Hvad har ¤¤Krønikens¤¤ hårde Kaj Holger og hans søn Erik med Ritt Bjerregaard og Ungdoms-husets kreative brugere at gøre? For Hans Scherfigs barnebarn, forfatteren Lilja Scherfig, er sagen såmænd helt klar

af Anders Fenger
Ovre på den kølige og skyggefulde Assistens Kirkegård, lige overfor den uhyggelig tomme byggetomt, Jagtvej 69 på Nørrebro i København, ligger under et fyrretræ en enorm skildpadde af granit. Under dén ligger forfatteren og kommunisten Hans Scherfig begravet.
I et hjørne i en hvid lejlighed 1500 meter derfra står en miniudgave af dyret i ler på gulvet hos forfatterens barnebarn, Lilja Scherfig.
- Det er dén skitse, billedhuggeren brugte til gravstenen, siger Lilja Scherfig, 37, der også skriver bøger: nemlig ungdoms- og børnebøger. Hun er netop aktuel med sin roman Louie Louie, der allerede er blevet spottet af et filmselskab, som er interesseret i at lave historien til en tv-serie.

Kaj Holger
Vi har afsat et par timer til netop at snakke om morfar Hans, om Ungdomshuset og intet mindre end kampen om kreativiteten. Og så lige om konflikten mellem Kaj Holger og Erik fra tv-serien 'Krøniken'. For Lilja Scherfig hænger det hele nemlig sammen.
Hun ynder at bruge billeder på dét, hun vil sige.
- I samfundet sker der de samme mekanismer som i forholdet mellem de to roller i tv-serien. Den reaktionære kritiker, Kaj Holger, bekæmpede sin søns visioner. Kaj Holger - i dag i form af Ritt Bjerregaard - gik ind og smadrede de unges drømme og frirum. Der skal være plads til den kreative og mere kreative og følelsesladede som Erik. Men det var der ikke, konstaterer Lilja Scherfig, der indrømmer, at hun græd som pisket, da Erik begik selvmord i 'Krøniken'.
- Det skæve, vilde legebarn tabte. Nu er det Ungdomshuset, der er blevet slået ihjel, tilføjer Lilja, som mener, tv-serien handlede om noget fundamentalt i vores samfund.
- Følelserne og kreativiteten lider nederlag, pointerer Lilja Scherfig, der gennem årene har skrevet alt fra teatermanuskripter til klummer i aviser om kærlighed og sex, men også været freelancer på månedsbladet Press.
Lilja Scherfig mener, at den samme kamp findes på alle niveauer.
- Mennesket besidder i sine to hjernehalvdele begge elementer - det kreative og det kritiske. Vi har alle en 'Kaj Holger' inde i os. Derudover har vi også én i enhver familie en tante eller en far, der undertrykker og dømmer de andre. Og så har vi ham selvfølgelig på det internationale plan. Men vi har gudskelov også alle en 'Erik', der udlever skøre, vilde ideer. Legebarnet.
Lilja Scherfig mener, at hvis kreativiteten trykkes under fode, betyder det, ligesom barnet, der ikke må hoppe i vandpytter, at man mister lysten til at leve fuldt ud.
- Hvis mor konstant stopper legen, 'du må ikke blive våd', så er det ikke sjovt længere. Så stopper legen. Ikke flere vilde ideer. Nul eksperimenter. Men det skal ikke være fornuften og kritikeren, der altid sejrer, pointerer Lilja Scherfig og understreger sine ord med en resolut armbevægelse.

Optimist
Trods den evige begrænsende 'Kaj Holger' i samfundet, i familien, og inde i os selv, er forfatteren glødende optimist.
- Jeg er ikke urolig for de kommende generationer. Børn er i dag meget bedre til at kommunikere. De er godt opdraget og putter følelser i, hvad de siger. Jeg tror hver generation går fremad, siger hun.
Hendes forfatterskab drejer sig netop om de nære kampe, det personlige. Ikke de er store, overordnede, politiske ting, som morfaderen Hans Scherfig var kendt for.
- Jeg skriver tit om frigørelse. Ligesom i min seneste ungdomsbog Louie. Louie. (anmeldt her i avisen i sidste uge red.), hvor Louie bruger kreativiteten til frigørelse, til at finde sig selv gennem musikken og faderens dukker, fortæller hun.
- Det kreative kan frigøre mange ting. Og legebarnet vil blive ved at bestå. Uanset hvad, understreger hun og smiler.

Nostalgi? Nej!
Lilja Scherfig, der med sin mor og bror Leo stod model for den kommunistiske maler Viktor Brockdorff i maleriet 'Land og Folk-festival' i 1975, fortæller, at hun føler et vist slægtskab med især 1970`ernes socialistiske kunstnere som Røde Mor, Jomfru Ane band. Og Erik Clausen. For eksempel.
- Uha. Når jeg sidder og skriver, må jeg tit passe på, der ikke går 'Erik Clausen-stemning' i den. Jeg elsker den der gamle melankoli, der er i Clausens film. Og ofte er jeg ved at tude over sangen fra Clausens og Sylvesters lp med fremmedarbejdersangen 'Vilkommen i Copenhagen'.
- Når jeg selv skriver, sniger der sig af og til en onkel ind med sin harmonika. Jeg elsker harmonika! Men så tager jeg mig sammen og 'skifter' den ud med en mere opdateret I-Pod, griner Lilja Scherfig.
- Nostalgi er fint, men vi skal ikke udelukkende se tilbage på det gode. Uden at se fremad.
- Nogle af mine yndlingsdigtere er Pablo Neruda og russeren Jevtusjenko. De var begge stærke socialister, smiler Lilja Scherfig, og kigger ud ad vinduet, der omkranses af et bord og en reol med et portræt af Che Guevara.
For seks måneder siden begyndte hun at gå til salsa hos en cubansk danselærer.
- Han er ikke den typiske upolitiske slags, der er flygtet fra systemet på Cuba. Han er en politisk cubaner, der er i Danmark på grund af barn og kærlighed til en dansk kvinde,

Kommunismen
- Jeg var i øvrigt også pioner som barn, og var på ture til Polen, Bulgarien, Cuba og Verdensungdomsfestivalen i Moskva i 1986. Og så besøgte jeg Cuba for fire år siden.
- I dag må jeg konstatere, at jeg ikke er den partipolitiske type. Men jeg vil nok kalde mig revolutionsromantiker. griner Lilja Scherfig og nusser sin norske skovkat Kokos.