Ex-Gasolin-guitaristen langede i et brev til musikbladet Gaffa kraftigt ud efter pladeindustrien

I forbindelse med sidste måneds Danish Music Awards, sendte Franz Beckerlee, der spillede guitar i det hedengangne band Gasolin, et åbent brev, hvor han undrede sig over de musikere, der deltog i pladeindutriens rygklapperi.
Guitaristen, der også er samtidskunstner med egne udstillinger, skriver.
'Det var, som om man var til Oscar-uddeling, og selvfølgelig er det også pladebranchens intention at lægge sig tæt op ad amerikanske Grammy. Men jeg havde ikke den fjerneste fornemmelse af, at der var nogen som helst af de tilstedeværende kunstnere, der vidste, hvad det her i virkeligheden er for noget.'
Han fortsætter.
'Danish Music Awards (IFPI) er pladebranchen, der fejrer sig selv! Og i den anledning har man inviteret sine kunstnere med til fest og prisuddeling, så de mest populære artister kan blive bekræftet i deres bestræbelser og succes. Hestene skal ha` sukker!'
Franz Beckerlee mener, at musikerne bliver kørt rundt i manegen som får, mens pladebranchen sidder og klapper på tilskuerpladserne, tildeler dem nogle priser og går smilende ned i banken med pengene.
Han henvender sig til sine kolleger i direkte form.
'Penge som er tjent på jeres musik og hvor I så får en femmer, et klap på skulderen og en pris. For så bli`r I jo så glade! Prøv selv at se, hvorledes Simon Kvamm fra Nephew sprang op af stolen, slog knytnæver ud i luften mens han råbte: Yes! Sådan!',som havde han scoret det afgørende mål i VM i fodbold'.
Betyder det virkelig så meget? spørger Franz Beckerlee undrende.
Han fortsætter i brevet til Gaffa. Igen henvendt til musikerne.
'Hvis I tror det er løgn, at det er pladeselskaberne der tjener pengene her, så prøv at spørge jeres selskab, hvor meget de har tjent på jeres sidste cd. Jeg vil forære jer al den te, der findes i Kina, hvis I får et ærligt svar.'
'Så derfor spørger jeg: Hvor er oprøret blevet af? Hvor er gadedrengene og de frække chicks blevet af i dansk rock?'
Franz Beckerlee mener ikke, musikerne skylder pladeselskaberne noget som helst. For de 'har deres ansatte, som får deres løn for at skaffe penge til firmaet'.
'Det er derimod firmaet, der skylder jer noget! Uden jer, ingen pladeselskab. Det er jer, de lever af! Og det gør de længe efter, I er opløst og gået på pension. Så lad jer ikke ta` til takke med en pris', lyder opfordringen fra den gamle Gasolin-rotte.

Oprør
Han slår fast, at det at ha` en holdning, at ha` mod og fantasi nok til at sige nej tak, er mere værd end alverdens pladeselskabs-priser.
Og han forstår ikke, at man som seriøst rockband ikke undlader at deltage i 'denne selvglade branchebegivenhed, som oven i købet har verdens grimmeste trofæ. Hvem gider ha` sådan en stående?', spørger Franz Beckerlee og fyrer den sidste salve af.
'Kan man få et 13-tal i rock 'n` roll? Kan man få et 13-tal i oprør eller i holdninger? Det er jo dybt go`nat. Derfor siger jeg: Som gadedreng betaler man prisen - man modtager den ikke!'

Læs hele indlægget på Gaffa.dk
Franz Beckerlee på Gaffapedia