Søndag gav alle tilskuere og spillere racisterne i White Pride det røde kort på Århus Stadion.
af Malthe Lauritsen
Det er bestemt ikke alle dage, man kan bære den hvide AGF -trøje med stolthed, men i søndags, hvor Fremad Amager gæstede Århus, var anderledes.
På grund af de racistiske fans, AGF har måtte døje med i det, der føles som uendelige tider, havde Århus elite i samarbejde med tilskuerne bestemt, at søndagen skulle dedikeres til kampen mod racisme.
Det betød, at de 14.155 fremmødte blev udstyret med et rødt kort, så man anført af byens borgmester bogstaveligt talt kunne 'give racismen det røde kort'.
Endvidere blev der rullet en kæmpe spillertrøje ud med teksten 'Jeg er AGF fan og imod racisme'.
Nødvendigheden af et anti- racistisk statement blev understreget to dage før kampen, hvor der havde været indbrud på stadion og alle materialerne var blevet forsøgt brændt af.
Dét faktum, at de med benzin kun formåede at få sat ild i omtrent 10 procent af alle de røde kort, understreger vel også, at det ikke er deres intellekt, der gør racistiske fodboldbøller farlige.
De mange tilskuere fik - da man endelig havde fået borgmester Wammen 'sløbt' ud fra banen og rampelyset - en både solrig og målrig fodboldkamp.
Efter blot et kvarters spil scorede den nyindkøbte 'amerikaner', Jeremiah White, der skal give ordene 'White Pride' knapt så uhyggelige associationer. Et flot mål, i øvrigt - Jeremiah White, der i øvrigt er sort, lagde også op til det sidste mål og spillede en flot fodbold kamp.
Kort efter var det så bysbarnet Michael Lumb, der var på spil. U-19 landsholdspilleren scorede til 2-0, inden Fremad Amagers Thomas Christensen reducerede.
I anden halvleg lukkede AGF`s topscorer, Peter Graulund, kampen med to mål.
AGF er nu kun tre point fra en oprykningsplads, og hvis alt går godt, har Århus i næste sæson atter et hold i landets bedste række.
Forhåbentlig uden racister på lægterne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278