20 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hjemløse på banen

Hjemløse på banen

Torsdag, 02. august, 2007, 00:00:00

Danmark er vært ved det femte verdensmesterskab i gadefodbold for hjemløse. Fodbolden skal både hjælpe den enkelte hjemløse og sætte fokus på problemet hjemløshed

- For helvede mand! Ungarn har scoret igen og fører nu 4-5 over Danmark.
Det passer ikke Frank Clifforth fra det danske hjemløselandshold, der står parat som indskifter på sidelinien. En vandflaske ryger i jorden, vredt men behersket. Ikke-voldelig adfærd og fairplay er vigtige principper i verdensmesterskabet i gadefodbold for hjemløse, som spilles på Rådhuspladsen i København i denne uge.
Begge dele overholdes - selv da Kim Thomsen fra det danske hold vises ud ad banen i starten af anden halvleg. De danske drenge struttede af selvtillid efter sejren over Irland i åbningskampen søndag, men mandagens første kamp blev en 5-6 sejr til Ungarn.

Ombold
Kim Thomsen følges ud i det improviserede omklædningsrum af holdkammeraten Lambert Ekokodje. Han er på reserveholdet, der består af danske spillere, som skal træde ind på de andre hold, hvis de får problemer med at stille hold.
- Jeg kom for sent til træning en eneste gang, og derfor får jeg ikke lov at spille for Danmark, fortæller Lambert Ekokodje fortørnet.
Men han er med til VM og i dag er hans 27 års fødselsdag, så han er stolt og glad. Han er født i Nigeria, men bor nu på gaden og rundt omkring hos venner i København. Derfor er han på det danske og ikke det nigerianske landshold. Han håber stadig på at få lov at komme på banen, og hvis ikke det bliver for Danmark, kan det måske blive for Nigeria.
- Men hvis Danmark og Nigeria møder hinanden i finalen, holder jeg selvfølgelig med Danmark, siger Lambert Ekokodje, selvom man mærker en tydelig tilknytning til 'brødrene' fra det nigerianske hold.
For Lambert Ekokodje betyder fodbold alt. Da han kom fra Norge til Danmark i 2005 og blev hjemløs, var hans eneste egendele fodbolde og fodboldstøvler.
- Det her er en drøm, der går i opfyldelse. Fodbold er min drøm, som der aldrig er nogen, der kan tage fra mig. Det her VM er drømmen, der går i opfyldelse, fortæller Lambert Ekokodje. Han sender en stor tak til OMBOLD for at have hjulpet ham med at få sociale kontakter i Danmark. OMBOLD er den organisation, der arrangerer hjemløsefodbold i Danmark, og er medarrangør af verdensmesterskabet. Lambert Ekokodje betegner landsholdet og OMBOLD som sin eneste familie.
- Efter Jean Claude fra holdet, var min familie fra OMBOLD de første til at komme hen og ønske mig tillykke med fødselsdagen i dag. Det bedste ved OMBOLD er, at de bringer de hjemløse sammen. Nogle spiller, nogle spiller ikke, men alle er glade.
For 40-årige Hamid Heovaine fra det svenske landshold handler det om andet og mere end fodbold.
- Jeg er her ikke på grund af fodbolden. Vi har alligevel ikke en chance for at vinde, vi er ikke så gode, og vi er alt for gamle. Vi er i København for at have det sjovt og møde andre hjemløse. Og så kan vi forhåbentlig være med til at åbne folks øjne overfor hjemløse.

Hus forbi
Når Danmark spiller, er tribunerne proppede med tilskuere og fans. Blandt de mest højtråbende finder man sælgerne af hjemløseavisen Hus Forbi. Det var Hus Forbi, der i sin tid oprettede OMBOLD, og de har også dedikeret et helt nummer af avisen til verdensmesterskabet. Britta Larsen står med et langt Hus Forbi-banner i den ene hånd og bruger sin anden hånd til at klappe med klaphatten.
- Selvfølgelig er vi der, når der sker noget for de hjemløse. Jeg er ikke så meget for fodbold, jeg er heller ikke så meget for golf for den sags skyld, men hvis der var hjemløse golfturnering, ville jeg også være der. Det er jo hjemløse, det handler om, siger Britta Larsen, der er glad for, at der bliver sat fokus på, at der faktisk findes hjemløse.
- Politikerne forsøger at få det til at se ud som om, vi ikke eksisterer. De siger, at hvis der er hjemløse, så er det fordi, folk selv har valgt at blive det. Men det er ikke noget, vi selv har valgt, og det er ikke noget, jeg vil anbefale til nogen!
Generelt er der blandt de københavnske hjemløse rigtig stor tilfredshed med arrangementet. De får positiv opmærksomhed for en gangs skyld, gratis kaffe og kage på Rådhuspladsen og mulighed for at sælge lidt flere eksemplarer af Hus Forbi end normalt.
Gademedarbejder og salgsassistent i Hus Forbi, Henrik Petersen, er dog ked af at konstatere, at arrangementet er blevet for kommercielt og handler for meget om at reklamere for byen, imens byens egne hjemløse bliver glemt.
- Jeg synes det er et lidt ensrettet arrangement, der kun retter sig imod de hjemløse, der er på et fodboldhold, ikke alle os andre. Socialministeriet og Københavns Kommune har meget travlt med at vise udadtil, hvor meget de gør for hjemløse, men hvad med den kæmpe gruppe af hjemløse, der ikke kan spille fodbold? spørger Henrik Petersen.
Et par andre Hus Forbi-sælgere blander sig i samtalen, der drejer sig over på kontanthjælp, mindsteløn og kommunens nyeste tiltag med at ansætte hjemløse som daglejere. Henrik Petersen samler tråden op og slutter af med et åbent spørgsmål til verdensmesterskabets arrangører; OMBOLD, Socialministeriet og Københavns Kommune:
- Hvad har i tænkt jer med den store gruppe hjemløse, der stadig sidder på Rådhuspladsen på tirsdag, når alt det her er ovre?

Læs mere på www.homelessworldcup.org - www.ombold.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. aug. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur