Det er vel kun en gang om året eller noget i den retning, at jeg ser havet. Et sted har jeg en drøm om at flytte derud, måske til efterlønsalderen

af Kjeld Stenum
Et sted har jeg en anelse om, at det nok aldrig bliver til andet end en drøm.
Vi har så travlt i livet med at skaffe midler til opfyldelse af vores drømme, tit er vi nødt til at tegne små kontrakter med fanden for at få adgang til de midler. Og så er det fanden, der løber af med os i stedet for, og livet bliver noget helt andet, end vi havde tænkt os.
Måske drømmer vi for eksempel om en beskeden bolig som ramme om vores kærlighedslykke og går derfor i banken. Så knokler vi for at klare renter og afdrag i nogle år. Måske er dette for hårdt, måske er der andre grunde, men en dag må vi måske erkende, at følelseslivet er blevet for fattigt. Vi går fra kæresten, eller omvendt, og drømmehuset må sælges.
Men nu er ejendomsmarkedet røget ind i en lavkonjunktur, eller vi har overbelånt vores huse for at indhente den ustandseligt bortflygtende lykke. Og så har fanden fået godt fat i os, for nu står vi uden familie og uden bolig og må starte, ikke ved nul, men med en kæmpestor gæld. Vi har mistet vores frihed, vi er blevet slaver.
Så drømme skal man passe på med! De er gode at have, men som vores verden er, er de ofte farlige at følge. Tilværelsen er ofte en bitter kop te, og drømmene er vores sødemiddel. Men man bør lade bitter te være bitter te og drømme være drømme.
Nej, selvfølgelig mener jeg ikke det! Det kan godt være, det giver et trygt liv, men det liv bliver også ufrit og røvkedeligt. Selvfølgelig skal man ikke give afkald på at realisere drømmene, så kunne man lige så godt hænge sig med det samme. Hvad jeg vil sige er blot, at livet lærer de fleste af os at omgås drømme med varsomhed, for vi må passe på, at fanden ikke løber af med os.
Så vi drager tit den lære at acceptere en mindre tilfredsstillende dagligdag og nøjes med at realisere drømme i ferierne. Men i en sjældent tilfredsstillende dagligdag bliver behovet for at realisere drømme i ferierne ofte en gabende sult efter levende liv. Og sådan noget er der altid nogen i vores samfund, der lugter, at der kan omsættes i penge.
På den måde opstår en kæmpestor industri, turismen, der skal bibringe os et par ugers glimt af det, vi så sørgeligt forsømmer i vores dagligdag: Den natur, vi næsten har glemt, vi er en del af, den historiske identitet, vi næsten har gjort for megen vold på vores tilværelsesforståelse til at kunne huske, eller den kærlighedslykke vi efterhånden har slugt for mange kameler til overhovedet at kunne tænke på uden at skamme os.
Men når pengemænd skal opfylde vores behov, bliver det altid noget lidt andet end det, der var udgangspunktet. Behovet for naturoplevelse bliver til jagt på ekstremiteter i de mest livsfarlige bjerge eller på de fjerneste stillehavsøer, hvor de indfødtes dragter nok minder os om åndemaneri og sære ritualer, men hvor deres vomme umiskendeligt bærer mere præg af usund omgang med amerikanske burgere og pommes fritter.
Behovet for at kende ens historiske rod og identitet bliver til jagt i sommerlandet på opblæste egnsmuseer og historiske steder, der engang har haft lidt atmosfære, men nu er rekonstrueret til ukendelighed for at se ud af noget og derved har fået lige så lidt med rod og identitet at gøre som Disney-koncernens tegnefilm har at gøre med det gamle Grækenland. Og jagten på kærlighedslykken bliver forvandlet til hæmningsløse drukorgier i det spanske eller det græske, eller til østasiatisk sexindustri, der i stedet for lykke kun giver klam tomhed til sexturisten og bundløs ulykke til de unge bondepiger, der blot søgte at skaffe midler til familiens overlevelse.
Vi finder aldrig, hvad vi søgte, det er bare fanden, der hiver fat i os igen.
Jeg har aldrig orket turisme. Jeg vil godt bruge mine ferier på at realisere lidt af det, jeg synes, jeg forsømmer i min dagligdag. Men jeg vil selv sætte dagsordenen. Jeg tror, det bare er fred, jeg vil have. Fred for alle dem og alt det, der hele tiden skal lave vore drømme om til noget andet end det, de er.
Jeg kan godt nøjes med at gå en lang tur langs Vesterhavet. Vesterhavet er det, det er, og udgiver sig ikke for andet. Det er bølger, der slår ind mod kysten, stædigt, altid, en dump torden, der kan høres kilometervis ind i landet, men som vokser og vokser i styrke, mens man nærmer sig.
Jo, der er også masser af turistindustri langs vestkysten. Men det er ligesom meget småt og ligegyldigt i sammenhængen, glem musikken fra fortovscafeerne, glem reklamerne for Thyøl og Frisko-is, det er bare en smule menneskemylder, man passerer på vejen ud til den sidste klitrække, og man kan sagtens lukke øjnene og ørerne for det, hvis ikke man vil distraheres.
Der er jo hele tiden en vild himmel og denne vældige torden i baggrunden, som man kan koncentrere sig om, mens man stiger op i klitterne. Og når man kommer op, og kysten ligger der, og det er altfor tidligt på dagen, og vejret er altfor klamt og barskt til turisterne, så kan det ikke være bedre.
Det eneste levende er mågerne, der set fra jorden hænger helt stille i luften med front mod havet. Hvorfor? De kommer ingen vegne, var det ikke bedre at lande og hvile sig helt, for det kan dog næppe være total afslapning at sejle op mod den stride blæst? Så hvad hænger de der og glor efter?
Jeg tror, de er i trance. Forhekset af udsigten mod havet, alt det blå og vilde og bølgernes torden. En lyd, som stiger så meget i styrke, at al lyd af menneskelig civilisation, ja al anden lyd i det hele taget lukkes ude, mens man bevæger sig ud på høfden, som skumsprøjtet står ind over. Ind i et univers af hvidt skum, coboltblå himmel, violette skyer, blågrønt og sortblåt hav, blåt i tusind nuancer. Et univers, hvor man er helt alene og lillebitte!