På godt to timer nåede Pearl Jam at gennemspille hele følelsesregisteret fra den totale sorg og fortvivlelse via kærligheden og livsglæden til vreden og håbet

af Philip Seidler
Sidst Pearl Jam spillede i Danmark, var katastrofekoncerten på Roskilde Festival i 2000. Dengang døde ni unge mænd under presset fra den ekstatiske menneskemængde. En begivenhed, som har sat sine klare spor på Pearl Jam`s sjæl, og som har afholdt bandet fra at vende tilbage til Danmark - indtil nu.
Fortegnene for koncerten i Forum i tirsdags var derfor utroligt usikre. Ville bandet skyde et brag af en koncert af? Eller ville de afholde en bedre rock`n`roll mindegudstjeneste for de ni dræbte for syv år siden?
Under alle omstændigheder ville koncerten ikke blive en almindelig oplevelse. Som journalisten Henrik Tuxen sagde til Information i tirsdags: Det her bliver ikke bare 'just another gig.' Og han lovede ikke for meget.
Klokken 20, da opvarmningsbandet skulle gå på, kom Pearl Jam`s forsanger, Eddie Vedder, ud for at give en lille solosang. Publikum var naturligvis begejstrede for dette lille optrin. Dybest set var de fleste nok alligevel klar over, at Vedder mest af alt kom på scenen for at overvinde sin egen frygt for det danske publikum og de minder, som er forbundet med det.

Ærlige og idealistiske
Klokken 21.15 gik det så for alvor løs. De fem lydmagikere og deres forsanger trådte ind på scenen og tændte op med det dybfølte nummer 'Long Road'. Efter syv års bitter abstinens blev bandet og dets danske publikum genforenet. For begge parter havde det været en lang vej.
Og så var der ellers bare velspillet grunge-rock af fineste skuffe. Pearl Jam leverede i deres første set en professionel stribe af sange såsom den aggressive 'Do the Evolution' og den fantastiske 'In Hiding', hvor Eddie Vedder krængede vrangen ud på sine lunger.
Pearl Jam er et af verdens absolut bedste livebands. Ikke kun fordi sangene er gode, ærlige og idealistiske. Ikke kun fordi de er dygtige musikere. Men fordi man som publikum føler sig værdsat. Pearl Jam spiller ikke for at score kassen lige som de skvadderhoveder, der typisk udgiver sig for at være rockmusikere i dag. Og det kan man bare høre.

Et bevægende øjeblik
Skal man kritisere, kan det fremhæves, at første set måske var lidt for distanceret. Den første time og tyve minutter ud af en koncert på to en halv time var således en smule for forsigtig, men det ændrede sig totalt, da bandet kom tilbage for at give den første stribe ekstranumre.
Her blev alle lænker smidt, og man kunne mærke sorgen fortrække sig til fordel for den vildskab og det bid, som kendetegner Pearl Jam. Koncertens vendepunkt var da tre klassikere fra debutalbummet 'Ten' blev banket ud til de taknemmelige fans. 'Once', 'Black' og generationshymnen 'Alive'.
Og så var det, at Eddie Vedder ikke kun åbnede munden - men sit hjerte. Han talte om katastrofen på Roskilde, om sorgen og om den glæde og trøst, som han fandt ved at spille i Danmark igen. Det lyder måske fjollet og banalt, men det var et utrolig bevægende øjeblik - for os fans.

En politisk drejning
Efter at den sidste rest af traumet var blevet jaget ud i natten, tog koncerten en mere politisk drejning. Vedder spillede den akustiske antikrigssang 'No More War' som optakt til den anden omgang ekstranumre. Herefter fulgte den meget stærke anti-Bush-sang 'World Wide Suicide' fra den nyeste plade.
Koncertens næstsidste nummer var en cover-version af Neil Youngs 'Rockin` in the Free World'. Og Vedder & Co leverede klassikeren med en ubeskrivelig dynamik og vitalitet.
Pearl Jam gennemspillede hele følelsesregisteret fra den totale sorg og fortvivlelse via kærligheden og livsglæden til vreden og håbet. Er der andre end Pearl Jam, der kan det på godt to timer? Det tror jeg ikke.

Pearl Jam, den 26. juni 2007 i Forum, København.