Det er svært at være almindeligt menneske. Jeg er helt enig med vores ny gamle socialminister i, at det er en del af det at være medlem af et samfund, at man er indstillet på både at yde til samfundet og nyde samfundets ydelser. Det er en nødvendighed

af Kjeld Stenum
Ens ydelser til samfundet er kun noget værd, hvis de ydes af et menneske, samfundet selv på bedste måde har udrustet til at levere disse ydelser. Eller sagt på en anden måde: Om du så er parat til at arbejde med for eksempel at høste en kornmark 25 timer i døgnet, er det ikke meget værd, hvis du insisterer på at høste med le, når samfundet for længst har nået det teknologiske stade, hvor det er muligt at udruste dig med en mejetærsker.
Eller hvis du kommer til skade og nægter at modtage hjælp til at holde din krop i arbejdsfør stand. Du er ikke noget værd for samfundet, hvis du insisterer på at levere hver ydelse fra en position som den gældfrie Robinson Crusoe på den øde ø.
Så vi skal være indstillede på både at yde og nyde. Alligevel tænker jeg tit, det ville være en lettelse at insistere på at starte som Robinson Crusoe på den øde ø, så jeg kunne slippe for at forlange ydelser fra samfundet.
For det er da et mareridt. Det er det især blevet, efter at vores samfunds administration er blevet digitaliseret. Dengang administratorerne var levende mennesker - muligvis arrogante bureaukrater mange af dem, men dog en slags levende mennesker - da blev der også lejlighedsvis kastet menneskelige øjne på en sag, og det betød, at systemet lejlighedsvis gjorde en indsats for at komme borgerne i møde.
I dag gør systemet ikke det. Bevisbyrden er i den grad kastet over på dig selv, du skal nærmest have juridisk uddannelse for blot at kunne bevise, at du har ret til at blive regnet for et menneske. Og en forkert oplysning skal du være noget i retning af computergeni for at kunne rette. Hvis du blot er et normalt menneske, finder du et system uden øjne og ører.
Overdriver jeg? En af mine makkere har en kone, som har haft kræft i underlivet. I forbindelse med det blev hun opereret og fik fjernet alt dernede, som lægerne jo undertiden skønner det er nødvendigt i den slags situationer. Hun er o.k. og erklæret rask, men går naturligvis til regelmæssig kontrol for at få tjekket, at hun stadig er o.k. Det er nu som det er.
>Men på trods af alt dette så bliver hun stadig én gang hvert år rutinemæsasigt indkaldt til undersøgelse for kræft i netop de organer, hun har fået fjernet. For systemet har en vedtagelse om, at det skal kvinder. Det er jo lidt psykisk belastende for dem, så de har forsøgt at standse denne årlige tilsendelse af et brev. Først med opringning, siden med brev og personlig henvendelse, intet hjælper. Året efter ligger det famøse brev der igen. Nu snakker de om at lade som ingenting og bare møde op til den rutineundersøgelse, og så lade systemet selv opdage, at hun ingenting har at få undersøgt!
Jeg selv har en lidt lignende batalje kørende med skattevæsenet. Det er efterhånden over tredive år siden, jeg meldte mig ud af folkekirken. For nogle år siden blev jeg pludselig afkrævet kirkeskat. Jeg ringede og brokkede mig og fik tilsendt ny slutopgørelse.
Men året efter var den der igen. Jeg skrev et brev. Ny slutopgørelse. Jeg slås sgu stadig med det. Jeg skal ikke være kværulant. Jeg har ikke generelt ondt i røven af at betale skat, og eftersom en stor del af min skat i forvejen går til ting, jeg er uenig i, kunne jeg måske også acceptere at levere et bidrag til vedligeholdelse af den almindeligste folkeovertro. Men jeg har ondt i røven af at betale til et system, der uden at kny giver en Søren Krarup eller en Jesper Langballe embede og dermed etisk autoritet i samfundet, mens det ikke tåler for eksempel en Inger Lise Wagner, der er tusind gange så seriøst kristen, eller en Thorkild Grosbøl, sidstnævnte i hvert fald ikke, hvis han vover at lufte den simple snusfornuftige kendsgerning, at det er menneskene, der laver sig deres gud eller guder, og ikke omvendt.
Jeg vil gerne støtte for eksempel den kristendom, der handler om forkyndelse af næstekærlighed, især når den praktiseres så bogstaveligt, som Inger Lise Wagner praktiserer den, og så kunne jeg vel også æde et par mindre kompromisser omkring det med overtroen.
Men jeg vil fandeme ikke støtte, at afstumpet småborgeregoisme ophøjes til at være acceptabel religiøs forkyndelse, mens ægte etisk engagement udstødes. Det er da trods alt et par tusind kroner om året. De kan godt finde ud af at sende mig ny slutopgørelse, hver gang jeg protesterer. Men jeg er nødt til at protestere. Der er tilsyneladende ingen i skattevæsenet, der magter at fjerne fejlen fra systemet. Eller gider. Går den, så går den!
Nå, men pointen var: Indtil du evner at bevise din ret, har du ingen. Systemet kører, og som det kører, sådan tager det sig ret. Ingen har bekymret sig om at udstyre det med øjne og ører til at høre dine protester.
Hvis du derimod for eksempel skriver et læserbrev, hvor du forsvarer Asmaas ret til både at være venstreorienteret og bære tørklæde, og samtidig for eksempel køber en pose kunstgødning til dine roser, så opdager du hurtigt, at det faktisk kan lade sig gøre at lave digitalsystemer, som har både øjne og ører.
For så får du øjeblikkelig såvel FE som PET og hvad der ellers måtte findes af statslig eller overnational terrorbekæmpelse på nakken. Og tro mig, så har du rodet dig ud noget, som du intet kan gøre for at slippe af med, men som vil forfølge dig og din familie i hundrede år!