22 Sep 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sicko - Livtag med systemet

Sicko - Livtag med systemet

Onsdag, 29. august, 2007, 00:00:00

Satirikeren Moore blander uden blusel en lang række genrer i Sicko og er fræk nok til at krydre de alvorlige anklager og triste skæbne med sjov og ballade

af Peter Rasmussen
Sicko er en film, der bør opleves af så mange som muligt. Det er en af Michael Moores bedste film: Rystende, rørende, sjov og oprørende.
Det var ikke nogen nem opgave, Michael Moore satte sig, da han besluttede at lave en film om det miserable amerikanske sundhedsvæsen.
Denne gang er han ikke ude og sparke døre ind på de bonede gulve. Han retter skytset mod selve systemet - mod at der er profit på sundhed - og i sidste ende mod den amerikanske kapitalisme og mangel på fællesskab. Det er et ambitiøst projekt, og det lykkes til fulde.
Vi møder den enlige mor, der får nægtet behandling af hendes dødsyge barn, fordi forsikringsselskabet ikke ville betale. Vi møder tømreren, der får savet to fingre af og er nødt til at vælge, hvilken en af dem, der skal sættes på igen: Der er ikke råd til begge to. Og vi møder redningsfolk fra 11. september 2001 - landets helte - der svigtes af myndighederne, når sygdommene melder sig.

Respekt for mennesker
Moore formår på en gang at rette en sviende kritik mod systemet og de købte politikere, der holder det oppe, og samtidig præsenterer han ofrene for systemet uden at nedgøre dem.
De fremstår som mennesker, man kommer til at holde af og have respekt for - simpelthen fordi Michael Moore har det.
Satirikeren Moore blander uden blusel en lang række genrer og er fræk nok til at krydre de alvorlige anklager og triste skæbne med sjov og ballade. Det er det, der gør, at Sicko vil blive set af et uset stort antal mennesker i USA og Europa.

Pointer, der er svære at overse
Frækheden slår alle rekorder, da en flok syge redningsfolk eskorteres til Cuba for at blive behandlet af det offentlige cubanske sygehusvæsen - og oven i købet modtages med hjertevarme og åbenhed ...
Således retter Moore knytnæven mod de ømmeste punkter i den amerikanske selvforståelse og slår sit bedste slag.
Moore er sjældent særlig sofistikeret i sit håndværk. Sicko er lavet til et amerikansk publikum og er derfor en simpel film, hvor pointerne er svære at overse.
Det gælder også i en række klip, hvor han besøger Storbritannien og Frankrig for at skildre fordelene ved et kollektivt sundhedsvæsen.
I den efterfølgende debat afslørede Moore, at han udmærket kender til nedskæringer og liberalisering i de europæiske landes sundhedsvæsen, men den slags nuancer gav filmen ikke plads til. Alligevel er det en film, der bør ses.

Sicko
Premiere 21. september i hele landet.

Læs også 'En farlig mand kommer forbi' om Michael Moores besøg i Sønderborg.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. aug. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur