Et ægte socialrealistisk alternativ til Tivolis skrækkabinet. Lige som en sprække af lys åbnes, lukkes den igen i et langt, opgivende heroin-suk. Se denne film

af Jesper Fink
I antikken var begrebet katharsis filosofien bag de græske tragedier. Tanken var, at publikum oplevede og følte skuespillernes ulykker, og fik derved afløb for egne problemer og kunne gå fra teatret med renset sind.
Og to timer i selskab med Neil Armfields
Candy er i sandhed en rensende oplevelse. Man forlader biografen med kroppen fuld af en sælsom blanding af lettelse og stikkende, melankolsk weltschmerz. At en film i den grad besætter ens indre, gør i sig selv Candy anbefalelsesværdig, om ikke andet så som socialrealistisk alternativ til Tivolis skrækkabinet.

Symbiotiske stiknarkomaner
De to unge - og meget smukke - narkomaner Dan og Candy (Heath Ledger og Abbie Cornish) lever et symbiotisk liv på bagsiden af den pæne australske forstadskulisse. De lever kun for kærligheden, og så de jævnlige heoinskud, som Dans homoseksuelle erstatnings-far Casper (spillet af en vidunderlig Geoffrey Rush) supplerer dem med. Dan og Candy er alt for forgabte i hinanden og heroinen til at bekymre sig om dagen og vejen, og allerede fra filmens anden scene, hvor Candy tager den første overdosis, fornemmer man den uundgåelige nedtur.
Candys kunstmalerdrømme forsvinder hurtigt i takt med at behovet for penge til stoffer eskalerer, og snart må Candy, som det naturligste i verden, prostituere sig, for at finansiere sit eget og kærestens misbrug.
Dan er ikke den mindste smule jaloux, så længe de bare hviler tilstrækkeligt i hinandens kærlighed. Men i virkeligheden bliver det hurtigt et spørgsmål om at hvile i fælles stofmisbrug end i fælles hengivenhed.

Følelsesmæssig afkobling
Herfra fortsætter det bare nedad og nedad, gennem samfundets matchgrupper, helt ned til bunden, hvor værdigheden er pantsat og den stabile rækkehus-eksistens er blevet ren utopi. Men man skal mere end halvanden time gennem filmen, før man står af.
Inden da er Dan og Candys ekstreme kærlighedsforhold portrætteret med så stor ømhed og finesse, at man er komplet opslugt, og nærmest ikke fornemmer hvordan heroinen bliver sidestillet med kærligheden for siden at overtage den helt. Men på et tidspunkt knækker filmen, og man må koble følelsesmæssigt fra for at undgå at bryde ud i krampegråd. Den sidste halvdel af filmen svælger simpelthen i den ene forfærdelige scene efter den anden, og det er umuligt at følge med hele vejen.

Effektiv uoriginalitet
Alene filmens insisterende dyrkelse af det tragiske, leder tankerne hen på Darren Aronofskys lille mesterværk Requiem for a Dream (2000), der ligeledes portrætterer to stofmisbrugeres nedstigning til det jordiske helvede på særdeles effektiv vis.
Requiem for a Dream er inddelt i tre afsnit, sommer, efterår og vinter, og pudsigt nok er Candy også inddelt i tre:
himmel, jord og helvede. I det hele taget er der for mange paralleller mellem de to film, og det fjerner en betydelig del af Candys originalitet.
Og ærligt talt tåler Candy ikke sammenligning med Aronofskys nyklassiker. Det slår revner i filmoplevelsen, at man uundgåeligt kommer til at tænke på andre film imens. Men det ændrer dog ikke på, at Dan og Candys legesyge elskovsforhold brænder sig ind under huden, blandes med lige dele heroin og smertelige afsavn, og forbliver i kroppen længe, længe efter man har forladt salens mørke.

Candy. Instruktion: Neil Armfield. (Australien)