Den rytmiske musik er igen inviteret indenfor i finkulturens højborg på Det Kongelige Teater, som har påtaget sig en pædagogisk og kulturel udfordring. De vil gerne lære os alle sammen at holde af ballet

af John Bruun
Okay, det er vist en tilsnigelse at kalde dette en anmeldelse, for jeg falder helt klart indenfor det segment af danskere, der har et distanceret forhold til ballet, men som balletmester Frank Andersen og kompagni har sat sig for at få tag i.
Jeg forstår det simpelthen ikke, og når jeg perifert alligevel ved en fejltagelse eller et tilfælde har set en smule ballet, har jeg tidligere ofte kedet mig bravt. Så hellere en gang skøjte-VM i isdans.
Jeg har ikke forstand på dansens sprog, men når teatret i 'American Mixture' lokker med Kira and the Kindred Spirits, så føler jeg mig ret sikker på, at jeg nok skal blive underholdt, for hun kan eddermanme synge og fylde rummet med energi.
Jeg bliver ikke skuffet, og at dømme efter publikums applaus, er jeg ikke den eneste, der bliver fanget ind. I en fascinerende scenografi bag en glasvæg eller glasmosaik toner Kira og ånderne frem. Tilbagetrukket i første sals højde. Sikke en lækker lyd, de kan producere på den gamle scene.
Bil-lygter lyser direkte mod publikum - det er vel rock og rul det her - og fremme på gulvet flot koreograferet dans i moderigtigt sort designer-tøj fra Mads Nørgaard med kindrøde bælter.
Senere havner Kira nede på gulvet blandt danserne alene med sin guitar, og det er så fuldt af energi, at man får lyst til at danse med.
Rhapsody hedder balletten, der vist mere hører til genren moderne dans. Den opføres her for første gang.
Inden da har vi overværet to andre balletter. Man må tage det sure med det søde. Eller rettere spæde det svært tilgængelige op med noget lettere tilgængeligt. Så teatret har skabt en sandwich. Hvor bøffen så klart er det sværest fordøjelige for mig. En moderne ballet af klassisk tilsnit: 'Dancing on the Front Porch to Heaven'. Der har kampen mod smerte og tab - mellem døden og livet - som tema med klare religiøse under- og især overtoner. Dansen foregår i en scenografi af kæmpestore orgelpiber, der hænger som en grå bølge under loftet. Det er enkelt, smukt og ret kedeligt, måske især for en ateist som mig, for en stor del af publikum virkede det som om, at dette absolut var aftenens clou.
Til gengæld var jeg vild med underbollen - den indledende ballet: 'Planet Wonderful', som for mig at se var den stærkest fortalte historie.
I en enkel scenografi sidder en ung mand i tusmørket og glor tv, mens kæresten prøver at lokke ham ud i livet og en række dansere lækkert, blødt og sexet bevæger sig omkring dem til tonerne af Søren Rasteds 'Facts of Life'.
Det handler om det medierede liv kontra det levede liv, tror jeg. Indimellem projiceres et hav af tv-skærmbilleder af amerikansk livsstil op på væggen. Mens interessante og ligegyldige facts om livet vælter ud af højtalerne. Og det rungende spørgsmål: 'Are you qualified for life?' efterlader sit krævende og absurde ekko.
Jo, man kan vist godt komme til at holde af ballet. Og teatrets kultur-revolution lykkes måske.
Den Kongelige Ballet skaber kunst, mange flere har forudsætninger for at forholde sig til, og det er vel også på tide, når det nu er os alle sammen, der betaler gildet.

American Mixture. Tre Balletter på Det Kongelige Teater, Gamle Scene. Opføres 11 gange indtil 9. maj.