19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Socialdemokrater kontra kommunister

Socialdemokrater kontra kommunister

Torsdag, 21. juni, 2007, 00:00:00

Det nye nummer af tidskriftet Arbejderhistorie handler blandt andet om, hvordan kampen stod stærkt mellem Social-demokratiet og kommu-nisterne på arbejds-pladserne lige efter Anden Verdenskrig

af Hanne Rosenvold
I historiens løb har hovedparten af dansk fagbevægelse, herunder de lokale tillidsfolk, haft rødder i Socialdemokratiet.
Men i perioder har der på visse arbejdspladser og indenfor visse områder været en ganske pæn repræsentation af tillidsfolk med rødder i den kommunistiske bevægelse.
Denne kamp om arbejdernes sjæle er beskrevet i et par artikler i det nye nummer af Arbejderhistorie.
Én af artiklerne handler om efterkrigsopgøret i den københavnske fagbevægelse. Umiddelbart efter afslutningen på fem års besættelse nød de kommunistisk-sindede tillidsfolk stor sympati og opbakning.
Socialdemokratiets samarbejdspolitik under besættelsen havde fået mange arbejdere til at lægge afstand til partiet og i stedet kaste blikket mod kommunisterne, der nød bred respekt for deres indsats i modstandskampen mod den tyske besættelse.
Alligevel gik der ikke mange år, før socialdemokraterne igen indtog en dominerende rolle på de københavnske arbejdspladser og i fagforeningerne.
Artiklen forsøger at sætte fokus på, hvorfor og hvordan socialdemokraterne kunne genvinde deres indflydelse.

HIPA
En anden artikel fokuserer på organisationen HIPA (Hovedorganisationernes Informations- og Propaganda Afdeling), der eksisterede i perioden 1935 til 1941 og stiller spørgsmålet, om det var en ren socialdemokratisk propagandaorganisation eller om den også udførte efterretningsopgaver til fordel for socialdemokraterne.
Måske ikke overraskende dokumenteres det sidste i forskellige sammenhænge.

S og Palæstina
Endelig er der en ganske spændende artikel om udviklingen af Socialdemokratiets holdning til Palæstina-spørgsmålet.
Hvordan partiet i årevis var en ukritisk Israel-støtte og først for ganske nylig har nuanceret holdningen til den mellemøstlige konflikt en smule. Men dog ikke i en grad, så partiet drager konsekvenser af Israels stadige tilsidesættelse af for eksempel . FN`s resolutioner.
Artiklen er skrevet af Henning Kjeldgaard, der gennem mange år har haft en række socialdemokratiske tillidsposter.
Arbejderhistorie udgives af SFAH (Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie) og udkommer fire gange om året. Tidsskriftet indeholde typisk en række artikler baseret på forskellige forskningsprojekter.
Udover de nævnte er der i dette nummer en artikel om optakten til reformen af arbejdsmiljøloven i 1975; en artikel om hvordan det gik kulakkernes børn i Sovjet og en fortsat debat om forskellige elementer i DISS-rapporten.

Arbejderhistorie nr. 1, 2007. Udgivet af SFAH,
www.arbejderhistorie.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. jun. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur