¤¤Kunsten at græde i kor¤¤ er bygget over den geniale bog af den sønderjyske forfatter Erling Jepsen

af Jan Lars Nielsen og Rune Nielsen
I filmens start er underteksterne det første, der springer i øjnene i Peter Schønau Fogs film. En dansk film med undertekster?
Filmen er holdt i et til tider svært forståeligt sønderjysk, der for ikke sønderjyder lyder ægte, og som fungerer i det udkantsområde, filmen skildrer.
Filmens omdrejningspunkt er en far, der dominerer sin familie ved sin ynkelige optræden og konstante trusler om selvmord. Scenen er et ikke nærmere sted-defineret landsbysamfund placeret i den mest flade del af Sønderjylland.
Med sine trusler om at hænge sig i havens æbletræ, lykkes det faren, spillet sublimt af Jesper Asholt, at tvinge filmens fortæller, den 11-årige Allan (Jannik Lorenzen) til at hjælpe sig med at fastholde det incestuøse forhold til datteren Sanne, spillet af Julie Kolbeck.
Samfundet accepterer stiltiende forholdene i familien. På de indre linier eksemplificeret ved moderens forbrug af sovepiller til at ignorere overgrebene. På de ydre ved lægens beroligende sprøjter til Sanne, når hun forsøger at bryde med faren.
Filmens titel refererer til farens begravelsestaler, hvor han har en unik evne til at få alle til at græde.
Allans rolle er at holde faren i hånden og græde, hvorefter alle tilhørere bryder ud i gråd. Talerne er farens forsøg på at opnå prestige i det indremissionske samfund. Her tvinger han også hele familien til at deltage i sine iscenesættelser af sig selv.
Bogen er holdt i en komisk, tragisk tone set i Allans perspektiv. Sandsynligvis er det filmisk svært at fastholde dette, og i Bo hr. Hansens manuskript er filmen blevet dybt tragisk. Allans speak imellem scenerne hjælper til at bøde på tragikken. Filmen mangler bogens virkemidler, hvor latteren til tider føles pinlig.
'Kunsten at græde i kor' er værd at bruge et par timer på. Men læs bogen bagefter.

Kunsten at græde i kor.
Instruktion: Peter Schønau Fog.
Premiere i aften.