- Jeg er ikke en politisk kunstner, man kan ikke lægge noget specifikt politisk indhold i mine billeder. Men jeg er blevet mere politisk som menneske, siger den svenske malerinde Anette Abrahamsson, der er storbymenneske, trods sine rolige, flade malerier

af Finn Hermann
For nogle måneder siden i Møstings Hus på Frederiksberg i København.
En traditionel hvid havebænk er malet på væggen i naturlig størrelse. En pæn borgerlig havebænk af den type, som ses i de fleste haver og parker. Overfor den, med ryggen til beskueren, stod en noget mindre bænk, lavet af en håndværker til formålet.
Installationen i kunstbygningen var lavet af den svenskfødte malerinde Anette Abrahamsson.
Installationen var på én gang rumlig og flad, fjern og nær, bygget op over det omvendte perspektiv - figurerne bliver større jo længere inde i 'rummet', de befinder sig i.
Titlen 'Drachmann-bænken' henviser til en af vore store nationale skjalde, Holger Drachmann.
- Installationen skulle opfattes som et sted for samtale. Og dog ikke; for bænkene er tomme, siger Anette Abrahamsson i en samtale med Dagbladet Arbejderen i atelieret på Amager i det øde fabriksskvarter.
I en lav to-etagers bygning holder Anette Abrahamsson og hendes kunst til.
- Reaktionen blandt udstillingsgæsterne udeblev da heller ikke. Flere gav højlydt udtryk for deres forargelse, fortæller hun.

I stødet
Der er ikke megen atelier-romantik over Anette Abrahamssons sparsomt udstyrede, næsten nøgne værksted, der - viser det sig - er opført i en forladt fabriksbygning.
Intet 'kreativt' kaos af pensler, ingen halvbrugte tuber, ingen skitser og lignende. Og de relativt få værker, hun har i rummet, vender ryggen til beskueren.
- Maleren Asger Jorn mente, at det har noget med maskulinitet at gøre. Det skal kunne ses, at kunstneren har været i stødet. Med den ekspressive maler nyder man. Eller lider, siger hun, mens hun ivrigt gestikulerer med hænderne og går frem og tilbage fra væg til væg for at fortælle om værkerne, der er sømmet, ikke hængt, op på væggene.
Det er ikke Anette Abrahamssons ærinde at vise maleren 'in action', fysisk. Hun har dog i 1982 medvirket i dansk abstrakt,-fabulerende kunst som 'Kniven på Hovedet' og 'De Vilde'.
Hendes nuværende 'askese' virker som en reaktion på den vilde tid og de mange muligheder. Hendes frie udfoldelse begrænses - i hvert fald tilsyneladende - i forhold til tidligere da hun arbejdede med sine abstrakte billeder.
Nu ser det ud til, at hun fokuserer snævrere end før, men går til gengæld mere i dybden. Men kunstneren - der velsagtens er i starten af 50`erne - afviser enhver tale om, at hun skulle være indadvendt.
- Jeg er ekstremt social, et storbymenneske, siger hun og slår - paradoksalt, måske selvironisk! - ud mod de meget landlige røde huse.
- Jeg er ikke en politisk kunstner, man kan ikke lægge noget specifikt politisk indhold i mine billeder. Men jeg er blevet mere politisk som menneske. Jeg mener for eksempel, at vi burde skabe nogle miljøer, der var integreret i nogle boligkomplekser, både til gavn for kunstneren og for at pifte det kedelige boligmiljø op.
- Er det ikke meget kommunistisk?, griner hun og slår ud med armene.

Dynamik
Det konkrete udgangspunkt for vores samtale er en serie variationer over en typisk svensk falu-rød landhusfacade. En proletarbolig af den type, Anette Abrahamsson kender fra sin barndom på landet. Ikke fordi hun mener, at falu-rød er specielt proletarisk. Man skal ikke i det hele taget ikke indlæse en politisk agitation i hendes billeder.
Ved første øjekast virker billederne som én lang monotom gentagelse. Men det tager ikke mange sekunder, før forskellene fra billede til billede træder tydeligere og tydeligere frem: Snart er gavlen lidt smallere, snart vinduerne placeret forskelligt, osv. På den måde bliver beskuerens tilegnelse af værkerne til en dynamisk zig-zag bevægelse i klar kontrast til førsteindtrykket af ro og monotomi.
Anette Abrahamsson opfatter ikke sig selv som 'staffelimaler' men som 'installationskunstner' - selvom hun maler med pensel og temperafarver. Hendes værker har nærmest karakter af nøje gennemtænkte projekter. Og hun lægger ikke skjul på, at tilblivelsesprocessen er lang og besværlig.
Når hun har fået idéen til et billede, eventuelt med støtte af fotos, tegnes motivet omhyggeligt op på fladen, hvor enhver fornemmelse af fysisk rum elimineres. Alt foregår i ét plan. Dernæst kommer det besværlige arbejde med at farvelægge motivet flere gange, så at beskueren nok aner penselstrøgene, men den maleriske handling alligevel tilsløres.
- Det er ikke sjovt at lave syv huse, når man maler dem for tredje gang! Jeg har lavet ét ad gangen. Og det er et monotont arbejde. Jeg investerer meget i arbejdet med det enkelte hus, siger Anette Abrahamsson, som for at understrege, at det serielle ikke har noget med masseproduktion at gøre.
- Der er tale om nuancerede, individuelle portrætter af husfacader. Eller om et hus med én kerne-identitet, men med flere forskellige 'ansigtsudtryk', siger hun og drejer rundt.
- Der er også tale om kulturelle portrætter. Gennem portrættet peger jeg - insisterende - på en kulturel identitet, tilføjer hun.

