17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Da kupgeneraler fik fat på Mikis

Da kupgeneraler fik fat på Mikis

Lørdag, 21. april, 2007, 00:00:00

For præcis 40 år siden kuppede en bunke fascistiske officerer sig til magten i Grækenkand. Arrestér den kendte kommunistiske digter Mikis Theodorakis lød den håndfaste ordre

For 40 år siden. På denne dag, Den 21. april 1967 kiggede den græske general Papadopoulos på et ark papir på sit kontor.
Hans øjne nåede bogstavet 'T' i den tusindtallige række af navne på græske kommunister og venstreorienterede:
Der stod med maskinskrevede bogstaver navnet Mikis Theodorakis, digter, kommunist. Man kunne se, at han var aktiv deltager i den væbnede kamp mod de italienske og tyske besættelsestropper under krigen og siden mod de engelske troppers forsøg på at afvæbne modstandsbevægelsen.
General Papadopoulos smilede. Det var den 21. april 1967. Papirerne, han stod med, havde titlen Prometheus, og var NATO's mobiliseringsplan med navne og adresser på alle kommunister og venstreradikale som skulle arresteres i tilfælde af angreb østfra.
Nu kom ingen østfra, men generalen kunne bruge planen alligevel. Om morgenen den 21. april 1967 havde de sendt 150 tanks og 3000 soldater ud i gaderne i Grækenlands største byer og taget magten ved et regulært militærkup.
Kupmagerne fulgte NATO- listen og arresterede i tusindvis. Papirerne havde de venligst 'lånt' af den amerikanske efterretningstjeneste CIA.

Ville forhindre valg
Forud for kuppet i 1967 var gået mange rygter. Mindst to grupper i hæren havde planer om et fascistisk kup.
Bag den ene plan stod generalstaben og kongehuset, bag den anden en gruppe m lavere placerede officerer, ledet af oberst Papadopoulos.
Begge grupper ventede, at Centrumsunionen ville vinde valget, og det ville de forhindre.
Papadopoulos havde på et tidspunkt været i en position der gjorde, at han kunne følge generalstabens kupplaner og komme dem i forkøbet. Samtidig havde han tæt kontakt med CIA og kunne sikre sig USA's støtte.
Papadopoulos og kumpaner vandt det taktiske slag.
Mikis Theodorakis skulle fængsles. Og det blev han. En ud af tusinder.
Han var ellers kendt verden over som musiker og komponist.

Tidlig komponist
Hans opvækst foregik i et provinsielt embedsmiljø i Grækenland i 1930`erne. Født i 1925 på øen Hios.
Allerede som barn lærte han sig selv at komponere musik, og ifølge ham selv, besluttede han at blive komponist, da han første gang hørte Beethovens 9. symfoni.
Som ung læste han på musikkonservatoriet i Athen, mens han samtidig deltog i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig og senere som partisan i den efterfølgende græske borgerkrig.
Til trods for, at han flere gange blev fængslet og tortureret, fortsatte han med at komponere.
I 1954 opnåede han et stipendium til konservatoriet i Paris, og de følgende år modtog han mange internationale musikpriser.
I løbet af 1960'erne - efter at være flyttet tilbage til Grækenland - vendte han tilbage til sine rødder og komponerede musik med basis i græsk musik og poesi.
Theodorakis sad i fængsel i lang tid under kupgeneralernes fascistiske hærgen i fra 1967.
Til sidst blev han smidt i eksil.

Mod heksejagt
Fra sit eksil gav Theodorakis mere end 1000 koncerter i sin kamp mod diktaturet.
Efter diktaturets fald i 1974 har Theodorakis flere gange været medlem af det græske parlament, og i perioden 1990-1992 var han kulturminister.
Derefter blev han udnævnt til direktør for den græske radio og televisions symfoniorkester og kor.
Mikis Theodorakis har ud over sit musiske talent og en stor kærlighed til sit land altid været dybt engageret i at højne den internationale opmærksomhed omkring menneskerettigheder, miljø- og fredsspørgsmål.
Han underskrev således appellen 'Stop heksejagten på Europas kommunister' i 2006, da Europarådets parlamentariske forsamling ville vedtage en resolution med en international fordømmelse af forbrydelser begået af 'totalitære kommunistiske regimer'.
Forlaget Tiden har udgivet et par bøger med hans tekster og digte. Sigvaldis Forlag udgav i 1979
'Fem meter fra min celle', på dansk ved Ole Wahl Olsen med tegninger af Minos Argyrakis.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. apr. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur