Fællessang og korsang er en anden måde at gøre tingene på. Det kan noget. Går ind som en mavefornemmelse og taler til én i maven. Taler til fælleskabet og kampen. Vi har været til øveaften med det socialistiske Oktoberkoret
Det er tæt på spisetid om aftenen i Vestre Fængsel i København den 13. marts i år. Den 25-årige fange Rune Nielsen hiver sig selv om til vinduet med tremmer for. Han kan ikke høre eller se noget udenfor. Men han ved, at vennerne og kollegerne fra Oktoberkoret står den den lille parkeringsplads bag den skidengule fængselsbygning og synger i solidaritet med ham og de dusinvis andre, der sidder fængsel i varetægt efter urolighederne på Nørrebro efter Ungdomshusets rydning den 1. marts.
Selv var Rune Nielsen sammen med sin mor blevet gasset med den sure og bitre CS-gas og anholdt på Sct. Hans Torv den 3. marts om natten. Og sigtet for at skabe optøjer, kaste sten og 'fællesskab med 15 andre at have kastet en molotovcocktail mod ordensmagten'.
Og selvom den unge, arbejdsløse RUC-bachelor i miljøvidenskab blot havde benytte sin demokratiske ret til at protestere fredeligt mod rydningen af Ungeren sammen med sin over 50-årige århusianske mor, endte han i politiets stormaskede net dén aften.
Efter to måneder bag tremmer kommer Rune Nielsen ud, og er igen med på en øveaften i Oktoberkoret i det gamle Ny Carsbergvejens Skoles trange musiklokale på Vesterbro i København.
Han står sammen med godt 18 sangere i alle aldre i rundkreds og fylder lungerne med frisk, fri luft og adlyder korleder Esther Bobrova Langes instruktioner i at opvarme stemmerne.
'Hu, ha, he, hi...'
I aften skal det socialistiske Oktoberkoret med både sopran-, alt- tenor- og bas-stemmer, øve noget af det svære: En kantate over Bertolt Brechts Svenborger Gedichte.
Myndig leder
Lyden af forsamlingen, der skiftevis blæser og hiver luft ind gennem læberne minder en om tiderne på en eksotisk caribisk ferie-ø. men den umiskendelige lugt af typisk skole vækker en til realistisk live. Det samme gør synet af slidte skole-bongotrommer og bulede xylofoner i reoler på de pis-gule væge her i stueetagen med udsigt til en asfalteret skolegård.
Koret tager opstilling foran den myndige, krævende og yderst bestemte Esther Bobrova Lange med det sorte, men gråsprængte hår og lynende intense øjne.
'Husk nu, at sangen Mein Bruder War ein Flieger er en tysk sang og skal synges meget aggresivt med tryk på S,C og T,' formaner korlederen, der i sin tid blev uddannet på konservatoriet i Moskva som kor-dirrigent og pianist. Hun løfter venstre arm energisk, og koret tager en dyb indånding før tonerne fylder skolerummet ved de tykke vandrør i loftet.
Mændene, der for de flestes vedkommede brummer bas bagerst i rækkerne, nikker. Brecht-tysk præcision og kraft i udtalen! Lige noget for dem.
'Er hat seine kiste gepackt'
Men som en levende klump ler modellerer korlederen dem straks ved at afbryde sangen. Venligt, men bestemt.
'Ja, I har altså ikke begravet Der Flieger endnu! Mere følelse, tak.'
Hele koret følger hver en henstilling og anvisning. Også i de næste sange, der med 30 sekunders mellemrum bliver afbrudt af dirrigenten og rettet til. Som smidigt ler på en drejeskive.
Tænk. Kan tysk lyde så smukt?
Og så. Desværre pause.
Utrendy?
Sangernes spændte kroppe nærmest falder sammen og enkelte går ud mod skolegården for at trække luft til en ny runde.
Rune, noget så utrendy som korsang og Brecht. Du er ikke engang fyldt 30. Hvad sker der for dig?
- Jamen, jeg har sunget i mange år. Venstrefløjen har traditionelt sunget mange fællessange. Det er jo en fælleskabs-oplevelse at synge sammen. Ikke en solopræstation. Hér øver vi og udvider sangrepetoiret. Vi drikker ikke bare øl efter politiske møder, men skaber et fællesskab om det at synge sammen, forklarer han.
Rune Nielsen, der bor på Vesterbro i København, mener, at korsang desværre klinger af kirkesang. Noget, som folk anser som helligt og mærkeligt forældet.
- Ja, nogle opfatter det som om en bunke gamle mennesker blot er desperate for at finde noget nyt i sit liv, griner han og tilføjer.
- Men i Oktoberkor føler jeg enormt for det. Jeg synger om noget, jeg tror på. Noget, der har en kraft. Ikke noget med at klappe hinanden på skuldrene til de politiske møder og demonstrationer. Og høre de samme taler. Fællessang er en anden måde at gøre tingene på. Det kan noget. Går ind som en mavefornemmelse og taler til én i maven.
- På den måde får man lyst til at øve og optræde. Jeg har da mange venner, der kommer til arrangementerne, som er vildt interesseret, når den første undren har lagt sig, siger han.
Fællesskab
Rune Nielsen mener, at der i dag eksisterer for meget kultur, man ikke er fælles om.
