21 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Marokko fanget mellem gammel tradition og det moderne liv

Marokko fanget mellem gammel tradition og det moderne liv

Fredag, 31. august, 2007, 00:00:00

Marokkansk film er krydret med humoristiske indslag, vanvittig flotte beskæringer, smukke slowbilleder og overrumplende scener. Men den vil for meget

af Mikael Strandbech
What a wonderful world er marokkanske Faouzi Bensaidis anden spillefilm. Handlingen er i korthed som følger:
Kamel er lejemorder, der efter endt arbejde gerne opsøger den delvist prostituerede (nyt begreb?) Souad. Kontakten mellem de to sker gennem Souads veninde, Kenzas, mobiltelefon, Hun lejer sin telefon ud til sine bekendte. Snart bliver Kamel forelsket i Kenzas stemme og via telefonen starter de en 'uforpligtende leg'.
Hvordan lyder dette korte oprids af handlingen? I mine ører ikke voldsomt interessant, men hæng på.
Vi er i et nutidigt Casablanca, der både er trøstesløst slidt og hypermoderne. Fanget mellem tradition og globaliseret modernitet. Hvor passion, begær og kærlighed har fået nye veje at gå. Men også hvor afstanden mellem rig og fattig er ufattelig stor. Hvor relationer mellem mennesker er præget af distance.
Udover at udleje sin mobiltelefon er Kenza også færdselsbetjent. Og arbejdet med at dirigere trafikken, falder godt i tråd med den orden, hun prøver at udføre på sit og sine venindes liv.
Hvor kontrol også indebærer, at hun ikke vil involvere sig følelsesmæssigt.
'Alt, hvad jeg elsker, mister jeg', lyder det som et mantra gennem filmen. Men hun vil godt have nærhed og relation. Og hun lokkes gradvist af den påholdende Kamel.
Den fjerde hovedperson i filmen er hackeren Hicham, der vil til vesten for at finde sig en rig kone. Hicham får uforvarende indblik i Kemals aktiviteter og sætter denne på en opgave, der bliver skæbnesvanger.

Flere filmgreb
Instruktør Faouzi Bensaidi er visuelt meget kompetent. Han bruger 4-5 filmgenrer, heriblandt film noir og komedie til at fortælle sin historie. Og der er tydeligt, at han betaler andre instruktører 'tilbage' gennem at citere disse. Amerikanske Tarantino og franske Tati, for nævne to.
Filmen er også krydret med humoristiske indslag og indimellem nogle vanvittig flotte beskæringer, smukke slowbilleder og overrumplende scener
Jeg har stor sympati for film, der vil fortælle historier på nye, overraskende måder, men det er som om Faouzi Bensaidi vil for meget på en gang, og det ødelægger noget af den indimellem meget seværdige film.

What a Wonderful world.
Instruktion: Faouzi Bensaidi. Medvirkende: Nezha Rahile, Fatima Attif, El Mehdi Elaaroubi, Faouzi Bensaidi. Premiere i dag..

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. aug. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur