Når man kører ad Kystvejen ud forbi lufthavnen, lige nedenunder hvor flyene går ned og op i øst- og vestenvind, passerer man et stort, rødmalet fly med hvide prikker, parkeret helt ud til hegnet mod vejen inde på lufthavnens område. Det er Grønlandsekspressen

af Kjeld Stenum
Den er rød, fordi det er en meget praktisk farve, hvis Grønlandsekspressen skulle komme ud for at få brug for en ufrivillig maveplasker midt på indlandsisen. Og den har hvide prikker, fordi det der med flyvemaskineudsmykning ikke bare har med det praktiske at gøre, det har også noget at gøre med logoer, nationalsymbolik og den slags, og udsmykningen giver associationer i retning af det grønlandske flag.
Jeg har arbejdet en del ude i omegnen af lufthavnen på det seneste. Jeg har aldrig selv fløjet ret meget i mit liv, de der korte charterferier på fra en uges til en måneds varighed siger mig intet, jeg går hellere lange ture langs Vesterhavet. Og jeg har kun én gang i mit liv været så 'globalt' anlagt, at jeg er rejst udenlands for at arbejde. Og det var såmænd bare i Norge og bare af et års varighed. Men det var til gengæld masser af eventyr for mig.
De allerfleste af mit livs flyveoplevelser stammer også fra netop den periode. Så fly og eventyr er absolut forbundne begreber i mit hoved. Og jeg bliver som alle andre en lille skoleknægt, når jeg står og ser de store, stive maskiner besejre tyngdekraften og svinge sig til vejrs med hele verden åben foran sig. Det kan man gøre, rumsterer det i éns hoved: Gå ind og købe sig en enkeltbillet til Shanghai eller Rio de Janeiro og så ellers bare lade Fanden eller Vorherre, eller hvem der nu vil, bestemme udviklingen og farten. Det kan man rent faktisk gøre! Og selvfølgelig gør man det ikke, man vælger jo sine mennesker fremfor eventyret, men man kan!
Eller Grønland! Egentlig tror jeg, det ville være blevet Grønland. Det var vist ikke tilfældigt, at da jeg i sin tid endelig fik mig revet en smule løs fra Jylland, da var det nordpå, jeg rejste, for jeg har altid syntes, det nordatlantiske har noget helt særligt dragende ved sig. Norge, Færøerne, Island, Grønland, Svalbard! Lange overgange mellem nat og dag, midnatssol om sommeren og nat hele vinteren! Masser af koldt, barskt hav og voldsom natur! Lade vind og vejr bestemme tempoet fordi det er man nødt til! Man får en anden livsindstilling i den slags verdener end her hos os, hvor vi efterhånden begraver os helt i den illusion, at der ikke findes det i hele verden, vi ikke kan frisere eller manipulere, blot fordi vi lever et så blidt sted, at vores omverden simpelthen giver os fred nok til at bygge det billede op. Det er ydmyghed, vi mangler.
Vi planlægger hver dag af vores liv i halve og hele timer og skriver det ind i kalendere eller taster det ind på vores mobiler, bare fordi det kan lade sig gøre, og vi kan slet ikke forestille os, at verden kunne være sådan indrettet, at den slags beskæftigelser var meningsløse. Men det kan den. Grønlændere, som kommer til Danmark, har det modsatte problem og oplever det som kulde og ugæstfrihed hos os, at vi altid skal et eller andet og aldrig har tid til at være lige der, hvor vi tilfældigvis er.
Byggebranchen er et fag, hvor man rejser meget, fordi arbejdspladserne skifter så hurtigt. Her i Danmark kan det lade sig gøre at være bofast og have hus, hjem og familie som byggearbejder, især da hvis man er parat til at pendle lidt. Men der er lidt zigøjnerliv i det, byggearbejdere pendler langt mere end andre arbejdsfolk.
I Norge, hvor afstandene er større, har man ved større byggerier tradition for, at der opføres lejre, skurbyer, omkring arbejdsstedet. I Kina rejser folkene ind til Shanghai eller Peking fra fjerne provinser, hænger et stykke plastic op i stilladset som læ, og sover inde bag det. I Danmark er der faktisk også en smule af zigøjnerlivet, for eksempel har firmaet, jeg i øjeblikket arbejder for, en lejr med campingvogne på Amager, hvor jyder, der arbejder i hovedstaden, bor de fire af ugens dage. Kort sagt: Vi opdrages til at være indstillet på at rejse efter arbejdet.
Når det er knapt med arbejde, er der mange, som river teltpælene op og søger eventyr og guld i andre lande, Norge, Sverige, Grønland, Mellemøsten, eller hvor vindene nu måtte blæse dem hen. Og jeg har op gennem årene arbejdet sammen med en del, som har været i Grønland. Det med at rejse til Grønland er ikke noget, man bare gør en gang i sit liv, og så er man kureret for den trang.
Jeg er langtfra enig i alle de ting, danskerne har gjort ved Grønland, først og fremmest er jeg slet ikke enig i det, at det er danskerne og ikke grønlænderne selv, der har gjort noget ved Grønland. Men det er vist langsomt ved at blive bedre med det. Og det, jeg gerne vil frem til, er at én ting er måden, hvorpå 'moderniseringen' af Grønland er foregået, en anden ting er at rejse derop og søge oplevelsen og tilbyde sin arbejdskraft under de betingelser, som måtte råde.
Jeg synes, det er legitimt at søge eventyret, og det behøver ikke at indebære nogen af de overgreb, som har fundet sted på den grønlandske kultur. Og jeg kender som sagt mange, som har søgt det eventyr, men jeg kender ingen, absolut ingen, som én gang har været i Grønland, uden at de siger, at de vil derop igen.
Et stykke op ad formiddagen ruller Grønlandsekspressen ud på startbanen og stikker af. Jeg står på en mark lige ved siden af lufthavnen og støber regnbrøndsriste fast. Jeg kigger efter den.
Himlen er blå, men gus eller lave skyer kommer ind fra Øresund, og snart sejler den store røde fugl ind bag dem. Lige før den bliver væk, vipper den med vingen, en hilsen til mig fra dem, der sidder deroppe, på vej mod eventyret, isens riger!