Hver tid sin litterære stil, sine berømtheder og koryfæer. Ny litteratur-historieudgivelse gaber for højt
af Jens Fransen
Med mellemrum udkommer en ny dansk litteraturhistorie. Gyldendal har netop udgivet femte bind, der omhandler perioden 1960-2000.
Fem litteraturkendere har bidraget til dette omfattende værk, der udmærker sig ved også at inddrage tendenser og kulturdebat i tiden.
De fleste brugere af bogen vil vel benytte bogen som opslagsværk i forbindelse med bestemte forfattere eller kulturpolitiske diskussioner. Og hertil er den meget velegnet.
Sprogligt set er den holdt i et let forståeligt dansk - uden dette dog på noget tidspunkt bliver overfladisk.
Litteratur har til alle tider været et spejl af samfundet. Hver tid sin litterære stil, sine berømtheder og koryfæer.
Ved læsning af værket, der jo omhandler vor egen tid, bliver man bevidst om, hvor hurtigt mange forfattere og deres værker går i glemmebogen. Kun enkelte titler har overlevet perioden.
En enkelt indvending her kunne være, at forfatterne har bredt sig for langt ud. Ikke relevante værker og forfattere fylder efter min mening for meget i enkelte kapitler. Men det er en smagssag .
I disse år forsøger den borgerlige regering og dennes kulturminister at sætte dagsordenen for kulturdebatten. Noget nyt er der næppe i dette forehavende.
Kulturkamp har altid fundet sted, og i dette værk bliver læseren endnu engang mindet om rindalismen og kulturkampene i 1970érne. De sidste med udgangspunkt i marxismen. Så på et eller andet tidspunkt drejer hjulet igen.
Klaus P. Mortensen og May Schack (Red). Dansk litteraturs historie. 1960-2000. Gyldendal. 703 sider. 498 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278