Altså, nu er det ikke fordi, der bliver investeret mange kroner eller mange videnskabelige hjerner i at forske i jord- og betonarbejderes trivsel med deres arbejde. Enten trives vi, og så bliver vi, eller også så trives vi ikke, og så finder vi noget andet

Af Kjeld Stenum
Der er godt nok nogle af de større firmaer, der gerne vil have os til at føle lidt mere omkring det, lidt personligt engagement eller noget i den retning, og man har da også i årenes løb været ude for forskellige udspil og initiativer i den retning. Men de ender altid med at løbe ud i sandet, for ingen kan i længden tage dem alvorligt. Det er for almindeligt blandt os, at når byggeriet er færdigt, så får vi et fodaftryk i røven.
Det er en ufravigelig leveregel i branchen: Gift dig aldrig med dit firma, det er for svigefuld en kæreste. Og skulle der dukke en eller anden idiot op, som tror på firmaernes sukkerklister om medarbejdertrivsel, så ender vedkommende altid yderst isoleret blandt makkerne, i en position, der er alt andet end trivselsfuld.
Måske bliver han formand eller får en anden slags karriere i firmaet, der vel synes, han har lidt til gode for sit røvslikkeri, men det hjælper ikke, han ryger ud på et sidespor, for han bliver en formand, der ikke kan lede nogenting, fordi han ikke kan kommunikere med dem, han leder. De griner deres røv i laser over ham, så snart han vender ryggen til.
Så det med ledelses- eller trivselsstrategier indenfor vores branche, det kan de godt spare sig. Men vi mærker da alligevel, at ledelsesfilosofierne skifter. I gamle dage måtte man jo stadigvæk godt bruge ordet klassekamp. Vi kunne på en eller anden mærkelig måde godt have det fint med vores mester, når han optrådte som et rigtigt røvhul, for vi følte os heller ikke selv en skid forpligtet til at være fine i kanten.
Det var et spørgsmål om at trække det længste strå i en magtkamp. Det var oftest mester, der trak det strå, en gang imellem var det os, men det var regulær kamp, vi vidste, at vi stod på hver sin side af et plankeværk og forventede ikke andet af hinanden, end at vi hver især spillede vore roller efter bedste evne.
I dag er enhver sin egen lykkes smed. Og det er destruktiv attitude, hvis man som medarbejder mener, at man kun kan kæmpe for sine egne interesser ved at kæmpe imod firmaets. Det er også destruktiv attitude fra firmaets side, hvis det udviser den modsatte holdning: At det kun kan maksimere sin profit ved at snøre og tryne de ansatte. Win, win, win! hedder filosofien, der vist første gang blev lanceret af de århusianske kaos-piloter. Og den handler om, at der skal - og kan - findes løsninger således, at medarbejderne realiserer sig selv, deres tilværelse og deres drømme på maksimal måde gennem deres arbejde, og firmaet henter sine kroner på maksimal måde ved at udnytte fordelen ved maksimalt motiverede medarbejdere.
Parterne skal muligvis siden hver deres veje, men indgår en afgrænset kontrakt, som indebærer at alle vinder! Det er ikke altid så nemt at få alle medarbejdere til at forstå og føle, at det skal kunne lade sig gøre, og at det er rigtigt at satse på det. Og for at løse det problem har man opfundet en helt ny psykologisk videnskab, og det er det, man kalder coaching.
Coaching handler om, at man gennem konstruktive samtaler med sin coach bringes til at se og indse, hvordan man bedst kan bruge sit arbejde og sin karriere til at realisere sine personlige mål for tilværelsen.
Nu er det der med karriere ikke noget, vi almindeligvis gør så meget i, os ude på pladserne. Men vi kan da godt mærke på formænd og funktionærer og entrepriseledere, at det er nogle andre ting, de snakker om på deres medarbejderkurser nu, end det var tidligere.
De kommer ikke som i gamle dage og siger, at det og det skal laves, og sådan og sådan vil de have det gjort, og sådan og sådan er tidsplanen, nej, de kalder os sammen til et møde, når noget knirker, så vi kan få renset luften og komme videre til firmaets og alles bedste.
Eller man tager rundt og snakker med folkene rundt omkring på igangværende byggepladser, før et nyt byggeri starter op, og fortæller, at de og de tidsplaner har firmaet meget mod sin vilje været nødt til at æde som udgangspunkt, hvis det overhovedet skulle vinde entreprisen, og er den medarbejder eller det sjak, som man henvender sig til, nu lige tilfældigvis personlig motiveret for at være blandt dem, der vil og kan give den en skalle lige netop i denne sammenhæng, og således på én gang tjene lidt ekstra og gøre en god figur for firmaets renomme?
Det hele går op i den store harmoni, hvor firmaet får fordelt sine medarbejdere på den mest hensigtsmæssige måde, og du får netop det arbejde, du er mest motiveret for. Men harmonien kræver selvfølgelig, at du er indstillet på den. Du skal med djævelens vold og magt se dit arbejde som netop din personlige interesse, så bliver du en motiveret medarbejder, og den slags tjener firmaet allerflest penge på.
Det virker ikke så godt på os. Vi er blevet for gamle røvhuller. Vi har for tit set, at jo mere motiveret man optræder, desto flere arbejdsbyrder og desto mere ansvar får man læsset over på sig, og til sidst render man frustreret rundt på kanten af et mavesår og kan ikke sove om natten, fordi man føler sig ansvarlig for hvert bitte kiks, der sker på hele byggepladsen. Så vi skal ikke have næsen stukket frem!
Når vi ser nogen, der skal, ved vi, hvordan det ender, og når det ender, som vi vidste, det ville gøre, så trækker vi på skuldrene og siger, nå ja, han var vel sådan set selv ude om det, han gav jo selv mester indtryk af, at arbejdet interesserede ham, og mester ville jo bare hjælpe ham, så han rigtigt kunne realisere sine interesser!
Nej, det coaching, det skal man passe på med!