Det statslige kunstråd har givet holocaust-benægteren Erik Haaest 100.000 kroner i støtte fra den danske stat

Det har hen over sommeren vakt voldsom debat, at holocaust-benægteren Erik Haaest har modtaget 100.000 kroner i støtte fra Kunstrådets litteraturudvalg.
Pengene fik han for knap et år siden til at skrive bogen 'Hipofolk', som udkom i foråret. Bogen er kun den første af flere planlagte bøger om det dansk-tyske hjælpepoliti, hipoerne.
Erik Jensen fra foreningen Demos, en forening der holder øje med den ekstreme højrefløj, er rystet over at staten har givet støtte til bogen.
- Erik Haaest skriver for eksempel på side 31-32 i 'Hipofolk', at de 4000 danskere, der tog til østfronten, tog af sted 'for at forsvare gud, konge og demokratiet'. Det passer jo ikke, de tog ikke af sted for at kæmpe for demokrati, de var jo en del af Hitler og Himmlers krigsforbryderkorps, siger Erik Jensen til Arbejderen.

Ingen gaskamre
Erik Jensen har sammen med journalist Poul Smidt blandet sig i debatten. De har skrevet en yderst kritisk kronik til avisen Information om Erik Haaests bedrifter.
De fortæller blandt andet, at bladet Nationaltidende, som Erik Haast udgav, i 1977 bragte en stor overskrift, der slog fast, at: 'Der eksisterede ingen gaskamre i Hitlers kz-lejre'. I samme blad findes overskriften 'Anne Franks dagbog er løgn og svindel'.
Støtten til Erik Haaest kommer på et tidspunkt, hvor der i forskellige europæiske lande bliver snakket om, at det skal være strafbart at benægte Holocaust.
Den hjemlige debat har påvirket den tidligere formand for Kunstrådets litteraturudvalg Claes Kastholm, der stod bag støtten til Haaest. Han fortryder ikke, at Erik Haaest har fået støtte, efter hans mening er der forskel på skriverierne i 70`erne og den nye bog.
- Havde han givet udtryk for den form for håndtering af kilder i dag, som vi så i 70`erne, ville det have sået tvivl om hans måde at håndtere historiske kilder på. Derfor ville han ikke have fået støtte, hvis han udtrykte den slags i dag. Problemet er, at det er 30 år siden, og vi er ikke folk, der kontrollere sindelag. Vi vurdere det enkelte projekt, ikke personen og derfor fortryder jeg ikke, at vi gav ham støtte. Han havde gode kilder til sit projekt, siger Claes Kastholm til Arbejderen.
Claes Kastholm og de øvrige medlemmer af Kunstrådets litteraturudvalg kendte godt til Erik Haaests fortid, da de gav ham støtte.
- Ja selvfølgelig gjorde vi det. Det er vores pligt at undersøge den slags, siger Claes Kastholm.
Erik Jensen forstår slet ikke udvalgets beslutning.
- Det er jo latterligt at give en dokumentarfusker som Erik Haaest statsstøtte, konstaterer han.

Fortryder intet
Erik Haaest tager på sin hjemmeside til genmæle overfor kritikken fra Erik Jensen og Poul Smidt.
Gaskammer-overskriften dækker ifølge Erik Haaest ikke over hans egen holdning. Overskriften er blot en gengivelse af '...yngre, seriøst arbejdende forskere'.
Erik Haaest ville også i dag videregive informationer fra holocaust-benægtere.
'Ja, selvfølgelige ville jeg det. Det er en almindelig journalistisk måde at fange læserne på: At snuppe det bedste fra en artikel og sætte den som overskrift', forklarer han i en mail til Arbejderen.
- Jeg anser den slags synspunkter for utilregnelige og det at solidarisere sig med den slags er sindssygt, lyder Claes Kastholms kommentar.
I Erik Haaests ansøgning om penge til sine bøger om hipofolk under krigen undlader han at fortælle om sit engagement på højrefløjen og om bladene Ny-Revision og Nationaltidende, som han begyndte at udgive i henholdsvis 1976 og 1977. I disse blade gør Erik Haaest sig til førende holocaust-benægter.
'Jeg har aldrig nævnt Ny-Revision og Nationaltidende, hvilke jeg betragter som private tryksager', forklarer Erik Haaest.
Om sin tilknytning til højrefløjen siger han:
'Jeg har som journalist været i kontakt med alle tænkelige personer og `grupper`'.

De seks millioner
Erik Haaest var i 1977 medstifter af National Arkivet Danmark. Bind 2 fra Nationalarkivet hed 'Det magiske tal' og var en samling dokumenter, der diskuterede, om der virkelig døde seks millioner jøder i Hitlers kz-lejre.
Det var Erik Haaest, der bearbejdede og samlede dette materiale. Materialet er stort set en gengivelse af den førende Holocaust-benægter Richard Harwoods bog 'Døde der virkelig seks millioner?'.
I sit svar på kronikken fra Information slår Erik Haaest fast, at han er skeptisk i alle livets forhold: 'Også med hensyn til holocaust, hvor min skepsis blandt andet gælder det magiske tal om seks millioner myrdede jøder.'

Nazi sympati
I 1976 startede Erik Haaest et samarbejde med nazister. Samarbejdet gik ud på at få genrejst monumentet for faldne SS-soldater ved Kongensbro mellem Viborg og Århus.
I januar 1977 tog Erik Haaest på mødeturné i Jylland for den forening, der skulle stå for genrejsningen af monumentet. På et møde i Viborg var han sammen med tidligere SS-mænd og de daværende topnazister i Danmark, Poul Heinrich Riis-Knudsen og Hans Christian Krog Pedersen.
Ved siden af disse aktiviter rettede Erik Haaest i 1976 henvendelse til Justitsministeriet for at få standset eftersøgningen af nazisten Søren Kam. Fem andre gamle nazister fik ligeledes hjælp af Erik Haaest ved hans henvendelser til Justitsministeriet.
I 1977 udgav Erik Haaest også bogen 'Udyr eller hvad', hvor han forsvarer nazister, der blev henrettet efter krigen.

Politikeren Haaest
Erik Haaest har i flere omgange forsøgt sig med indflydelse på den politiske højrefløj. Blandt andet har han tilhørt Fremskridtspartiets 'strammerfløj'.
Erik Haaest har fået tildelt fem dagbøder for overtrædelse af racismeparagraffen. Han sad dem af i Ringkøbing Arrest i marts 1981.
I 1987 forsøgte Erik Haaest at komme i Folketinget som løsgænger. Han opnåede dog kun 99 stemmer.

Haaest som historiker
Erik Haaest har gennem årene skrevet mange bøger. Blandt andet har han gjort sig bemærket med bøger om de danske frivillige på østfronten.
Han skrev i 1975 tre bøger om de danske frivillige i Frikorps Danmark.
- Da han skrev bøgerne udfyldte han et tomrum, da frikorpsarkiverne dengang var lukkede. Bøgerne kan dog ikke bruges til ret meget, da han ikke angiver dokumentation eller kilder, siger historikeren Claus Bundgård Christensen til Arbejderen. Han har også selv skrevet om de frivillige danske frikorpsfolk.
- Problemet med Erik Haaest er, at det er svært at se, hvornår det er frikorpsfolk, der udtaler sig, og hvornår Erik Haaests fantasi tager over, forklarer Claus Bundgård Christensen.