Maleren Dankvart Dreyer har altid delt vandene. For han var ikke til det stramme regelbundne maleri. Og hans billedkompositioner var selvopfundne og for den tid sære

af Jørgen Tang Holbek
Den danske guldalder i 1800- tallets første halvdel frembød adskillige betydelige malere - også målt med den internationale alen.
Hertil må også regnes den, i lange perioder noget oversete, fynske maler Dankvart Dreyer (1816-52).
Allerede i sin sene samtid var han på vej ud i glemslen. Fra det dannede kunstpublikums side hentedes kun skuldertræk, og det var først da kritikeren og maleren Karl Madsen i forbindelse med en stor international udstilling i København i 1901 i anledning af det nyopførte rådhus` indvielse, at Dreyer blev hevet ud af glemslens mørke.
Først i 1921 udkommer kunsthistorikeren Leo Swanes store monografi om kunstneren.

Forbigået
Dreyer har altid delt vandene. Nogle finder ham lidt ubehjælpsom og primitiv, og ikke på højde med de mere kendte malere fra perioden: Købke, Lundby og P.S. Skovgård.
Seneste eksempel på en forbigåelse var den store Turnerudstilling på Statens Museum for Kunst i 2004, hvor Dreyer som den eneste af de store danske fra perioden, ikke var repræsenteret som en del af den skandinaviske klang til Turner og hans tid.
Dreyer stod i sin samtid, skønt tilhørende det københavnske parnas, dog lidt i udkanten af dette 'gode selskab'. Han var ikke meget talende, og måske for indesluttet til rigtig at kunne begå sig i disse nødvendige indercirkler.
Måske var det derfor han aldrig, skønt adskillige ansøgninger, modtog det store Rom-legat. Dengang var Rom kunstens ubestridte hovedstad, og den store europæiske dannelsesrejses endemål.

Nye tider
Det var romantikkens og nyklassicismens tidsalder, og politisk vandt nye ideer frem. Det europæiske borgerskab var i opbrud efter den franske revolution i 1789. Herhjemme indførtes fra de tyske lande nye nationalromantiske ideer. Og linien blev lagt af først og fremmest den danske kunsthistoriker og teoretiker N.L. Høyen. Og hvis ikke denne linie blev fulgt til punkt og prikke- så farvel! Blandt andet blev der stillet absolutte krav til billedets opbygning og komposition.
Her faldt Dreyer ideligt igennem. Det stramme regelbundne maleri var ikke ham, hans billedkompositioner var selvopfundne, og for den tid sære.
Han tillagde ikke kompositionen den afgørende værdi. For ham var det vigtigere ikke at styre,men at lade sig opsluge og give sig hen foran motivet - som var den danske natur og det danske landskab. Et motiv som nu blev regnet for at være ligeværdigt med det indtil nu dominerende portræt-, figur- og historiemaleri.

Døde ung
Dette lidenskabelige temperament gjorde ham ofte vild og 'ukontrolleret' i sin penselføring - 'ukorrekt' i datidens øjne; men netop dette gør ham sært moderne som kunstner, for eksempel beslægtet med en ny tids maler som Albert Gottschalk(1866-1906).
Dreyer døde ung, som de fleste andre af de store guldalder-malere (Skovgaard undtaget). Ingen af dem blev over fyrre.
Med dem døde også romantikkens frihedsidealer; efter de borgerlige revolutioner i 1830 og 1848 satte reaktionen ind. Nu blev det arbejdernes tur til at kæmpe i første række for en ny tids ideer og magten i samfundet.

'Naturfortrolighed' - Dankvart Dreyer (1816-1852) - Den Hirshsprungske Samling, Stockholmsgade 20, København. Indtil 30. april.
Daglig: 11-16. Tirsdag lukket.