18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nøgle til Günter Grass

Nøgle til Günter Grass

Lørdag, 02. juni, 2007, 00:00:00

Grass er ikke kommunist - har aldrig været det - og bliver det aldrig. Han er frem for alt socialist og humanist

af Jens Fransen
Næppe tilfældigt udkommer disse essays 'Fortsættelse følger' samtidig med udgivelsen af Günter Grass` selvbiografi, anmeldt i avisen forleden.
Forfatteren Per Øhrgaard står også bag den flotte og ret præcise oversættelse af den danske udgave.
Ja, han er i det hele taget en stor kender af tysk kultur og samfundsforhold. Som professor ved Københavns Universitet og som oversætter af en lang række væsentlige tyske værker, er der tale om en mand, man ikke kan og må overse.
Dog er denne bog en udvidet udgave af første oplag fra 2002 - og anledningen er - gæt selv - udgivelsen af 'Når løget skrælles'. Kun sidste kapitel adskiller således de to udgaver.
Bogen er en række artikler, essays, der tegner et meget markant portræt af den tyske Nobel-pristager fra 1999.
Gennem tværgående betragtninger over Grass` forfatterskab og sideløbende hermed dennes politiske udvikling som borger i Forbundsrepublikken.
Grass er ikke kommunist - har aldrig været det - og bliver det aldrig. Han er frem for alt socialist og humanist. Har bekæmpet alle former for fundamentalisme og snæversynethed.
Gennem det ret omfattende forfatterskab, som Per Øhrgaard præsenterer, får læseren en fornemmelse af Grass` format. Løget, der skrælles. En forfatter, der er og altid har været besværlig. Både sprogligt og politisk.
Grass var modstander af den måde, den tyske genforening blev gennemført på. I en tale i 1997 citeres han for følgende 'Kun i de allerværste faser i den tyske historie har grådigheden fået lov til at udfolde sig så virkningsfuldt'. Ikke populær retorik i hine år.
Og da erindringsbogen udkom i sensommeren 2006 var der da også guf for kritikerne, da han skrev om sin fortid i SS. Endelig kunne man måske få lukket munden på ham. Det lykkedes ikke. Brændemærket blev han - men for ham var det samtidig lidt af en lettelse. Sandheden skal frem.
Måske man skal være lidt af en nørd for at læse bogen. Den er velegnet for personer, der ønsker at studere Grass. Men det er spændende nok engang at blive konfronteret med såvel den smertelige tyske og grasske fortid.

Per Øhrgaard : Fortsættelse følger. Et essay om Günter Grass. Anden udgave. Gyldendal. 224 sider. Kr. 159.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. jun. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur