Dansk-argentinerne igennem tre generationer har på alle måder modsat sig integration i det argentinske samfund

af Ib Olsen
Det er en interessant bog, Adil Erdem, der er dansk-kurder, her har begået.
Erdem er født i 1964 i Tyrkiet. Han har boet i Danmark siden 1982.
Hans bog 'Indvandrernes paradis' fortæller om, hvordan dansk-argentinerne igennem tre generationer har modsat sig integration i det argentinske samfund. Og det er jo en meget voldsom kontrast til de krav, regeringen stiller til flygtningene i Danmark.
De skal jo lære dansk og se at komme ud på arbejdsmarkedet i en fart. Senere skal de op til eksamen - ikke alene i det danske sprog, men også i kendskab til, hvad danskhed er for et underligt begreb. Man skal vide, hvornår Danmark vandt et EM - og også i hvad. Som om man kan have nogen nytte af det. Jeg kunne tænke mig, at det skyldes vores sportsminister Brian Mikkelsen.
Vi ser, hvordan danskerne i Argentina har gjort alt for at bevare deres identitet som danskere. Danske kirker, danske klubber, danske skoler og en dansk restaurant i Buenos Aires, hvor man i min tid i Argentina skulle være dansk statsborger for at være velkommen. Ak ja.
Bogen tegner et lidt vel rosenrødt billede af danskerne i Argentina. Jeg husker fra de evindelige fødselsdagsfester endnu diskussionerne om argentinsk politik.
Man kritiserede regering og kommunalstyret sønder og sammen. Jeg gjorde opmærksom på, at der faktisk var mulighed for at opstille en ren dansk kandidat til bystyret i Necochea, hvor jeg var bosat i længere tid.
Nej, man ønskede bestemt ikke at blande sig i argentinsk politik, man havde nok i at kritisere. Det var ikke så mærkeligt, at man blev temmelig træt af de fleste af disse indvandrere og efterhånden kun havde rent argentinske venner.

Ikke velkommen
Peter Elsass tegnede et godt billede af danskerne i filmen: Dit Danmark er ikke mit Danmark optaget i 1980 blandt dansk-argentinerne.
Ved et senere besøg i kolonien, var han bestemt ikke velkommen. Hans brøde var at have citeret nogle danske landmænd korrekt for deres tilfredshed med militærdiktaturet.
Nu var der orden og ro i landet. Priserne på landbrugsvarerne var gode og togene gik til tiden. Deres syn på systemet lignede visse menneskers syn på fascismen i Italien i 1930erne.
Vi var jo nogle få, som fik en utilsigtet tilbagevenden til Danmark efter militærkuppet i marts 1976.
Man kunne jo også bare lade være at blande sig, få argentinsk statsborgerskab og så tilhøre venstrefløjen. Ja man er selv ude om det.

BH`en
Adil Erdem har tegnet et smukt portræt af en del mennesker. jeg har kendt personligt. Ganske sjovt er det at læse kapitlet om Steen og Gullan Lerfeldt.
Gullan betegner sig selv som et hippie- barn. Hun skriver om, hvordan hendes korte nederdele vakte stor opsigt blandt dansk-argentinerne. Jeg kan tilføje, at det at hun gik uden bh var en større sensation. Kirken blev pludseligt fyldt om søndagen - ikke på grund af Steens gudstjeneste, men alle skulle jo lige se, om det virkeligt passede, at præstefruen gik uden bh.
Min nuværende kone Eva var på besøg på dette tidspunkt og fulgte selvfølgelig den nye mode, så jeg var jo forberedt.
Jeg tror, at denne bog vil være velegnet til skolernes geografitimer. Trods det lidt for rosenrøde skær, kan den give skolebørnene et indblik i en verden, de helt sikkert ikke kendte.

Indvandrernes paradis. Danske rødder i Argentina. Adil Erdem - Geografforlaget, Odense..