19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kvinden på Den Grønne Høj

Kvinden på Den Grønne Høj

Lørdag, 25. august, 2007, 00:00:00

Opera-festivalen Bayreuther Festspiele er midtvejs. I denne anden artikel argumenterer Torben A. Petersen for, at Winifred Wagner mis-brugte Richard Wagners kompositoriske arv som en del af det nazistiske propagandabillede

af Torben A. Petersen >
Det var ikke kun Adolf Hitler, der kom til opera-festspillene i Bayreuth i 1930-40`erne.
Det var næsten obligatorisk for spidserne indenfor det nazistiske magtapparat at overvære en forestilling.
Nazi-propagandaminister Josef Goebbels indså dog den propagandamæssige nytteværdi af at sende togladninger af blandt andet rekonvalescenter fra feltlazaretterne til 'kulturel afslapning i Bayreuth'.
Det var noget, der skæppede i pengekassen. På samme måde som hos Topf & Söhne, der scorede profit på at fremstille specialdesignede krematorieovne til Auschwitz. Derudover indgik Bayreuth og festspillene i flere propagandakrigsfilm.
Fra krigsudbruddet i 1939 så Adolf Hitler og Winifred Wagner mindre og mindre til hinanden. På grund af hendes anmodninger om hjælp var luften mellem dem blevet køligere.
Dog ikke køligere end, at hun i 1943 deltog i en propagandafilm. Her læser hun op fra et manuskript i hendes hjem i Haus Wahnfried om, hvor 'højt hun sætter føreren og de opnåede resultater for Tyskland'.
Det er dog ikke alle i Wagner- familien, der er lige begejstrede nazister.
Siegfried Wagner Winifred Wagners næstældste barn, Friedelind Wagner, flygter fra Tyskland. Senere laver hun regimekritiske udsendelser fra BBC til Tyskland.
Winifred Wagners sønner kom både i Hitler Jugend og senere i den tyske værnemagt. De kommer også jævnligt på privat-besøg i rigskancelliet i Berlin. Dette lå dem dog ikke til last efter krigen!

Efter krigen
Følelsesmæssigt var Adolf Hitler i den sidste tid engageret i Eva Braun. I de sidste bloddryppende dage af den Anden Verdenskrig giftede han sig med Eva Braun i rigskancelliets bunkeranlæg. Hun blev nu 'Frau Eva Hitler'. Herefter begik de selvmord sammen i Adolf Hitlers bunkeropholdsstue.
Winifred Wagner må flygte fra Bayreuth i slutningen af 1944 på grund af luftbombardementer.
Efter krigen undersøges hendes forhold af de allierede, men hun betragtes som medløber og kommer ikke i fængsel.
I 1953 genåbner festspillene under ledelse af brødrene Wieland og Wolfgang. I 1966 dør Wieland og Wolfgang bliver leder af festspillene.
Winifred Wagner dør den 5. marts 1980 i †berlingen knap 83 år gammel. I dokumentarfilmen om hende udtrykker hun ikke anger over sin deltagelse i Hitlers projekt. Hun kritiserer knap holocaust. Hun var antageligt stadig forelsket i Hitler.
Festspillene skulle have haft ny leder, da Wolfgang Wagner er årgang 1919. Hans ældste søn Gottfried Wagner (født 1947) er uvenner med faderen. Han er vred på ham da han, efter hans opfattelse, fuldkommen har ignoreret Wagner-familiens beundring for Hitler.

Del af systemet
Skal man historisk bedømme Winifred Wagner, kan hun ikke blot betegnes som en medløber som eftertiden har opfattet hende. Hun var mere end det. Winifred Wagner var nærmest medinitiativtager til det nazistiske samfundsprojekt. Hun var en del af systemet, uden dog, at være en konkret aktør i selve statsapparatet. Hun misbrugte Richard Wagners kompositoriske arv som en del af det propagandabillede, der blev opbygget af det ideale Tyskland: det ariske samfund.
Man bør dog søge, at skille Richard Wagners musik fra det nazistiske despoti. Richard Wagner døde cirka otte år inden Adolf Hitler blev født og cirka 50 år inden Adolf Hitler og NSDAP fik magten i 1933.
Som kunst betragtet, er Richard Wagners operaer mesterlige dramaer med fantastiske symfoniske akkompagnementer. Musik, der som al kunst der formår, at katalysere og begrebsliggøre menneskets korte og grusomme liv går over i historien. Det er måske også derfor, der p.t. er otte års ventetid på at få en billet til Bayreuther Festspiele.

For eller imod
Men Winifred Wagner var ikke den eneste i den tyske kunstverden, som støttede Adolf Hitler og NSDAP. Filminstruktøren Leni Rifenstahl, sangerinden Sara Leander (som egentlig var svensker), skuespilleren og teaterdirektøren Gustaf Gründgens og flere andre, var alle med til, gennem deres kunstneriske produktion, at skabe alibier for det mest forbryderiske regime verden til dato har set. >Nogle var loyale nazister, andre forsøgte måske bare at overleve. Andre forlod landet som Marlene Dietrich, da hun erkendte, hvad vej udviklingen gik. Filminstruktører som Fritz Lang og Billy Wilder flygtede også.

Herlig musik
Vil man opleve Wagners musik, kan man starte på sit lokale bibliotek - hvis ikke det er blevet sparet væk efter kommunesammenlægningerne.
Operaerne: 'Lohengrin' og 'Die Walküre' kan fungere som introduktion til det wagnerske univers. I cd-udgaver, der indeholder hele operaen, og ikke blot enkelte scener heraf, har også ofte librettoen vedlagt. Så kan man sætte sig ind i handlingen.
Og man kan godt forberede sig på et orgie i symfonisk vellyd! Skal der fuld skrue på volumen, og man ikke bor i kæmpevilla på 20 tønder land, kan høretelefoner stærkt anbefales.

Gik før tiden
Havde Hitler så en 'favorit opera'? Ja. Det var 'Rienzie' fra 1848, en af Richard Wagners første operaer. Men det var mest ouverturen, han var fascineret af. Det fortælles dog også, at Adolf Hitler kun fulgte med i den første time af operaerne. Så fik han pludselig 'travlt' og skulle noget.
Er ens nysgerrighed blevet vakt, kan det anbefales, at rejse en tur til Bayreuth. Her er museet Haus Wanfried', hvor Wagner-familien har boet. Der er bl.a. Richard Wagners dødsmaske, kostumer fra tidligere opførsler, noder og fotos fra årtiers operaer. Der er også Wagners sidste gravsted i husets baghave. I den anden ende af byen er festspilhuset, hvor operaerne afvikles hvert år i juli og august.
Og ikke kun byen er interessant. Vil man have færten af det samfundssystem, som Winifred Wagner støttede, ligger koncentrationslejren Flossenburg ikke langt fra Bayreuth. Længere mod syd den nazistiske bevægelses hjemby, München. I sydvestlig retning Nürnberg med 'Reichtagparteigelände'. Her afholdt NSDAP og SS parader og 'der Führer' holdt sine frådende taler hvert år i september.

Kunst og magt
Det er langt fra unikt, at kunst benyttes af magthaverne til at fremme en særlig politik. Vore dages Hollywood-produktioner som krigsfilm er produceret i tæt samarbejde med det amerikanske forsvarsministerium.
Kunsten er stadig i spil som manipulationsmiddel. Der er modige kunstnere der går mod strømmen. Mange andre lader dog deres talenter udnytte i magtapparatets tjeneste og medvirker til, at reproducere den kapitalistiske samfundsideologi. Og den hjælper magtapperatet som hjælp til dén iklædning, det har behov for på et givet historisk tidspunkt. Meget af den slags lavkalorie-kunst glemmes heldigvis. Livsægte kunst består. Derfor opføres Richard Wagners operaer også i dag.

Bayreuther Festspiele slutter den 28. august. www.bayreuther-festspiele.de.

Læs del 1 af artiklen: Winifred und Onkel Wolfi - partnere i forførelse

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. aug. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur