¤¤Jeg er træt af at være genstand for al den ære, jeg er træt af at være kommunist¤¤ (C.V Jørgensen: ¤¤Træt som en junkie¤¤, 1990.)

af Henk Hansen
I dårligt humør vandrede jeg december 1989 rundt i Københavns gader, men fik med ét noget andet at tænke på.
Månedsbladet PRESS - desværre nu afgået ved døden - kunne på forsiden fortælle: kvinder er bedst til det hele.
Med dén holdning førte C. V. Jørgensen sig frem på forside af PRESS.
Det er sagen i en nøddeskal. Er du først blevet bidt af hans sange, så har du ham med i bagagen i ganske mange år.
Et slægtskab er etableret, og uden særlige tilsætningsstoffer gror det, vokser til, fortaber sig og bliver genetableret med nye knager.
Knager er vigtige. For de sange, C. V. Jørgensen synger, skal bruges som knager at hænge de oplevelser og erfaringer op på, du i livets løb indhøster.
Sådan cirka står der i en ny bog om hans sange, og sådan har det fungeret for mig.

Biografi om C. V. Jørgensen
I marts måned udkom en omfattende biografi om en af landets store kunstnere, som har den uskik ikke at ville tale med forfatteren Niels Martinov.
Han - forfatteren - må altså selv på den ene eller anden måde give sig selv til kende, må for at skabe et levende portræt af hovedpersonen ud af busken. Og hvordan går det?
I stor udstrækning anvender Martinov andenhåndskilder, faktuelle oplysninger fra koncerter, pladeudgivelser mm.
Så hvor meget skribenten har 'delt' sit liv med Carsten Valentin Jørgensen, lader sig vanskeligt afkode på de 256 siders billeder og ord, bogen består af?
Med mindre mangfoldige citater fra sangerens tekster kan siges at være tilstrækkelig kost.
Som anmelder og portrætmager kommer ingen uden om den sørgelige kendsgerning, at de i deres metiér bringer sig selv i centrum.
Det er dem, der skal hænge begivenheder op på knager, og vælge dem, der passer bedst. Det kan hverken C. V. Jørgensen eller Karl Marx, for den sags skyld, hjælpe dem med.
Her knækker filmen for Niels Martinov.
Han gemmer sig selv, så godt han kan, bag en mistrøstig historieopfattelse, der manifesterer sig i en næsten total mangel på samspil med samfundets politiske landskab, mens det hele naturligvis bliver fremført i smuk kronologisk orden; som om måling af gravitationskraften i Nexø skal behandles med samme manérer som C. V. Jørgensen`s betydning for dansk kulturliv.

Og hans samtid
Tre fremtrædende kommunister, Martin Andersen Nexø, Aksel Larsen og Børge Houmann har fået skrevet en biografi, hvori deres samtid indgår. Alt andet vil være vanvid.
Vi kommunister plejer at udtrykke det lidt tungt og indforstået, som en fremstilling i overensstemmelse med den dialektiske historieopfattelse.
Når Niels Martinov hovedsagelig fremstiller C. V. Jørgensen som levende i en osteklokke, bliver der gjort vold på gud og hvermand; desuden mister bogen sin appel og bliver tam.
Og tam har C. V. Jørgensen vist aldrig været, hør blot denne lead: 'Hvor længe skal der lefles for stilstand & idyl, når flere går i hundene for god ordens skyld.'
Dette blads læsere vil uden tvivl opfatte synspunktet, som vendt mod det selvfede samfund, men det rummer selvfølgelig også en mere upassende opposition. Nemlig denne:
En kritik af venstrefløjens velærværdige virksomhed, der kan blotlægge alle fejl og mangler, som faktorer, der kommer udefra, og derfor umulig kan undgå at skylle ind over os - så desværre, det er ikke vores skyld, at flere går i hundene. I denne fortolkning lever C. V. Jørgensen helt op til mesteren Karl Marx.
Ingen har, historisk set, med så megen saft og kraft, kritiseret det tyske socialdemokrati, som Marx gjorde i sin 'rundskrivelse', kaldet 'Kritik af Gotha-programmet'.
Rosa Luxemburg har med sin illegale brochure 'Socialdemokratiets krise' fra 1915 lagt sig smukt i tråd med dén tradition.
Karl Kautsky, redaktør for 'Die neue Zeit', forsøgte i 1891, efter bedste evne, at forhindre Engels i at offentliggøre 'Kritik af Gothaprogrammet' 15 år efter, at det første gang blev rundsendt.
Kautsky`s aversion imod kritik har vist sig at være sejlivet, både hos socialdemokraterne og på venstrefløjen i øvrigt, men Kautsky, denne middelmådighedens mester, skal vel ikke være vores bannerfører?

Vedkommende og velkommen
Mon ikke netop venstrefløjens manglende vilje til kritik af eget værk, har skræmt en del potentielle støtter væk, og gjort, at C. V. Jørgensen ikke føler sig tilhørende denne politiske retning.
Men vi har i Arbejderen mulighed for at vise, at vi godt tør tage bladet fra munden og skabe en livgivende meningsudveksling.
Som det vist fremgår, er det med 'samtiden', altså den dialektiske historieopfattelse, ikke et eller andet akademisk trick for at fremstå som orakel.
Det er simpelthen forskellen på det levende og et fossil, der først bliver interessant, når det placeres i historiens dynamik.
En dynamisk, søgende og selvkritisk kunstner som C. V. Jørgensen fortjener en beskrivelse af den samtid, der i hans tekster optræder som noget ganske vedkommende, og det er mig en gåde, hvordan gymnasielæreren i dansk, Niels Martinov, næsten overser den kendsgerning og de konsekvenser, det må få for biografien.
Jeg ved godt, at meget kulturformidling ulykkeligvis stivner ved i ubetænksomhed eller uvidenhed at placere kulturen under en osteklokke.
Det er reglen, undtagelserne få. Derfor skal Arbejderen gå i brechen for at fremme undtagelserne, og hilse dem velkommen, når de dukker op.
Det gør de kun yderst sporadisk i omtalte bog. Beklager. Og nu C. V. Jørgensen:
'Hvor længe skal der leflesfor stilstand & idylnår flere går i hundene for god ordens skyldHvor meget skal vi mene& tro om os selvnår solidariteten forbli`r uofficiel (...)jeg er træt af at være genstand for al den ærejeg er træt af at være kommunist(Træt som en junkie, 1990.)
Niels Martinov. C. V. Jørgensen - en biografi om en dansk rockpoet. People`s Press. 256 sider. Pris 249 kr.