19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Social kapital - igen igen

Social kapital - igen igen

Lørdag, 16. juni, 2007, 00:00:00

For læsere, der vil teste deres kendskab til den økonomiske forsknings historie og de folkelige bevægelsers udvikling, er der nok lidt at hente i ny bog om såkaldt ¤¤social kapital¤¤

af Mauri Johansson
Karl Marx byggede på økonomisk tænkning skabt af Adam Smith og David Ricardo. Han førte arbejdet så langt, at der var basis for en social revolution, der sigtede imod afvikling af kapitalismen til fordel for et socialistisk samfundssystem. De borgerlige samfund i Europa og USA så med rædsel på disse tendenser i slutningen af 1800-tallet. Systemets akademiske håndlangere, der var blevet sat på den bundne opgave at tie Marx ihjel, forsøgte at skabe økonomiske teorier, der var rensede for alt socialt og politisk indhold. Det førte langt ind i 1900-tallets anden halvdel til sterile 'teorier' uden videnskabelig basis.
Fra 1960`erne forsøgte forskerne at søsætte begrebet 'human kapital', men uden større succes. Fra omkring 1990 opfandt man begrebet 'social kapital', men desværre fortsat uden gennemslagskraft.
Forvirringen er efterhånden total. I en nyudkommen bog om emnet søges trådene redt ud. Det kniber fortsat med overbevisende argumenter for at tilføre det neoklassiske kapitalbegreb uhåndgribelige valører som 'tillid' eller andre smukke ord.
Andels- og idrætsbevægelserne i Danmark tages som eksempel på en udvikling, der skulle forklare vores fremragende kapitalistiske udvikling. Dette kontrasteres mod udviklingerne i Polen, hvor forfatterne får luftet deres koldkrigsfordomme om kommunismens destruktive rolle.

Uensartet suppe
Diverse eksperimenter i mindre kommuner garnerer anretningen. Det bliver en suppe med mange uensartede klumper, der ødelægger appetitten. Det grundlæggende forhold: at kapitalismen er et udbyttende system, der medfører et klassesamfund som aldrig kan skabe en varig solidaritet ('tillid') mellem alle indbyggere i samfundet, må jo ikke nævnes.
For læsere, der vil teste deres kendskab til den økonomiske forsknings historie og de folkelige bevægelsers udvikling, er der nok lidt at hente.
Men dét, vi alle mangler fra de økonomiske og kulturelle forskeres side, er klar tale om den politiske økonomi, der føres i Danmark til ugunst for det store flertal af befolkningen.
Burde det ikke være forskernes fornemste udfordring?

Gert Thinggaard Svendsen & Gunnar Lind Haase Svendsen. Social kapital - en introduktion. Hans Reitzels Forlag. 2006. 208 sider. Kr. 248.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. jun. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur