Det var tirsdag i sidste uge. Min makker og jeg havde fået en entreprise på lidt spjældarbejde ude i lufthavnen

af Kjeld Stenum
Vi sad ude i firmabilen og spiste vores mad. Det sker, at opgaverne er så små, at vi ikke insisterer på skurvogn, men accepterer skurpenge i stedet for. Ja, det burde vi ikke af fagforeningsmæssige grunde, jeg ved det godt, men man kan jo også gå i meget små sko og på den måde tirre mester til det samme, og mester gør jo trods alt også en smule for at undlade at tage alt for stift på, hvad han efter reglerne kan forlange af os.
Nå, nok om dagligdagens små ormædte kompromisser! Vi holdt ved indkørslen til terminal 2 med udsigt over rundkørslen ved Ellehammervej og videre over motorvejen ud mod Øresundsbroen. Det var én af disse strålende blå berusende forårsdage, som sidste uge havde så rigeligt af.
Pludselig så vi en hvid politimandskabsvogn ude på motorvejen med kurs mod Øresundsbroen. 'Nå, svenske æggeskaller,' grinede min makker, 'de er da vist kommet væk fra reservatet.'
Lidt efter kom én til. Og endnu én. Og endnu én. Jeg ved ikke, hvor mange der kom, men det var i hvert fald over en snes. Måske var der det dobbelte. Og motorcykler og blå blink til afslutning, Hold da kæft. Vi måbede lidt.
Så gik der en prås op for mig. 'Det er jo lejetropperne, der vender hjem fra slaget om Ungeren,' sagde jeg. Vi diskuterede lidt, om det også kunne være rigtigt, at de først kørte hjem nu, det var jo allerede uger siden, balladen havde været på sit højeste. Men vi blev enige om, at sådan måtte det være, hvad skulle det ellers være for en hær?
For der var mange, det at se hele kortegen sådan på én gang var fysisk overvældende, især for folk, der har prøvet at få tæsk af politi. Og det var bare de indlejede svenskere! Det måtte være den svenske brøkdel af slagtehæren fra Nørrebro, det var jo trods alt kun et par dage siden, at politiet havde oprettet visitationszoner på Indre Nørrebro og Christianshavn omkring Christiania, mere død var konflikten åbenbart ikke set fra deres side, selvom det for længst var blevet svært at få øje på konfliktende unge, i hvert fald hvor jeg kom på Nørrebro.
Senere samme dag, efter arbejdstid, var jeg på vej fra mit havehus i hovedstadens vestlige udkant og ind til byen, og da kom jeg igen om ved æggeskaller i mandskabsvogne. Denne gang godt nok danske. De kom lidt mere spredt, og jeg har ikke noget indtryk af antallet, men de kom tæt nok til, at man lagde mærke til det, og alle sammen på vej ud af byen.
Jeg blev enig med mig selv om, at det var jydehæren, der nu også vendte hjem, efter god dansk tradition på lidt mindre disciplineret vis. Og det er ikke fordi, jeg ikke vidste det, vel havde de da tilkaldt mandskab både fra Sverige og provinsen og Holland (sidstnævnte så jeg så godt nok ikke), alt det havde de jo sagt i fjernsynet, men det sådan rent fysisk at blive konfronteret med, hvad det er for et apparat, der har været i sving, det tager alligevel vejret fra én på en helt anden måde.
Indkaldelse af en Europahær omtrent, til nedkæmpelse af lokal uro i en dansk bydel på grund af unges utilfredshed med en ualmindelig klodset afgørelse af et lokalt kommunalpolitisk spørgsmål. Hvad er dette for en fysisk magtdemonstration i et land, som har en statsminister, der for ret få år siden var indædt tilhænger af maksimal borgerfrihed og minimalstat? Er han nu slået i den grad om, at han går ind for en totalitær neuropæisk totalstat i stedet for?
For det er jo det, det her ligner en indøvelse i. Hvad er det, der foregår? Og vel var de unges følelser da godt oppe at køre, men hvorfor valgte man dog ikke på god borgerlig demokratisk vis at løse sagen med fire dele repressiv tolerance, to dele dialog og én del imødekommenhed, så snublende nær som sådan en løsning dog trods alt havde været?
Det er en uting i et demokrati, at politikerne ligefrem giver sig til at kalkulere med og vælge så voldsomme konfrontationer som løsninger på lokalpolitiske uenigheder. Det er en uting. Det får mine nakkehår til at rejse sig.
For jeg tror kun, at det her er at opfatte som en øvelse. Og hvad er det for et beredskab, og hvad er det for en kutyme, man er ved at knæsætte?
Vi skal 'vænnes til', at det er i orden, at magthaverne sammenkalder tropper fra hele Europa for at kue os, når vi føler os alt for provokerede af den politiske udvikling.
Ligesom vi er blevet 'vænnet til' at acceptere, at vi lever i et krigsførende land, der besætter andre lande. Vi skal 'vænnes til' undtagelsestilstandslignende tilstande, når vi går i vores egne gader og udøver vores egne gerninger, hvor politiet har ret til at standse os på gaden og udsætte os for kropsvisitering. (Hvilket magtmiddel får de ikke dermed i hænde til at chikanere os, hænge os ud og skræmme os fra at udøve vores demokratiske ytringsret, og hvem skal hindre dem i at udarte til sådanne totalitære redskaber?)
Sagen om Ungeren havde slet ikke politiske dimensioner til at kalde på sådanne tiltag. Men den var velegnet som øvelse, for de unge mennesker på Nørrebro var taknemmelig skydeskive for en mediehetz, der havde skabt stor uvilje i den del af den danske befolkning, som ikke selv var tæt på begivenhederne.
Og det, som får mine nakkehår til at rejse sig, er spørgsmålet: Hvad er det da for en politisk udvikling, man vil i 'Neuropa', når vi skal vænnes til den slags?
Hvad er det, politikerne har i sinde at gøre og iværksætte her i fremtiden, siden de forventer, at det kan gøre folk så vrede rundt om i de små enklaver, at den slags indsats skal til for at knægte dem igen?
Jeg ved det jo ikke. Men min fantasi kan nok forestille sig både det ene og det andet om aftenen, når jeg ligger og skal sove. Og det ødelægger min nattesøvn.