Carlo Brandt, fællestillidsmand på Lindøværftet fra 1974 - 80, burde have kaldt sine erindringer ¤¤Fra arbejder til klasseforræder¤¤

af Bjarne Nielsen
Bogen 'Fra arbejder til klasseforræder' kan groft sagt deles i to. De første 50 sider, der varmt og solidarisk beskriver Carlo Brandts ungdom som barn nummer 12 ud af 14, i arbejderkvarteret Bolbro, en forstad til Odense.
Livet som fattigt arbejderbarn i 1940`erne og 1950`erne er spændende og interessante, samt giver et fornemt portræt af arbejderlivet i denne periode.
Resten af bogens 250 sider er stort set helliget hans virke som tillidsmand på værftet og i Metal samt politiske virke i Odense byråd.
Carlo Brandts ledetråd er at 'forhandlinger handler ikke om at vinde, men om at finde nogle løsninger, alle parter kan leve med'. Denne ledetråd betød at 'på et klubmøde ville venstrefløjen have vedtaget, at jeg ved de kommende lønforhandlinger skulle bindes til ikke at afslutte på et beløb, der var lavere end det, der var fastsat af klubmødet. Det afviste jeg.'
Selvfølgelig ville tillidsmand Brandt ikke være bundet af noget så simpelt som et klubmødets vedtagelse!
Da undertegnede i 1970erne arbejdede på værftet. var Carlo Brandt berygtet for sin jagt på DKP`ere, 'kinesere' og trotskister.
Bogen er løbende underholdende i hans forsøg på latterliggørelse af ovennævnte. Carlo Brandt skal have, at han er ærlig og stolt af sit klasseforræderi.

Protest
En episode, han gerne ville have været foruden, var da hans partiformand Anker Jørgensen besøgte værftet, for 'der sket det, at da han ankom til værftet, gik en stor del af folkene hjem i protest. De gik i store flokke ud af porten, medens jeg sammen med ledelsen bød ham velkommen'.
Det var i 1970`erne da klassekampen tydeligt kom til udtryk!
Ofte, når der var strejker 'måtte vi tillidsmænd se at få folk i gang igen, og dette selv om, vi ikke kendte årsagerne til, at man var gået i strejke', praler Brandt.
Carlo Brandt har også sine søde sider. For eksempel skriver om en partikollega i Odense byråd:
'Jeg sagde også til Palle Hildebrandt, at selv om han var skolelærer, var han en fin fyr.'
Eller når han om byrådsarbejdet skiver:
'Det mærkelige var, at i mange spørgsmål var dem, jeg bedst kunne drøfte tingene med, nogle af de borgerlige, men det var nok fordi, de også var erhvervsfolk som Palle Timm (smedeformand, red.) og jeg'.
En erhvervsmand der også satte pris på socialdemokraten Brandt var Hr. Møller, som Mærsk konsekvent benævnes i bogen. I forbindelse med Brandts ophør på værftet, med henblik på at betræde nye arbejderaristokratiske stier i Metalforbundet, skriver Mærsk 'Jeg har værdsat samarbejdet på Værftet og navnlig i den periode, hvor De sad i bestyrelsen og vi lærte hinanden at kende. Med venlige hilsner også til fruen. Deres Mærsk Mc-Kinney Møller.'
'Dette brev er jeg ret stolt af', skriver Carlo Bandt.
Min gamle værftskollega John Max Pedersen ville nok ha` sagt 'han var et ualmindeligt dumt svin'.

Carlo Brandt. Fra stenbro til højbords. En metal - tillidsmands erindringer. 248 s. kr. 200.
Odense byhistoriske udvalg og Dansk Metal.