- Men kultur er netop fællesskab. Og man kan ikke have individuel kultur. Se bare på bandkulturen. Dét er også fællesskab, pointerer han.
Ole Gleerup nikker. Den 59-årige tidligere bibliotekar og nuværende amatørskuespiller- og sanger nikker.
- Ja, kultur er blevet en vare, som man køber og konsumerer. I gamle dage sang man sammen og spillede teater, siger han og mindes sine dage i Danmarks Kommunistiske Ungdom i 1970`erne.
I dag er han medlem af det nye Kommunistisk Parti og fastholder, at det er absolut nødvendigt, at arbejderbevægelsen og fagforeningerne holder fællessangen i hævd.
Her spiller Oktoberkoret sin egen lille rolle. Ole Gleerup har været med i nogle få år. Rune Nielsen blot ét.
Historien
I anledning af Danmarks Kommunistiske Partis (DKP) 25. kongres i 1976 søgte partiet sangere til gennemførelse af et Brecht-program til start på kongressen.
Omkring 50 sangere mødte op. Oktoberkoret blev herefter en realitet med deltagelse af omkring 30 medlemmer fordelt på alle stemmer.
Efter nogen diskussion om korets navn vedtog man, at koret, der hører til på venstrefløjen, skulle hedde Oktoberkoret. Naturligvis i relation til oktober-revolutionen i Rusland i 1917.
Snakken om Oktoberkorets tilblivelse og det politiske udspring får Erik Honoré på banen.
- Jeg talte med Enhedslistens medlem af lokaludvalget i Vanløse i dag. Vi ville jo gerne sikre os et publikum i Vanløse Kulturhus hvis vi skulle optræde dér. Jeg blev godt nok lidt skuffet over, at at han ikke vidste, hvem Brecht var, ærgrer Erik Honoré sig, selvom han er medlem af samme parti.
Erik viser sig at være tidligere reklamemand med eget bureau og var for 20 år siden med i sin fagforening HK Grafisk`s sangkor.
I dag er han også formand for Grundejerforeningen i Vanløse.
- Ja, liguster-fascisterne, griner han højt.
Aktuel
Den politiske bevidsthed og erfaring mangler i dag, mener Erik Honoré.
- De Brecht-sange, vi synger i dag fortæller om krigens galskab, og dét at være flygtning. Brechts tanker var meget klare. Man bliver helt misundelig. Men også spændt på publikums reaktion, mener han, og tilføjer, at for forståelsens skyld læser digteren og kormedlemmet Erik Stinus digtene op før koret synger. For de fleste har han oversat til dansk.
- Og reaktionen er ikke til at tage fejl af hos publikum. Jeg er glad give folk lidt engagement videre og bruge fælleskabet til at styrke hinanden, bryder Rune Nielsen ind. Han ser det som en kamp for fred at synge.
- Ja, man kan sagtens relatere meget af Brechts digte mod krig, når man herhjemme skal slå imod at Danmark er blevet en krigsførende nation, siger Erik Honoré. Han mener også, at Brechts digte om at være flygtning i i eksil - som tyskeren selv var i 1930`erne i Svendborg - siger os noget i dag med tidens indvandrer-debat.
Fornyelse
Selvom Erik Honoré er 61 år gammel, er det ham der bringer temaet om fornyelse i Oktoberkorets repertoire på banen overfor Ole Gleerup og unge Rune Nielsen.
- Ja, vi på venstrefløjen kan godt være lidt kedelige indimellem. Selvfølgelig skal vi holde arbejdersangene i hævd, men også huske at forny os. Jeg selv har det svært med automatiske paroler uden at gå dybt ind i tingene. Vi skal forny os og vores repertoire, siger han, og giver eksempler på, at den svenske pendant til Oktoberkoret 'Trots Alt' har skrevet hamrende aktuelle tekster til 60`er og 70`er-melodier.
Rune Nielsen, der ikke er medlem af noget part, men 'arveligt belastet' med en mor, der er aktiv i Kommunistisk Parti, nikker. Han var en af de unge, der blev buret inde med hundredevis af andre under kampen om Ungeren i København i marts.
Han har bagefter set den video på YouTube, hvor Oktoberkoret står til larmedemo for ham og de andre politiske fanger foran Vestre Fængsel. Sammen med klappende 16-årige punks med lilla hårpragt og nitter i panden.
- Ja, jeg oplevede den varme, det gav, selvom jeg ikke kunne høre eller se noget, forklarer Rune.
Han og de to andre vil slet ikke afvise, at de sagtens kunne have sunget i Ungdomshuset.
- Hvis vi da kunne være i fred for politiet, der måske ville storme ind, skraldgriner Erik Honoré.
Øve igen
Esther Bobrova Lange slår en tone an på det brune klaver i musiklokalet. Koret fanger tonen.
- Det skal være en romantisk stemning, udbryder hun. Kvinderne smiler indforstået. Mændene i Oktoberkoret hæver bas-stemmen en anelse.
- I skal ikke tro, det er venstrehåndsarbejde, det her, siger hun smilende.
- Nej, nej, undskylder mændene, der godt ved, at Esther også er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium som den første kvindelige orkesterdirigent efter sin ankomst til Danmark i 1973.
- Forfra alle sammen, kom...
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278