14 Dec 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Terroralarm

Terroralarm

Fredag, 22. juni, 2007, 00:00:00

Det var vist den gamle hæderkronede humanistiske avis Politiken, der satte det i gang. De havde snakket med en eller anden unavngivet person, som hævdede at være fra inderkredsen blandt aktivisterne fra kampen om Ungeren

af Kjeld Stenum
Vedkommende mente, at der rumsterede forholdsvis konkrete planer om både kidnapninger og brandattentater i miljøet. Så rykkede PET ud i felten og advarede om øget fare for terror i Danmark. Både højre- og venstrefløjen var blevet radikaliseret i den senere tid, analyserede PET`s terror-eksperter, og de mente, at kampen om Ungeren var en af de faktorer, der havde ført til denne radikalisering.
Desværre dementerede talspersoner fra aktivistmiljøet rygterne. Hvad folk luftede af tanker over et par bajere på det lokale værtshus kunne talspersonerne naturligvis ikke tage ansvar for. Og der bliver jo luftet mangt og meget på værtshuse over et par bajere og er altid blevet det.
Men at ingen af de officielle fora, hvor man diskuterede ungdomshusaktioner, så meget som havde berørt ideer om brandattentater og kidnapninger, det kunne talspersonerne garantere for.
Det var jo ikke så godt. PET er en seriøst arbejdende organisation, og grundlaget for deres udsagn bør ikke sådan graves væk i et snuptag. Så man måtte jo ligesom finde noget dokumentation.
Personer og organisationer, der ved navns nævnelse ville forsvare anvendelsen af terrormetoder. Og et par dage efter kunne man i MetroXpress læse om en kommunistisk ungdomsorganisation ved navn DKU, der havde deltaget ivrigt i kampen om Ungeren og forsvarede brostenskastning i denne sammenhæng.
Ja, og så gik de ind for væbnet vold i kampen for en socialistisk revolution. For at udbygge dokumentationen gik MetroXpress-journalisten videre til denne angiveligt kommunistiske ungdomsorganisations moderparti, APK, og fik en talsmand for dette parti til at sige noget i samme retning.
Man forsvarede i APK anvendelsen af våben og vold som middel til at erobre magten, hvis et flertal i arbejderklassen gik ind for en socialistisk revolution. Udsagnet blev siden præciseret derhen, at det drejede sig om et flertal i arbejderklassen, ikke et flertal i befolkningen. Men det blev også præciseret, at det efter partiets opfattelse ikke tilnærmelsesvist var en situation, som var til stede i dag.
Enhedslistens Rune Lund, som avisen også havde aflokket en udtalelse, tog stærkt afstand fra holdningen og garanterede Enhedslistens vilje til at respektere de demokratiske spilleregler.
Nå, men der var altså noget om snakken! Ja, brosten er måske ikke brandattentater og kidnapninger. Men man havde fundet en organisation, der forsvarede anvendelse af vold, og vold er jo omtrent synonymt med terror, ikke? Så der var noget om snakken. PET var ikke til grin og løb ikke med en halv vind!
Jo, PET er til grin og løber med vinde, der er mindre end halvt pust i. For hvad APK-talsmanden havde udtalt til MetroXpress, det har APK ment i al den tid, organisationen har eksisteret. Og det ved enhver, der kender venstrefløjen bare en lille smule mere end gennem den tur ned til det lokale værtshus for at stikke en finger i jorden, som PET-agenterne lejlighedsvis præsterer, når de får mere trang til bajere end til kaffe og blødt brød.
Jeg skal ikke gå ind i en dybere diskussion af selve APK`s holdning her. Blot lige markere, at jeg ikke mener, deres kriterium kan bruges til at afgrænse sig fra terror. For om vold er terror eller frigøringskamp handler mere om hvornår, hvorfor og mod hvem det bliver brugt, end om hvilket mandat man har.
Rune Lund kan få det omvendte problem med sin respekt for de demokratiske spilleregler, for hvad så når borgerskabet tilsidesætter dem?
Det er en vanskelig, men vigtig diskussion, især i disse år, hvor borgerskabet i stigende grad vælger den fremgangsmåde. Det kan vel heller ikke være meningen, man skal skelne så skarpt mellem vold og demokrati, at man accepterer at være et uforberedt slagteoffer.
APK er en meget lille organisation. Og ting, der svarer til hvad APK mener og har ment i al den tid, organisationen har eksisteret, det har mange flere på venstrefløjen ment besvarede spørgsmålet om retten til vold tidligere. Det eneste ny på den front er, at der næppe i mange årtier har været så få, der var villige til at skrive under på forenklede formler for, hvornår vold skal være tilladt, og der har næppe i årtier på venstrefløjen været så mange, der har bekymret sig om demokratiske værdier. Og det viser, hvor store klovner de er i PET, og hvor useriøst de arbejder.
Eller også er de ude i politisk ærinde, og det er de nok. Handler hele deres anti-terror-hysteri ikke om at skjule, at skredet væk fra demokratiet i virkeligheden er sket i den statsmagt, hvis arm de selv udgør?
Ukontrolleret overvågning, kriminalisering af humanitær støtte, vilkårlighed og torturlignende tilstande ved anholdelser, zoner med regulær undtagelsestilstand og legitimationepligt, alt dette er allerede blevet en del af dagens orden i Danmark.
Hvordan forsvarer man humanisme, demokrati og ret, hvis disse værdier går i opløsning i det statsapparat, vi skulle bruge til at sikre dem? Ved at gøre sig selv til slagteoffer? Det tror jeg ikke engang Rune Lund ville mene.
Husk, at et humanistisk ikon som Nelson Mandela i sin tid fik sit fængselsophold forlænget i årevis, fordi han nægtede at afsværge ANC`s væbnede og voldelige modstand mod apartheid. Vores anti-terrorlov ville stemple ham som terrorist! Det samme ville den med frihedskæmperne fra Anden Verdenskrig.
Hvis vi blot støtter sådan nogle, kan vi efter nugældende dansk lov puttes i fængsel på livstid!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. jun. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur