¤¤Jeg stiller altid op, når der øves vold mod steder, hvor tingene er ukomplicerede,¤¤ sagde sangeren Niels Skousen på kultyrfestivalen for det spare-ramte ¤¤Huset¤¤.
af George Zeuthen
Der er kommet mange protester mod, at 'Huset' i Århus skulle lukke. Den seneste var en musikfestival arrangeret af nogle af 'Huset'`s venner sidste weekend.
Huset i Århus har været et af Århus Kommunes spareobjekter. Ud af et budget på fire milliarder har man valgt at spare sølle 4,6 millioner på 'Huset', hvilket betyder flytninger af aktiviteter, dårligere lokaler og brugerbetaling.
Af de mere end 40.000 protestunderskrivere er det blevet betragtet som et anslag mod det århusianske nærdemokrati - mod den største og bredeste kulturelle institution i byen.
I løbet af tre dage i weekenden vistes Husets kulturelle bredde, og at der også i Århus er mennesker, som ikke vil bøje sig for sparelystne politikere.
Musikken blev spillet på to spillesteder og tre scener, og var et sandt overflødighedshorn af kendte og ukendte musikere. Genrerne var lige så forskellige som mængden af optrædende. Der var jazz, der var palæstinensisk moderne musik, der var heavy- rock, og der var folkemusik.
Mange lokale, men også en del landskendte musikere var inviteret, men kun et par af de sidstnævnte kom. Heldigvis vil rigtig mange landskendte musikere gerne spille ved en senere lejlighed. Deres opbakning luner.
Men blandt dem, der kom, var den fejende flot spillende Kåre Norge, På slaget 12 med nogle af deres ørehængere, og Niels Skousen, som kommenterede sin deltagelse i festivalen med ordene:
'Jeg stiller altid op, når der øves vold mod steder, hvor tingene er ukomplicerede.'
Men det var amatørerne, der denne weekend var de mest entusiastiske. De professionelle skal nok klare sig, men besparelserne på Huset giver mange amatørkunstnere - ikke mindst amatørmusikere - sværere vilkår.
Samtidig opstod der flere gange under festivalen en følelse af, at amatørerne spillede ikke for publikum, men med publikum i et forsøg på at råbe de politikere op, der sætter penge foran kultur på gulvplan.
En god festival og en stor tak til de ildsjæle, der lagde kræfter i for at få tingene til at glide.
Vi ses ved næste korsvej, når der er brug for kamp for at bevare den demokratiske og folkelige kultur.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278