Joe Bonamassa er en af disse unge hvide knægte, der spiller en vis legemesdel bagud på alt og alle, før de kan køre bil.

af Ole ree
Han startede i Bloodline sammen sønnerne af Miles Davis, med Robert Krieger, guitar (Doors), Barry Oakly, (bas i Allman Brothers).
Og ikke fordi det skal være nogen som helst garanti for kvalitet, så var det et hamrende godt band.
Joe Bonamassa er så siden gået solo. Skal nogen følge arven op efter Jimi Hendrix, Stevie Ray Vaughan, Buddy Guy, B.B. King og alle de andre koryfæer, er Joe Bonamassa absolut et af de bedste bud. Han er i klasse med Poba Chubby, Johnny Lang, Kenny Wayne Shephard og alle de andre unge løver i kulissen på alverdens scener.
Bonamassa har turet rundt i Europa, og var også i Danmark fornylig. Man kan kun håbe, han kommer igen.
Hans stil er utrolig bred fra det bløde, smægtende til det rå, vilde, uforudsigelige, hvor tapetet ryger ned af væggene.
Sloe Gin var oprindeligt tænkt som et rent akustisk album, men alt kan ske i et studie. Og tak for det, når et nummer som One of these days bare hvirvler derudaf som en god dag, hvor solen aldrig må gå ned.
I det efterfølgende nummer Seagull ser Joe, hvordan den cirkler rundt, forsvinder, kommer igen. Ingen ved, hvorfra eller til. Den bliver plaffet ned. Ingen ved hvorfor og af hvem. Men måske en vision af tidens meningsløse spild af liv fra Irak til Amager strand.
Som helhed er albummet utroligt velstøbt. Det er produceret af Kevin Shirley 'The Caveman', der har siddet bag studiepulten hos blandt andet Aerosmith, Iron Maiden, Rush, Led Zeppelin. Så det er ikke hr. hvem som helst. Og det er lige præcis den undertone af melodiøs rå rock, der løfter Joe Bonamassa op i genhørshimlen, hvor vi dør lidt hver gang med stor glæde. Ved næste koncert og ny cd genfødes vi jo igen.
Så som vanlig herfra: ingen stjerner, men bonamasser af nye skiver uden solnedgange.

Joe Bonamassa. Sloe Gin. Mascot Records.