Med mindre, man er borgerligt teaterpublikum og hænger sin politiske holdning sammen med frakken ude i garderoben, får man meget ud af stykket Thermopylæ

af Anders Fenger og Lola Sigvert
Den 1. oktober 1938 kunne danskerne på forsiden af de fleste borgerlige aviser læse et citat af den engelske premierminister Neville Chamberlain.
'Fred i vor tid'. Han havde lige talt med Hitler.
Netop hér starter H.C. Branner-dramaet Thermopylæ, opført på Det Kongelige teaters Stærekasse-scene i København.
Som publikum kunne man sidde og ærgre sig over, at det ikke var det kommunistiske dagblad Arbejderbladet, skuespillerne på scenen læste op af. Her var hovedoverskriften dengang nemlig, 'Krigen er sikret.'
Måske har det at gøre med, at stykket om en families opløsning under besættelsen af Danmark 1940-45, foregår netop i en familie fra det intellektuelle lag af samfundet, uden føling med arbejderklassen og de fattigste. Som så mange andre teaterstykker og film. Både fra dengang og minsandten også i dag.
Også forfatteren H.C Branner manglede indsigt i folkeflertallets liv og blev aldrig andet end kultur-liberalist, med lidt god vilje kulturradikal.
Men alligevel må man respektere instruktøren Alexa Ther for netop nu at sætte Thermopylæ op.

David og Goliath
Stykket er nemlig ret aktuelt. I år 48o f.kr. gik 300 spartanske soldater deres undergang i møde, da de forsøgte at forsvare det snævre pas ved Thermopylæ mod en hundredtusindtallig hær af persiske soldater. Overmagten.
I Branners stykke fra 1958 er overmagten Nazi-Tyskland. For os er overmagten i dag USA, der selvglad og mægtig sætter sin fede krop i Irak og overalt på kloden.
Der er stadig en overmagt, der må konfronteres. Som David mod Goliath.
I Thermopylæ på Stærekassen spiller Stig Hoffmeyer den blege humanist og professor Stefan Fischer, der tror at ord alene kan knuse ondskaben. Velmenende men naivt taler han nazismen imod, mens hans ene søn Kaj (Mads Knarreborg) vælger det eneste rigtige vej, handling og aktion i modstandsbevægelsen. Den anden søn (Jan Meyer) vælger nazismen, mens datteren Helene sorgløst vælter sig i mænd og druk.
Det er tydeligt, at faderen Stefan Fischer med sin ekstreme og uindskrænkede individualisme aldrig får sat de nødvendige grænser for sine tre børn.
Bortset fra tilfældet Kaj, går det helt galt.
Den fade moder (Kirsten Olesen) og datteren Helene (en umiddelbar og krystalklar Mia Lyhne) ser frustreret til, mens Helenes fordrukne boheme-og trotskist-kæreste Christoffer (fremragende turbo-spillet af Gerard Carey Bidstrup) knalder helt ud i whisky-tågerne.
Det blev en intens aften på Stærekassen. Med enkel, kontrastfuld scenografi.
Man keder sig ikke et sekund. For det er nemlig op til det almindelige publikum - og ikke de borgerlige teateranmeldere - at danne paralleller til nutiden og få noget ud af stykket.
Med mindre, man er borgerligt teaterpublikum og hænger sin politiske holdning sammen med frakken ude i garderoben. (frit efter Bert Brecht)

Thermopylæ. Af H.C. Branner.
Det Kgl. Teater. Stærekassen.
Scenografi: Rikke Juellund Iscenesættelse Alexa Ther.
Til 26. maj og igen 17. august- 10. september.