Lyt til ¤¤Bloc Partys¤¤ nyeste skive. For under overfladen åbner der sig et post-rock- univers, som rykker standarden for rock-plader i fremtiden
af Laurids Hovgaard
Det har været en hård opgave, det yderst hypede engelske band Bloc Party har været sat på med opfølgeren til deres roste debutalbum 'Silent Alarm' fra 2005. Et album, der ikke imponerede, bortset fra et par enkelte sange, der kom over gennemsnittet for en middelmådig indie-rock plade.
Men 'A Weekend In The City' har ramt plet. En imponerende plade, der vokser hver gang den kører gennem anlægget - og det har den nu snart gjort temmelig ofte hjemme hos mig.
Det er i virkeligheden en simpel pop-plade, der gemmer under huden på 'A Weekend In The City', men den er behændigt pakket ind i et ambitiøst og indviklet net af musikalske tråde, der trækker dig ind i et nærmest klaustrofobisk inferno af lyde og stemninger.
Melodierne er ofte bygget op, så man sidder og venter på det forløsende klimaks i sangen. Der bygges op og bygges på, indtil det hele kulminerer.
Specielt den første single, The Prayer, rammer plet og er umiddelbart dét nummer, der står klarest i hukommelsen efter en del gennemlytninger af pladen.
Tekst-universet kredser om det senmoderne liv , hvad det så end er. Og som titlen antyder, er det livet i storbyen, der sættes under lup.
Østberlin får en kærlighedserklæring med på vejen i Kreutzberg, mens London får et par drøje hug med på vejen i sangen Song For Clay (Disapear Here).
Desværre bliver teksterne til tider en smule indadvendte og mørke, men det passer ind i den storladne musik.
Men det er ikke et åbenlyst samfundskritisk band, vi møder. Men nærmere en mørk eftertænksomhed, der rammer dybere end debuten 'Silent Alarm'.
Forsanger Kele Okerekes stemme passer ind i Bloc Party`s univers. selvom den ikke er den mest virtuose. Men den giver til tider associationer til en følsom Robert Smith fra The Cure.
Det er ikke nogen nem plade at lytte til første gang. Men under overfladen åbner der sig et post-rock univers, som rykker standarden for rock-plader i fremtiden.
Bloc Party
A Weekend In The City
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278