Kunsten og videnskaben må samle sig om et modangreb mod teknologiens destruktive sider, styrke sine socialistiske kræfter og gå i dialog med samfundet, og gå forrest i kampen for en udvikling, hvor alle får lige ret til livet

af Helle Due
Kunst og kultur, filosofi og videnskab gror og næres af et samfunds struktur, det vil sige, de vilkår samfundet har til rådighed, som er grundlaget for dets overlevelse, vækst og udvikling.
Et eksempel på kunstudøvelsen tætte forbindelse med menneskers livsbetingelser kan betragtes i den palæolitiske kunst, de såkaldte hulemalerier, der stammer fra istiden og anslås at være malet omkring 20.000 år f. Kr.
Hulemalerierne, viser hovedsageligt vilde dyr, jagtscener, mennesker, frugtbarhedssymboler og mandens magt over dyrene, altså motiver som repræsenterer datidens livsvilkår og magtfordeling.
Betragter vi den modernistiske kunst, hvis udtryk tilskuerne ofte står uforstående overfor (er det kunst, så er jeg også kunstner)- går ind i en tid, som er i hæsblæsende forandring, hvor den teknologiske infrastruktur overbelaster os mennesker med informationer, som vi ofte ikke kan nå at bearbejde, før de er fortrængt af den fremstormende udvikling, og hvor filosofien i hvert fald endnu ikke er formuleret, ville det næsten være ulogisk, hvis resultatet var umiddelbart forståelig.
Isme er som bekendt blot et suffiks til den væsentlige retning i den kunst, den udtrykker. Således er for eksempel kubismen centreret om kuben og de geometriske former og modernismen om det moderne, det vil sige, det, der sker i kunstværkets faktiske og historiske tid.

Kunst og nationen
I vores tid ruller globaliseringen hen over os som en tsunami og skyller gamle værdier og grænser bort og gør derved også kunsten hjemløs.
Derfor har den svært ved 'at finde sine egne ben', er svær at udøve og svær at forstå. Al ægte kunst har rødder i den nation, den er skabt i, og er national i ordets positive betydning.
Den danske maler er eksponent for det nordiske lys og den blege menneskehud, komponisten for det specifikke danske toneleje, dramatikeren for det verdslige og hverdagsagtige, og det samme gælder for alle andre nationer. Det tager tid, før store forandringer trænger ind i det meditative og oplevelseshungrende sind.
Det er både rimeligt og i overensstemmelse med marxistisk kunstteori at anskue kunst, kultur, videnskab og filosofi som en overbygning på de materielle betingelser. Det er føde for menneskets undrende sjæl og sind.
Imidlertid forskyder vilkårene sig uafladeligt i forhold til tid, videnstilgang, opfindelser, natur- og menneskeskabte katastrofer.
Et brutalt eksempel på sidstnævnte ses af USA`s voldskriminelle angrebskrig på Irak. Dét land, der er kaldt kulturens vugge, fik bombet og frastjålet store mængder af deres kulturskatte i krigens første måneder.
I det hele har en nations kulturskatte gennem tiderne altid haft sejrherrernes særlige bevågenhed, som om, man udover at myrde befolkningen og ødelægge materielle goder, også føler sig berettiget til at røve og ituslå det slagne lands sjæl.

Kunstens væsen og vilkår
Det er ofte hævdet, at alt i et samfund er politik og al kunst er politisk. Bruger man ordet i betydningen 'menneskers indbyrdes forhold i samfundet', giver det mening, men bortset fra tendentiøs eller moraliserende kunst, er det mere rimeligt at hævde, at al kunst bliver politiseret, for eksempel af samfundstraditionernes indirekte afsmitning på kunstudøveren og/eller direkte forsøg på at styre kunsten gennem diktatoriske eller økonomiske virkemidler, en såkaldt kunstpolitik.
Den kan udarte sig til forfølgelse af minoritetsgrupper, som for eksempel med de kendte bogafbrændinger, autodafeer, og kunstafbrænding på bål, som i Tyskland i 1933. Eller i vore dage dødstrusler og forfølgelse af religiøse eller politiske årsager.
Der er eksempler nok, men det mest udbredte middel er vel nok økonomiske stramninger eller ligefrem udsultning.
De fleste har vel hørt om de tuberkuloseramte kunstnere på de kolde tagværelser, hvortil der ofte knytter sig den myte, at jo mere de sultede og levede fra hånden til munden, jo bedre kunst frembragte de, hvilke forhold der er skildret i Puccinis berømte opera 'La Boheme' (1896). Underforstået at modgang kunne være en inspirationskilde.
I Sovjetunionen favoriserede man de kunstnere, der fremstillede socialistisk agiterende kunst og forherligelse af arbejderklassen. Bevægelsen dannede skole. I flere årtier opstod der arbejderlitteratur og agitpropteater. (agitations og propagandastykker) overalt i Europa.
I Sovjet er der også eksempler på forfølgelse af kunstnere med antisocialistiske synspunkter. Det er med rette blevet draget frem af modstandere af socialismen, men med dén ensretning har man brugt kunsten som et ideologisk værktøj til at styrke den unge socialisme, og i forlængelse af dét kan man spørge: Hvad kæmper den borgerlige, dekadente kunst for?

