Hvis en løve kunne tale, havde vi ikke kunnet forstå den, skrev filosoffen Ludwig Wittgenstein for godt et halvt århundrede siden. Det havde han selvfølgelig ikke helt ret i

af Kjeld Stenum
Selv om vi endnu ikke kender nogen eksempler på talende løver, så forstår vi dog allerede løver i en vis udstrækning, vi har for eksempel tilstrækkelig detaljerede forestillinger om deres adfærd til, at vi tager benene på nakken, når vi opdager sultne eksemplarer af dem i vores nærhed.
Ja, og dyrepsykologer forstår dem godt nok til at beskrive deres sociale relationer og så videre. Og den forståelse, som vi allerede har af ikke-talende løver, ville vel kun vinde ved det, hvis løven lærte sig talens brug.
Wittgenstein ville uden tvivl have givet os ret i dette. Det, han mente med sit udsagn, var, at den specielle forståelse, som kan finde sted mellem mennesker derved, at man - som Wittgenstein udtrykte det - finder sig selv i den anden, den ville aldrig være mulig i forhold til en løve.
Vi mennesker kan - fordi vi er sproglige væsner - sætte os ind i hinandens livsomstændigheder med næsten ubegrænset nuancering og nøjagtighed - hvis vi da gider gøre os anstrengelsen. Og fordi vi evner at leve os så præcist ind i hinandens liv, evner vi også at se, hvordan vi ville handle i den andens sted.
Fordi vi i det store og hele er ens skabt, er det, som kommer ud af denne gensidige leven sig ind i hinandens livssituationer, også et i det store og hele fælles grundlag for at diskutere, hvilke værdier det er bedst at lægge til grund for vores ageren i forhold til hinanden, vores samfund. Sådan et fælles grundlag ville vi ikke kunne opbygge med talende løver, hvis disse fandtes.
Vi ville aldrig kunne sætte os selv i løvers sted, dertil er vi og løver simpelthen for forskelligt skabt. Løver ville ikke handle som os, hvis de var i vores sko, og omvendt, og vi ville aldrig kunne udvikle et værdifællesskab.
At vi skal være nogenlunde ens biologisk for at kunne opbygge et værdifællesskab betyder ikke, at vore værdier simpelthen ligger i vores natur. De er kulturdannelser. Men forudsætningen for, at kulturer med fælles værdigrundlag kan dannes, er, at vi er biologisk ens nok til at ville handle nogenlunde ens under ens omstændigheder.
Det er nok tvivlsomt, at Wittgenstein ville skrive under på alt dette. Som jeg læser ham, mente han, at det var de kulturelle værdier i sig selv, der udgjorde vores forståelseshorisont. Og eksemplet med løven tjente simpelthen til at illustrere mægtig store kulturforskelle og ikke til at illustrere den biologiske forskellighed.
Kom vi til et fremmed land med en meget anderledes kultur, skrev han i samme sammenhæng, ville vi ikke kunne forstå menneskene der, fordi deres kulturværdier - eller livsformer, som han kaldte det - var anderledes. Det mener jeg er en vildfarelse. Hvis det var sandt, var kulturel integration en umulighed, og magtkamp, krig og undertvingelse ville være det eneste mulige middel til at løse konflikter mellem forskellige kulturer. Det er det jo ikke.
Det er ikke nogen let eller hurtig ting at opbygge fælles værdier. Men historien rummer dog utallige eksempler på, at det er muligt. Mange indvandrere er i tidens løb integreret i vores danske kultur. Og selv et land som USA, der er et multikulturelt sammensurium med kun et par århundreder på bagen, er dog en slags samfund og ikke blot en krigstilstand.
Grunden til, at det kan lade sig gøre at opbygge samfund på tværs af kulturelle forskelle er, at vores evne til at forstå hinanden er en evne til at forstå hinandens materielle livssituationer og ikke begrænset af vore forskellige forudfattede kulturværdier.
At for eksempel kristen kultur har et bud om at gå ud i alverden og gøre alle folkeslag til Vorherres disciple betyder ikke i praksis, at alle kristne opfører sig som missionerende korsfarere blandt ikke-kristne, for i de konkrete livssituationer rækker de fleste kristnes mellemmenneskelige forståelse ud over deres religiøse værdisæt.
Omvendt, når vi hjælper den nødstedte, hvadenten det nu er en fremmed eller en nabo, er det ikke blot fordi det er en kristen værdi. Andre religioner har lignende bud.
Nej, de fleste steder i verden er det skik, at man hjælper den nødstedte. Og det er det fordi vi kan sætte os selv i den andens sted, og fordi vi kan reflektere tilstrækkeligt til både at se de positive følger for alle, hvis vi hjælper hinanden, når vi er nødstedte, og de negative konsekvenser af, at vi er ligeglade med hinanden i den slags situationer.
Wittgenstein er inspirerende at læse, fordi han holdt mere af at provokere og spørge på en tankevækkende måde, end han holdt af at 'sætte ting på plads', sådan som for eksempel Karl Popper eller Stalin godt kunne lide det. Men han var ikke grundlæggende materialist. Han var i stor udstrækning fanget af den kulturrelativisme, der prægede meget af det tyvende århundredes filosofi, i øvrigt også hos mange filosoffer med materialistisk selvforståelse. Det er på tide, at vi kommer videre.