Det er helt i Mozarts ånd, at repremieren på Don Juan på Det Kongelige rusker op i det gamle og stive. Saftigt, saftigt...

af Anders Fenger
Et af de bedste eksempler på, at komponisten Mozart ikke idealiserede sine personer i operaerne er mesterværket Don Juan.
Netop denne 'operaernes opera' havde repremiere i søndags på Det Kongelige Teater i København, og understregede tydeligt, at Mozart også i dén grad tegnede satiriske og psykologiske profiler. I Don Juan optræder adel såvel som tyende (tjenere og stuepiger) med de fejl, mennesker nu engang har.
Herligt befriende. Mozarts legendariske klassiker om verdens største forfører, Don Juan, der synger og charmerer trusserne af alle de kvinder, han møder på sin vej - fremstår klar og udfordrende i Keith Warners saftige, vovede og dynamiske iscenesættelse på Gamle Scene.
Ikke et under, at netop denne opera i sidste sæson trak mere end fulde huse.
Desuden aner man i Don Juan-operaen den opbrudstid, Mozart befandt sig i mens han skrev sin musik. Udenfor hans dør i Wien rasede kampen nemlig mellem adel og det nye, spirende borgerskab. Den borgerlige revolution tordnede forbi udenfor på gaden.
Man fornemmer, at Mozart ubevidst har følt sig draget af den frembrusende oplysningstids nye tanker og ideer i 1700-1800-tallet.
Det betød, at Mozart, der oftest var delvis ansat af adel og kirke, gik mere og mere over til at sælge sin musik på det frie marked. han blev en fri kunstner. Siden hen tog han endnu et skridt: Han sprang fra italiensk som opera-sprog til tysk.
Men han deltog ikke i den borgerlige revolution så aktivt som for eksempel Beethoven. Men det skal nu ikke bebrejdes Mozart. Hans musik var også med til at vende op og ned på gammelt og nyt.

Forførelse
Det er helt i hans ånd, at repremieren på Don Juan på Det Kongelige rusker op i det gamle og stive.
Og skal vi i Mozarts ånd tolke tidens temperatur, også politisk, så er Don Juan-operaens morale for den politiske operagænger, at det ganske uomtvisteligt fører direkte til en grusom, grusom død at forføre med penge, hulhed, og løgnagtig letbenethed.
Husk det, Pia Kjærsgaard, Bush og Fogh!
I søndagens opera-repremiere på Gamle Scene skal al Inger Dam-Jensen som Donna Ana fremhæves til de øverste skyer. Det er hende, der der med sin skarpe, men blide stemme, jager forføreren Don Juan frem til det sidste voldsomme opgør.
Hun synger så det risler ned ad ryggen.
Men også Tuva Semmingsen som bondepigen Zerlina er en fryd for øret med sin blide, trillende stemme. I rollen som hendes svage forlovede, Masetto, viser Michael Lindberg, igen sit store mimiske og komiske talent.
Til slut skal scenografien og lyset have et ordentligt skulderklap.
Fremragende og mageløst.

Don Juan. Af Mozart. Iscenesættelse: Keith Warner. DR-Radio Underholdnings Orkestret. Dirigent: Peter Feranec. Scenografi og kostumer: Es Devlin. Lysdesign: Wolfgang Goebbel. Gamle Scene.Til 20. oktober.