Nylig var det fremme i pressen, at Justitsministeriet forlangte en skærpet kurs overfor de forskellige humanitære organisationers gadeindsamlinger

af Kjeld Stenum
Det skal ikke længere accepteres, at de forstyrrer vores slumrende samvittigheder med deres humanitære anmasninger, når vi hygger os med vores shopping på gågaderne.
For os betyder det mere fred til at hengive os til vores bekymringsløse forbrugerisme, og det er vistnok godt for landets økonomi, og i hvert fald for bankernes og kreditinstitutionernes greb om vores tilværelser.
For en organisation som for eksempel Folkekirkens Nødhjælp skulle det vist betyde en årlig indtægtsnedgang på noget i retning af et halvt hundrede millioner kroner.
Dengang jeg var yngre, var de færreste private humanitære organisationer i særlig høj kurs. Den del af befolkningen, som forstod sig selv som borgerlig, interesserede sig mindre for det, som foregik udenfor deres egen baghave, de kunne jo bare tage sig sammen dernede og være lige så flittige og produktive som os, så fik de det nok også lige så godt! Og de fleste af os på venstrefløjen opfattede hovedsagelig udviklingsbistand som forklædt støtte til imperialismen, det meste af det gik til projekter, som i bedste fald var misforståede og ubrugelige i forhold til udviklingslandets behov, i værste fald var direkte afhængighedsskabende. Og under alle omstændigheder gik størstedelen af det tilbage i danske entreprenørers og storkapitalisters lommer, mens ulandenes gæld bare voksede og voksede.
Så mødte vi folk, som samlede ind til humanitære formål - hvilket dengang var meget sjældent - så vi dem frejdigt i øjnene og erklærede med den reneste samvittighed i verden, at vi ikke ønskede at bidrage til forlængelse af imperialismens dødskramper.
På samme måde forholdt vi os til den statslige udviklingsbistand, som vi var nødt til at bidrage til over skattebilletten. Og det var ikke, fordi vi ikke forstod os selv som humanister, for det gjorde de allerfleste af os, uanset hvilke myter der siden er blevet fremført om den venstreorienterede del af min generation.
Men udviklingsbistand var i det store og hele kun noget værd, hvis det indbefattede et opgør med den kapitalisme, der skabte underudvikling og økonomisk afhængighed. Skulle man give penge, skulle det være målrettet hjælp til for eksempel befrielsesorganisationerne i undertrykte lande. Vi troede på et opgør med kapitalismen, og vi prioriterede vore handlinger ud fra den tro.
Siden har tiden jo nok kaldt på en nuancering af denne holdning, sådan har jeg i hvert fald følt det.
I en del lande som Vietnam, Sydafrika, Zimbabwe, Nicaragua med flere sejrede befrielsesorganisationerne, andre steder sluttede de fred, eller de målrettede befrielsesbevægelser blev kvalt. Sjældent førte nogen af tingene til klare opgør med imperialismen.
I Iran sejrede en muslimsk befrielsesbevægelse, og en del af det antiimperialistiske initiativ gled over i hænderne på forskellige udgaver af radikal islam.
Samtidig sluttede den kolde krig jo, og hvadenten man nu betragtede den som udtryk for strid og rivalisering mellem forskellige imperialistmagter eller som kamp mellem imperialisme og en mere eller mindre vellykket variant af socialisme, så betød dens afslutning i hvert fald en styrkelse af imperialismens greb om verdensøkonomien og en højredrejning af politikken i hele den økonomisk mest udviklede del af verden.
Statslig humanitær hjælp blev skåret ned og mere og mere gjort betinget af, at man opførte sig artigt overfor imperialismen og hyldede mantraet om menneskerettigheder og markedsreformer. Eller glasnost og perestrojka, som privatiseringseksperten Gorbatjov havde kaldt sin strategi for kapitalisme i hedengangne Sovjetunionen.
Så som jeg har oplevet det, stod vi i stigende grad i en situation, hvor vi kunne vælge imellem at vende ryggen helt til folks lidelser og brænde helt inde med vore humanitære tilbøjeligheder, eller vi kunne forsøge at finde humanitære organisationer, som i det mindste gjorde en indsats for folks overlevelse, og så æde et kompromis angående det med befrielsen fra kapitalismen.
At der på den måde blev mange mennesker, som havde behov for afløb for humanistiske tilbøjeligheder, lugtede de private hjælpeorganisationer jo hurtigt, der blev samlet flere penge ind, og der blev drevet målrettede hvervekampagner på gader og torve. Så det har været let for os at 'tage skridtet'.
På den måde er jeg blevet bidragyder til for eksempel Folkekirkens Nødhjælp, selvom jeg hverken er kristen eller medlem af Folkekirken. Denne organisation har så i øvrigt også gjort ting, som har min dybeste respekt. Men uha, nogle af disse ting har jo haft en utvetydig politisk brod, som for eksempel opførelsen af Israels apartheid-mur på Roskilde-festivalen her for et par år siden. Så nu skal det være slut. Nu skal velgørenhed virkelig privatiseres, så vi nærmest kun kan risikere at blive udsat for det, hvis vi aktivt opsøger det på privat initiativ.
Som var vi hungrende nikotinvrag, der må søge til afsides lokummer for at få fred til en smøg! Det næste bliver vel, at humanitære annoncer også skal forbydes, eller de skal gøres til opfordringer til terrorisme, som kan stoppes ved hjælp af anti-terrorloven, eller hvad vores kreative borgerlige justitshjerner nu måtte kunne hitte på.
Det er nemlig ikke kun religiøse værdier, der ikke er plads til i det borgerlige offentlige rum, det er værdier i det hele taget. For valg af værdier er noget privat, som ikke har med samfundet at gøre.
Selv den uskyldigste humanisme undgår ikke at politisere, fordi den er engagement i andre mennesker. Og derfor må den væk. Vores samfunds offentlige rum har kun plads for ren egoistisk hengivelse til skrupelløs forbrugerisme.