Gennem beskrivelsen af forpinte eksistenser, har Herman Bang været med til at sætte fokus på mennesker, der levede på samfundets skyggeside. På fredag er det 150 år siden forfatteren blev født

af Jens Fransen
18. april 1864 stormede de prøjsiske og østrigske styrker de danske skanser ved Dybbøl.
Et knusende nederlag for Danmark med vidtrækkende konsekvenser for det sønderjyske område, der kom under tysk herredømme.
At ansvaret for katastrofen var en udløber af en totalt forfejlet dansk udenrigspolitik, var ikke til debat. Danmark bevarede drømmen om igen at blive stormagt, og tyskerhadet fik nationalismen til at blomstre.
Nederlaget kom til at præge Herman Bang, der blev født d. 20. april 1857 i Asserballe præstegård på Als. Faderen omtales ofte som den mørke og tungsindige præst, som gjorde livet svært for sig selv og andre.
Moderen derimod beskrives som livsglad og åben. Det var hende, der tog sig af børnene og hende, der legede med dem.
Også degnen i det lille sogn kom til at spille en ikke uvæsentlig rolle - eller rettere hans datter, Cathrine - kaldet Tine, der havde sin daglige gang i præstegården og som var at betragte som veninde med moderen.

Forældre dør
I 1863 forlader familien Als og faderen bliver præst i Horsens. Herefter begynder ulykkerne for alvor at vælte ned over familien.
Moderen dør 1871, familien flytter igen. Denne gang til Tersløse ved Sorø, fra hvis akademi Herman bliver student i 1875.
Samme år dør også faderen, der gennem årene er blevet mere og mere sindssyg. Herman flytter til København til farfar`en og påbegynder et jurastudie på Københavns Universitet.
Efter farfaderens død i 1877 prøver Bang forgæves at blive optaget som skuespiller.
Først som journalist og siden som forfatter begynder der at ske positive forandringer i Bangs liv.
Ganske vist bliver den første roman 'Håbløse Slægter' fra 1880 forbudt af Højesteret. Bogen var i det victorianske klunkesamfund usædelig, men blev senere med enkelte rettelser udgivet. Som senere Thomas Mann i Buddenbrooks blev bogen anset som en enkelt families degenerering. For både Bang og Mann var hensigten en hel tids undergang.

Homoseksuel
I Danmark var det moderne gennembrud på vej - med Brandes, naturalismen og senere systemskiftet i 1901 på vej. Men der var stadig lang vej.
Bedre blev det ikke, da det kom frem, at Bang var homoseksuel. På den tid - og langt frem til vor tid, var noget sådant skandaløst.
Som forfatter fik Bang alligevel en større læserskare. Værker som 'Ved Vejen' og Ludvigsbakke blev klassikere, og har været med til at sikre forfatterens eftermæle og en plads i den danske omdiskuterede kanon.
'Tine' - udgivet 1889 - er måske ikke Bangs bedste roman. Set med vore dages rationelle tænkemåde, forekommer den at være sentimental og svulstig. Men den har været vigtig for Bang, hvilket også ses i de senere selvbiografiske romaner 'Det hvide hus' og 'Det grå hus' fra henholdsvis 1898 og 1901. 'Det hvide hus' er tiden i Asserballe præstegård. 'Det grå hus' er tiden under opholdet hos bedstefaderen i København. Især sidstnævnte virker underlig fjern og fremmedartet i vore dage.
'Tine' er skrevet til moderen. I forordet indleder Bang med denne dedikation 'Denne bog tilhører dig', og forordet afsluttes med 'Over denne bog sætter jeg dit navn som et minde om den lyse tid og det hjem, man skimter som bag en dør, der hurtigt lukkes. Som ufredstid kom over vort gamle hus, kom snart ulykkerne og døden til os'.

Det nationale
Stemningen i 'Tine' er dyster. Nederlagsstemning fra starten, over Tines ulykkelige kærlighedshistorie med skovridderen og til hendes selvmord i dammen.
Samtidig spiller det nationale en stor rolle i romanen. Ikke underligt er tyskerne skurkene. Der forekommer adskillige verselinjer, hvor ånden fra 1848 titter frem.
'Og nu vil jeg slaas som tapper Soldat,og Livet jeg ringe vil agte;lad Tyskeren gøre sig helt desperat;jeg skal ham dog mageligt magte.Og naar vi saa mødes engang i et Slag,Jeg tager i Fyren et ordentlig Tag.Hurra; det vil blive en ypperlig FestAt kaste paa porten den ubudne Gæst.Kommer Tid, kommer Raad,Har for ofte vi sagt;Nej kun Krigerens DaadKnækker Tyskerens Magt.Vi vil slaas med Hurra!For vor Konge og vort Land.'
Skildringen af krigens hærgen virker ægte og utrolig skræmmende selv for vor tid. 'De så gennem regn kun én eneste stribe af rødt - som randen af et hav, mens bag det, på højderne, huse brændte i grunden med dunkel flamme, som ville den røde ild rinde ned over bakkernes kamme. Og den tykke luft, luften over landet i brand, var fuld af granater som af glødende og ilsomme kloder, mens lyden fra de flygtendes tros, soldaterne på flugt, vognenes raslen, de tusinde vandreres trin - nåede dem som den rappe knitren af et kæmpebål'.

Smerte
Ikke for ingenting er Bang blevet kaldt smertens og prosaens mester.
Betragter man fotografier af Bang, fornemmer man smerten. En mand, der ser trist og bedrøvet ud. Oftest med siden til kameraet. En nederlagets mand.
Og alligevel en mand, der forstod at kæmpe. Gennem beskrivelsen af forpinte eksistenser, har han været med til at sætte fokus på mennesker, der levede på samfundets skyggeside.
Han opnåede anerkendelse også i udlandet. Han foretog utallige udenlandsrejser til Berlin, Prag, Wien samt ikke mindst Paris, hvor han virkede som sceneinstruktør ved teatret. Skuespillerdrømmen var intakt. Også i Danmark havde han, ganske vist uden større succes, igen forsøgt sig som skuespiller.
Bang døde i 1912 under en oplæsningsturne i USA.