Robert Downey Jr. leverer en følsom og sammenbidt præstation i ¤¤A Guide to Recognizing Your Saints¤¤
af Luise Rütting Schweitz
Det tager ikke mange minutter før nysgerrigheden vækkes og ønsket om historien, der skal til at tage form, vokser.
Dito sidder i skrædderstilling og læser op af sin biografi. Cigaretten hænger i mundvigen, rummet er mørkt, tre dødsfald afsløres i filmens første to minutter, uden at historien dog gives bort.
Mere end 15 år tidligere i Queens, New York, året er 1986: Dito og vennerne befinder sig i sommerheden. De lange blikke rettes efter kvarterets tre miniskørtklædte skønheder - der er rappe replikker, spillen med musklerne, opgøret med forældre, sex, race, vold og døden.
En busbillet til 39 dollars til LA - og 15 år senere vender Dito tilbage til dem, der blev. En far der er syg. En kærlighed, der skal forstås og accepteres i sin enkelthed. Indsigten, der ligger lige dér og bare skal samles op for at stoppe flugten for sig selv og dét, som virkeligt betyder noget.
Filmen fortælles parallelt, men smelter sammen til en helhed. Ikke mindst på grund af en fantastisk casting. Robert Downey Jr. leverer en følsom og dog så sammenbidt voksen Dito, som bliver matchet af unge Dito, spillet af Shia Labeouf. Rollelisten er besat med unge talenter og garvede erfarne Oscar-vindere som Dianne Wiest og oscarnominerede Chazz Palminteri.
Lysten til bogen og flere detaljer efterlades lysvågent og som et sidste tip - så bliv siddende til efter rulleteksterne.
A Guide to Recognizing Your Saints. Instruktion: Dito Montiel. Premiere i dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278