Roligt afventende
Anette Abrahamsson smiler. Hun virker engageret. Engageret i rummet. Noget, der er interessant, da hendes billeder er afdæmpede, rolige og flade.
Det seneste projekt fra hendes hånd er en serie på 20 lige store akvareller (14x14), portrætter af kvinder fra modemagasinet 'Vogue'.
- Egentlig er det ikke portrætter, for jeg har ikke afbildet nogen bestemt, siger hun, og tilføjer.
- Lige så lidt som jeg i den omtalte serie har afbildet et bestemt hus i 'Portræt efter imaginær model'.
- Modellerne foretager sig jo ikke noget, smiler hun.
Alle hendes figurer er statiske, roligt afventende.
Hun taler meget om rum: Filosofisk rum, ikke fysisk rum. Et rum for samtale eller måske handling - men forladt, ligesom en tom Récamier-sofa. Netop sådan én har hun også malet. Eller en tom bænk.

Stilstand
Med stor konsekvens holder Anette Abrahamsson fast ved fladen, og kvæler et hvert tilløb til rum-illusion eller til handling. Kan man fortælle noget med denne dyrkelse af fladen? Mennesker mødes ikke i hendes billeder. Hver person og motivdel synes lukket inde i sin form, i sin kontur, konfronterer direkte beskueren eller ser i stedet direkte ind i den bagvedliggende flade. Motivdelene er placeret hver på sin plads, som i et puslespil snarere end som i et samtalerum.
- Billedet i sig selv er en form, ikke en litterær fortælling: det fortæller ikke sin historie. Det handler om at lave noget, der forestiller noget, men som ikke fortæller en historie. Jeg prøver ganske vist at undgå enhver fortælling. På den anden side kan man jo ikke lade være at fortælle noget, siger hun og tilføjer.
- Det er et paradoks at sige, at man ikke kan fortælle noget. Selvom der ikke er en egentlig handling, er der en fortællende tilstand, tilføjer hun.
Eller stilstand, tænker jeg. Overfor al den ro. En bænk eller en sofa, som for eksempel den som David`s 'Madame Récamier' fra 1800 sidder henslængt på, er bærer af en fortælling eller af fraværet af fortælling.

Den bløde og tankefulde emir
Et billede, der optager Anette Abrahamsson meget forestiller en emir (2002), et blødt og skrøbeligt 'gammeldags' væsen omgivet af blonsterbuketter, fint og rytmisk tegnet sammen med sin lænestol. (se illustration) På en gang nær og fjern. Fortælling og tavshed.
Mere blød og tankefuld end styrende og dominerende. På en udstilling blev det sat overfor et billede af fire moderne 'cool' business-kvinder.(1997/98) Vestlige og - tilsyneladende - frigjorte. En vis tidløshed og udtryksløshed har de med emiren.Trods de indlysende forskelle.
Den tydelige vægtning af den enkle flade, mønstret, det frontale ansigt, konturstregen. får mig til at bruge ordet naivisme. Svaret falder prompte fra den ungdommelige svensker.
- Så har du ikke engang set på billedet. Jeg tilstræber ikke at være naivist, jeg tilstræber en formalitet, post-pop-formalisme. Jeg er ekstremt interesseret i formproblemer, siger hun og nævner flere gange Barnett Newmans minimalisme og pop-arts fladekunst.
Jeg har ladet mig påvirke af det enkle, den direkte konfrontation mellem billede/portræt og beskuer, det statiske, det frontale, øjnene, de tydelige næsebor og læber - som hendes billeder har til fælles med naiv kunst, med børnetegninger og så videre.
- Det er meget tegnet, jeg har tegnet på dét her billede i rigtig lang tid. Hvis man går ind i billedet, ser man rester af skitsen. Billedet er fladt. Jeg insisterer på fladen, siger hun.
Hun vandrer frem og tilbage i atelieret. Armene gestikulerer.
Anette Abrahamsson er ihærdig.