Trent Reznors ¤¤Nine Inch Nails¤¤ har endelig begået et politisk album, der går ud over andet end katolicismen og ham selv.

af Helene Caprani
Trent Reznor har fra Pretty Hate Machine i 1989 til With Teeth i 2005 forbandet sin verden under pseudonymet Nine Inch Nails. Forbitrelsen over at være blevet katolsk opdraget for derefter at opdage, at der ikke findes en gud, har drevet ham gennem raseri, fortvivlelse, selvhad, angst og nihilisme ud i det ene fantastiske lydlandskab efter det andet.
Hvert album er et mesterværk af fræsende spade, betontung trommemaskine og fjerlet svævende synthesizerharmonier, kompletteret med til tider groteske tekster i usædvanligt engageret vokal. Reznors uddannelse som klassisk pianist har ikke forhindret hans opstigelse til gotisk ikon i oliesort læder-og-netstrømpe outfit.
På værk efter værk - 14 i alt, inklusiv singler og remix-albums - er energistrømmen forblevet konstant, men indadrettet. Selv den bristede katolske drøm har Reznor formået at pege mod sig selv, om end han i få, kraftfulde øjeblikke i stedet kaster sig ud i et hedonistisk korstog. Hertil hører blandt andet adrenalinbankeren I Do Not Want This fra kæmpesucces'en The Downward Spiral, 1994.

Bush er en idiot
Siden With Teeth har en vis Bush Junior imidlertid givet Reznor øje for, at andre end han selv kan fortjene kritik. Resultatet er årets album, Year Zero, der leverer en kompleks kritik af krigen mod terror og stempler Bush-regeringens politik som fascistisk og dens leder som en arrogant idiot.
Efter gennemlytning nr. 100 er denne anmelder ikke i tvivl: Reznor har taget det kvalitative spring fremad, der syntes umuligt med hans hidtidige produktion in mente. Det skyldes politikken.
Rent musikalsk er første single, Survivalism, 'kun' en klassisk, beskidt Nine Inch Nails-aflevering á la March Of The Pigs, men de indledende ord om Moder Natur som menneskenes grænseløst villige hore fortsætter i en kontant gennemheglen af USA`s magtpolitik. Capital G synges af en af præsidentens støtter, der har opgivet sine personlige etik for at følge sin nye gud, og er pudsigt nok albummets mest funky indslag.

Solidarisk
Year Zero retter ikke blot skytset mod toppen, men solidariserer sig også med dens ofre: På den melankolske The Good Soldier er Reznor den amerikanske soldat, der fortvivlet forsøger at retfærdiggøre sit ophold i Irak. My Violent Heart er et kampskrift for terroristen, hvis menneskelige medfølelse er sprængt væk. The Great Destroyer tager tykt pis på overvågningssamfundet, men efterlader dog også plads til en typisk Reznor'sk destruktionsfantasi og en blodig omgang elektronika uden handsker.
Det er altid svært at udpege Reznors lækreste lydpakker, men skal det ske må valget falde på Me, I'm Not, The Warning, Zero Sum og den vidunderskønne In This Twilight, hvor hans smertefulde røst garanterer et ægte sus i maven.
Det var på tide, at manden, der opfandt provoen Marilyn Manson, selv lod samfundskritikken skinne igennem i sin musik. Og det er lykkeligvis ikke gået ud over kunsten.

Nine Inch Nails: Year Zero. Interscope Records.