Camilla Läckberg viser med romanen ¤¤Stenhuggeren¤¤ samfundets kvælende mangel på den ilt, der er forudsætningen for et virksomt liv

af Henk Hansen
I Camilla Läckbergs roman 'Stenhuggeren' leves livet i den lille svensk landsby. I ro og mag.
En af de mere 'foretagsomme' forteelser i byen er destruktionen - eller selvdestruktionen. Og ikke så sjældent begge ingredienser i et og samme liv.
Landsbytosserne gør naturligvis en indsats for at skrabe lidt i lakken på den skinnende overflade, men nogen større vækkelse synes ikke at være nært forestående.
De fleste ansatser udtænkes, og få gennemføres halvhjertet, af bogens kvindelige medvirkende.
Den ulmende utilfreshed over tingenes tarvelige tilstand kunne måske være tændt op af en lille syv-årig pige ved navn Sara. Men den mulighed for at frigive alle de bundne kræfter forpasses.
Sara drukner, og mere end det. Én eller anden drukner hende i et badekar. Og hermed er alt håb ude.
For, selv om politiet finder barnets morder, så afspejler efterforskningen en kvælende mangel på den ilt, der er forudsætningen for et virksomt liv.
Og hvordan politiet og andre af samfundets offentlige og sociale instanser skal kurere denne kollektive kvælning, er der ikke en kæft, der véd.
Eller måske viser der sig et lys for enden tunnelen. I stedet for den klassiske jagt på en morder, vendes bogens blade i det håb, at kærligheden, viljen og begejstringen til livet går i kødet på de mennesker, hvis liv lige nu er hugget i granit.

Camilla Läckberg. Stenhuggeren. People'sPress. 480 sider. 299 kr.