Kunst som klassekamp
I menneskehedens historie har der altid været klasseskel - det var netop de skel, Karl Marx med sit formidable klarsyn, søgte at udligne.
I forhistorisk tid er skellene opstået som følge af kønnenes biologiske egenart, der naturligt har fordelt arbejdsopgaverne. Gennem tiderne, hvor samfundene har udviklet sig til det, de er i dag, hvor det mere er den intellektuelle styrke end den fysiske, der sætter dagsordenen, hvor verdens magtelite er mere afhængig af teknologi end af håndens arbejdere, er kløften mellem rig og fattig, herre og slave, undertrykker og undertrykt blevet langt større og grusommere set i lyset af, at der er flere hundrede millioner børnearbejdere og lige så mange, der dør af simple sygdomme, som videnskaben for længst har fundet ud af at bekæmpe.
Går vi 22.000 år tilbage til fremstillingen af hulemalerierne ser vi det tankevækkende, at kunstens substans ikke har forandret sig væsentligt. Der er ingen kløft mellem de farver, former og indholdets karakter mellem de jagtscener, der er afbildet i hulerne og for eksempel den franske maler Delacroix, 1799-1863, der er berømt for sine kampscener.
Det ser ud som om det kunstneriske udtryk udvikles ad to parallelle spor. Et statisk og et dynamisk. Det statiske plan rummer menneskehedens fælles livsgrundlag, livets forplantning og opretholdelse, samt nedarvet mønstre i generne som styrer vores sanser og dermed følelserne. Det dynamiske spor er forbundet med udviklingen, det til en hver tid nutidige, som opstår af en uendelig mængde af opdagelser og opfindelser, som bliver udmøntet i teknikker som efterfølgende bliver anvendt, udnyttet og ikke mindst optaget i menneskets bevidsthed.
Den danske forfatter Per Aage Brandt har i et avisinterview fra 1993 udtalt: 'Kunstnerens udgangspunkt er naturligvis utilfredshed med de forklaringer og billeder, som den allerede eksisterende kultur og kunst kan afgive.'
Tager man dette udsagn til sig, må man slutte, at kunstneren er en kæmper eller stridsmand i samfundet, og yderligere, at han eller hun befinder sig i et felt, der er et skridt forud for udviklingen. Det er den egenskab der er årsag til, at mange tror, at kunstnerne har nogle særlige evner, der adskiller dem fra 'almindelige mennesker', at de for eksempel er synske eller særligt beåndet, og så er det måske ren og skær utilfredshed.
Den fart og styrke IT- teknologien raser frem med i nutiden, rummer en faktuel fare for kunsten.
Kunstneriske værker og udtryk er meditativt baseret, og risikoen for en periode, hvor teknologien overhaler indenom er absolut til stede, og kan eventuelt resultere i en epoke i kunstens historie, der kommer til at stå svagt og desorienteret.
Hvis det skal undgås, skal kunsten og videnskaben samle sig om et modangreb mod teknologiens destruktive sider, styrke sine socialistiske kræfter og gå i dialog med samfundet, og gå forrest i kampen for en udvikling, hvor alle får lige ret til livet og lige del i fremgang og opfindelser til gavn for menneskeheden.
Så skal vi nok få 'Den store historie' som mange hævder, er gået tabt, tilbage.