herskende magtforhold i skotsk fodbold forbliver uantastede. Og selvom Edinburgh-klubben Hearts nu også har fået en kapitalindsprøjtning af tvivlsom oprindelse af den nye russiske ejer Vladimir Romananov, er der foreløbig ikke ændret ved det mønster.
Vender man blikket mod andre mindre europæiske ligaer, er billedet det samme. I Portugal, der har et befolkningsunderlag på lidt mere en det dobbelte af Danmark, har storklubberne Sporting, Benfica og Porto altid fordelt mesterskaberne imellem sig. Dén tradition brød den lille Porto-klub Boavista, hvis spillere helt uventet vandt guldet i 2001 og efterfølgende slog Brøndby ud af Champions League. Det skete dog med et hold, som storklubberne allerede havde ribbet for de bedste spillere, og i dag er holdet i de karakteristiske skakternede trøjer tilbage på sin vante midterplads i den portugisiske liga.
I Holland, hvor mestrene PSV Eindhoven allerede har sikret sig et komfortabelt forspring i indeværende sæson, er der heller ikke noget at komme efter. De seneste 25 års mesterskaber er gået til enten Ajax eller PSV med Feyenoord som en sjælden undtagelse. Kun tre gange i nyere tid er rotterdammerne sluttet øverst i tabellen.

Spænding frem for alt
Alternativet til den rå darwinisme, der råder i europæisk fodbold, finder man overraskende nok i USA.
Med udgangspunkt i spændingen som den vigtigste faktor for publikumsinteressen - og dermed indtjeningen - har amerikanerne fastholdt et forholdsvis solidarisk system i de førende sportsgrene (amerikansk fodbold, baseball og basketball), som sigter på at udjævne konkurrencen.
Klubberne har efter et sindrigt udregnet pointsystem mulighed for at erhverve de bedste nye spillere via en såkaldt 'draft', hvor de dårligst placerede klubber får mulighed får at vælge først.
Ligeledes er der et loft over de astronomiske lønninger, som spillerne indkasserer, hvilket bevirker, at klubberne som udgangspunkt stilles lige i jagten på succes. Resultatet er, at mesterskabet hver sæson er en særdeles åben affære, uanset hvilken sportsgren, det drejer sig om, og samtidig strømmer folk til arenaerne for at følge kampene live.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. mar. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur