En mand med vest og med længere og væsentligt mere fedtet hår end jeg selv, råbte efter mig, da jeg var på vej til Fakta.

af Rasmus Landbo Mulberg
'Hey, du langhårede. Du ligner en der kan li' rock!'.
Han forklarede at, han sammen med sit gamle orkester skulle spille til PULS-festival, og jeg lovede selvfølgelig at dukke op.
Manden viste sig og være Jan Jet fra Lost Kids - Danmarks første punk-orkester, som startede i 1970'erne med de første punkkoncerter på dansk grund.
Koncerten fandt sted i lørdags ved narkomanernes udendørs værested 'Nåleskoven', nede på havnen i Århus, hvor der var opstillet en PULS-scene.
Lost Kids lagde ud i et højt tempo. De lokale punk-helte leverede en fin omgang punk som den blev spillet dengang. Og forsanger Jan Jet udviste både energi og engagement. Desværre var lyden ikke særlig god, og teksterne var det meste af tiden nærmest uforståelige, men det gjorde det ikke mindre underholdende, og man var på intet tidspunkt i tvivl om, hvad Lost Kids mener om samfundet.
Efter Lost Kids spillede et andet Århus-band, Tonekontroll. De befinder sig i en anden ende af rockgenren. Det er et band, som meget klassisk stiller op med to guitarer, en bas og trommer, dog lidt utraditionelt spiller forsanger Mads Wæhrens bassen.
Det er svært umiddelbart at sætte Tonekontroll i bås rent stilmæssigt, som andet end engelsksproget rockmusik. Det mest interessante ved dem var allerførst at følge den øldåse, som drejede rundt oven på den ene højtaler! Men derefter blev det faktisk nogenlunde interessant.
Koncertens højdepunkt var klart gruppens intrumentale komposition kaldet 'kunstnerisk selvmord'. Det var støjende, men med en melodi, som blev holdt - uden for mange sidespring.
Tonekontroll minder lidt om en blanding af britiske Max•mo Park og danske Veto, dog uden at nå deres niveau.
Men det var bestemt et interessant bekendtskab, som dog burde holde sig noget mere til de støjende kompositioner.