Teater-dramatisering af den tyske desperado og terrorist Ulrike Meinhofs liv på Caféteatret i København

af Nick Bruun
Stykket på Cafeteatret 'Ulrike Meinhofs Sang' udspiller sig i en retssals scenografi, med skriveborde ophøjet, dommersæde og titel-skilte på bordene.
Lyden af messende tyske radiospeakestemmer høres lavt i baggrunden. På bagvæggen bag dommersædet er der hylder med ringbind fra gulv til loft.
Pludselig deler bagvæggen sig på midten, og en panserglasrude skiller os fra Ulrike Meinhof (Mette Frank) der løber desperat fra den ene side af cellen til den anden. 'jeg var Ulrike Meinhof', og hun synker sammen.

Hoverende og overmenneske?
Der er tale om fiktion, men skabt på baggrund af dokumentarisk materiale.
Det fiktive består i selve gestaltningen af Ulrike Meinhof - altså hvordan skuespilleren Mette Frank viser os figuren.
Det er jo ikke sikkert, at hun var sådan, men på baggrund af det dokumentariske materiale, virker det rigtigt. Mette Frank er Ulrike Meinhof i en autentisk skildring.
Først møder vi den unge Meinhof. Hun er feteret journalist på tidsskriftet Konkret, med hvis forlægger Klaus, hun er gift og har to tvillinge-piger. Hun er intelligent og smuk. `
Under hele stykket kommenteres Meinhofs historie på lydsiden af stemmer med tysk accent, hvilket virker godt. Det er bl.a. eks-manden Klaus og plejemoderen.
Meinhof bryder med manden, da han vælger at flytte på landet. Hun hoverer over hans småborgerlighed, og tonen bliver mere og mere hånlig overfor den etablerede venstrefløj.
Fuld af foragt vandrer hun docerende rundt på scenen og ræsonnerer sig frem til at gå ind i RAF (Rote Armé Fraktion).
Befrielsen af RAF-terroristen Andreas Bader bliver hendes første aktion, hvorefter hun går under jorden og efterlyses.
Stykket er en historie om et individ; ikke om politik, som sådan. Det er meget godt i tråd med RAF og terrorismens ufolkelige, overmenneske indstilling. Alligevel er det med til at dokumentere en tidsperiode. En udforskning af, hvad der driver folk ud i terrorisme og hvilke mennesker, der gør det.

Stammheim og døden
Vi hører og ser også den tyske stats reaktion; Brutaliteten, magtfuldkommenheden og lov-apparatets effektivitet.
Ulrike Meinhof tages til fange i 1972. Langsomt skildrer Mette Frank, hvorledes Meinhof krakelerer under fangeskabet i Stammheim.
Der krydsklippes i fortællingen mellem retssag, stemmer fra fortiden og Meinhof på scenen, der skildrer hendes udvikling fra journalist til terrorist.
Ulrike Meinhofs forsvar består af citater fra RAF og slagord. Citaterne modsiges af retssagens stemmer, der angriber juridisk/politisk og af plejemoderen, der angriber menneskeligt og moralsk.
De politiske tekster afløses af skildringer af forholdene i Stamheim-fængslet. Og af, hvordan Ulrike brydes ned af isolation og indespærring.
Mette Frank legemliggør tiden i cellen på forbilledlig vis, hvorledes et menneske kan nedbrydes.
Et skænderi mellem Meinhof og Andreas Bader/Gudrun Enslin, der var kernen i RAF, gengives. Det er tvivlsomt, om det er dokumentarisk, men virker uhyre autentisk i sin skildring af fanatiske magtkamp om den rigtige indstilling, indsats og politiske sandheder.
Forestillingen Ulrike Meinhofs sang er dramatiseret dokumentarisme, når det er bedst.

Ulrike Meinhofs Sang. Af Christopher Barnett/samt dokumentariske tekster på Café-Teatret. Instruktion: Lars Romann Engel. Scenografi: Catia Hauberg. På scenen: Mette Frank - Spiller frem til 12.maj.