16 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sidste nat med kliken

Sidste nat med kliken

Lørdag, 19. maj, 2007, 00:00:00

Viborg og Svendborg mødes i DM-finalen i håndbold. De to mand-skaber splittes ad, når sæsonen er slut. Det er konsekvensen af den eksplosive økonomiske udvikling i dansk herrehåndbold

af Espen Jensen
Da HF Mors sidste sæson rykkede ud af håndboldligaen, mistede klubben samtidig ti af spillerne på holdet. Tilsvarende effekt har man allerede oplevet i traditionsklubben Helsingør, der for få uger siden måtte erkende, at det kun rakte til en enkelt sæson på højeste niveau.
At en sportslig nedtur ofte medfører stor turbulens i spillertruppen er et velkendt fænomen. Til gengæld er det overraskende, at begge årets DM-finalister, Viborg HK og GOG Svendborg TGI, må sige farvel til næsten et helt mandskab, når dansen om guldkalven er slut.
- At vi mister vores største navn, Torsten Laen, til en udenlandsk klub, er der intet unaturligt i,' mener GOGs direktør, Arne Buch.
- Torsten har været 12 år i klubben, er i slutningen af 20`erne og har måske endda spillet et år eller to længere i GOG, end hans niveau berettiger. Ligeledes med Klaus Bruun Jørgensen, der vælger at tage hjem til København efter seks år på Sydfyn, Og selvom vi godt kunne have beholdt en kommende storspiller som Thomas Mogensen, der nu går til 'dansker-klubben' Flensburg-Handewitt, et år længere, så valgte vi at finde en fuldgod erstatning, der har et længere tidsperspektiv som spiller i klubben, forklarer Arne Buch tabet af tre af klubbens største profiler p.t.
Ikke færre end seks spillere forlader Svendborg-mandskabet, når slutfløjtet har lydt for sæsonen 2006-07.

Kede af det
Hos finalemodstanderen Viborg har der været endnu mere gang i svingdøren. Ni spillere smider den grønne trøje i vaskekurven for sidste gang efter finalerne, mens et tilsvarende kontingent tager over, når ligaen går i gang igen i til efteråret.
- Jamen vi er da kede af at måtte sige farvel til så mange folk, men det er konsekvensen af, at VHK igen satte fokus på herrehåndbold og talentudviklingen efter nedrykningen for fire år siden. Nogle af de spillere er blevet så gode, at de fortsætter til de store ligaer syd for grænsen, siger Viborgs sportschef, Michael Hansen.
Han erkender dog, at klubben nok har været for længe om at forhandle kontrakterne til næste sæson på plads.
- Når du spørger sådan, som må jeg vel sige ja, for selvfølgelig er det da atypisk for en klub, at man må sige farvel til ni spillere efter sæsonen. En to-tre stykker er normen, hvis man vil bevare en vis kontinuitet på holdet.

Eksplosiv økonomisk udvikling
Michael Hansen vil ikke ind på, hvorfor talentfulde spillere som fløjen Andreas Toudal og stregspilleren Rene Toft Hansen i næste sæson stiller op for henholdsvis BSV og Kolding, men han antyder, at de stadig højere lønninger i dansk håndbold spiller en stor rolle.
- Jeg synes, at du skal spørge de pågældende selv, hvorfor de forlader en klub med et meget talentfuld mandskab, der nu skal spille DM-finale. Men jeg kan kun konstatere, at i forhold til udviklingen på spillermarkedet, så har vi været for sent ude.
Michael Hansen giver et eksempel på, hvordan forhandlingerne kan se ud, selvom han understreger, at eksemplet ikke er normal praksis.
- Vi fik en henvendelse fra en god spiller fra en jysk klub - eller rettere fra hans agent. 500.000 kr. var prisen angiveligt. Vi meldte vores interesse tilbage, men da vi næste gang talte sammen, var beløbet steget til 750.000 kr. Han var en god mand, så vi undersøgte muligheden af at kombinere kontrakten med noget arbejde, men da vi talte sammen kort tid efter var prisen pludselig 900.000 kr. Så takkede vi af.`
Viborg-chefen er meget præcis i sin beskrivelse af de herskende tilstande i dansk herrehåndbold.
- Der foregår en krig lige i øjeblikket. Sådan er det. Lønningerne er steget eksplosivt, og derfor er der så meget turbulens på spillersiden.`
Den første DM-finale spilles i dag lørdag den 19. maj kl. 16.15, hvor GOG har hjemmebane. Der er returkamp torsdag den 24. maj kl. 21.00 i Viborg.


Vigtigste klubskifter:

GOG Svendborg:
Afgang: Torsten Laen, til Ciudad Real, Spanien - Klaus Bruun Jørgensen til FCK Håndbold - Thomas Mogensen til Flensburg-Handewitt
Tilgang: Dennis Kierkegaard fra Tvis/Holstebro - Asgeir Ørn fra Lemgo, Tyskland - Oluf Ask fra Lugi, Sverige
Træner Carsten Albrechtsen skifter til Bjerringbro og erstattes af svenske Ulf Schefvert

Viborg HK:
Afgang: Hans Lindberg til HSV , Tyskland - Andreas Toudal til Bjerringbro - Dane Cejan til Flensburg-Handewitt - Rene Toft Hansen til Kolding - Morten Olsen til Bjerringbro
Tilgang: Lucas Karlsson, Hammarby, Sverige - Gabor Csaszar, Dunaferr, Ungarn - Henrik Dreyer, Lugi, Sverige

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. maj. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur