20 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

800 unge til sommerdyst

800 unge til sommerdyst

Fredag, 17. august, 2007, 00:00:00

Fagligt unge fra en række ungdomsforbund under LO sætter i weekenden hinanden stævne på Esbjerg Højskole. Her står den på sport, fest og uformel faglig snak

For sjette år i træk danner Esbjerg Højskole de fysiske rammer om Sommerdysten.
- Vi forsøger med arrangementet at skabe nogle anderledes rammer for, at unge kan mødes og diskutere faglige spørgsmål. Vores mål er, at det skal være en god oplevelse og også sjovt at deltage, siger Mikkel Frederiksen.
Han er til daglig leder af Mindscope, fagbevægelsens uddannelsessekretariat for unge. Arrangementet er det sjette i rækken, og siden starten i 2002 er det bare vokset og vokset. I år bliver der omkring 800 deltagere.
På hjemmesiden lover arrangørerne de unge deltagere fra hele landet 'en spændende, actionpræget og afslappende weekend'.
Der er ikke mange faglige aktiviteter at spore ud af programmet. Derfor ligger spørgsmålet lige på tungen, om fagbevægelsen skal arrangere og bruge penge på sports- og festaktiviteter.
- Der sker utroligt meget fagligt i løbet af sådan en weekend, når så mange unge mødes. Vi oplever, at der bliver talt rigtig meget om, hvordan det går på den enkeltes arbejdsplads og på uddannelsesinstitutionerne. Om hvilke problemer man har, om fagforeningen og det faglige ungdomsarbejde, fortæller Mikkel Frederiksen til Arbejderen.
De uformelle fysiske rammer passer efter arrangørernes mening deltagerne godt. Der kommer unge, der mere eller mindre har deres daglige gang i fagforeningerne og/eller er fagligt aktive, men også en stor del unge, der stort set aldrig har været i deres fagforening eller deltaget i et møde. Sommerdysten er en god mulighed for at få en faglig snak med netop den gruppe unge.
Helt blottet for faglig debat er årets program dog ikke. Lørdag over middag får Harald Børsting og Tine Aurvig-Huggenberger, der begge bejler til LO`s formandspost, mulighed for at præsentere sig for fagbevægelsens ungdom.
- Vi har opfattelsen af, at de unge, der deltager i Sommerdysten, er oprigtigt interesseret i, hvilken vej fagbevægelsen skal bevæge sig. Derfor vil de gerne høre, hvad de to formandskandidater mener. Så kan de samtidig få nogle bud med retur på, hvad de unge synes, der skal ske.
Om der konkret kommer nye faglige aktivister ud af deltagerne på Sommerdysten, tør Mikkel Frederiksen ikke spå om. Men han er sikker på, at den vender tilbage igen næsten år.
Sommerdysten starter fredag klokken 17.00 og lukker ned for i år søndag klokken 14.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. aug. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur