Socialdemokratiet burde anerkende sin historiske fejltagelse og atter forsvare nødvendigheden af kapitalismens historiske afskaffelse - men det vil partiets natur aldrig tillade, skriver Roberto Regalado Alvarez i dette uddrag fra bogen ¤¤Latinamerika ved en skillevej¤¤

Begrebet den tredje vej har i tidens løb været anvendt i forskellige betydninger.
I efterkrigstiden tilegnede socialdemokratiet sig dette begreb for angiveligt at indtage en midterposition mellem den nordamerikanske kapitalisme og den sovjetiske kommunisme. Fra begyndelsen af 1990`erne tyr den britiske premierminister Anthony Blair fra Arbejderpartiet og hans meningsfælle, økonomen Anthony Giddens, til betegnelsen den tredje vej. Hermed ønsker de at foregive, at de lægger sig på en midterposition, men nu er det ikke længere mellem efterkrigstidens kapitalistiske og kommunistiske modpoler, men derimod mellem 'velfærdsstaten' og den ortodokse nyliberalisme (1).
For Giddens er den Tredje Vej 'den nutidige udgave af den periodiske nytænkning, som socialdemokraterne så ofte har været nødt til at foretage i det seneste århundrede' (2). Ifølge ham skyldes denne nytænkning, at den konsensus, der havde eksisteret om 'velfærdstaten', blev ophævet i kølvandet på Margaret Thatchers og Ronald Reagans valgsejre, og at denne tendens blev forstærket i begyndelsen af 1990`erne med opløsningen af Sovjetunionen og den europæiske socialistiske blok. Under de nye forhold er socialdemokratiets overlevelse og opblomstring 'kun mulig, hvis socialdemokraterne er rede til at foretage en mere gennemgribende revision af deres hidtidige synspunkter, end flertallet indtil videre har gjort'.
Blairs og Giddens` taler og skrifter opremser diverse scenarier og parametre, som tjener til at placere 'det gammeldags socialdemokrati' i den ene yderpol og 'nyliberalismen' i den anden med det bevidste formål at placere sig selv i en 'centristisk' position. Der er ingen intention om at lægge lige stor afstand til 'velfærdsstaten' og den ortodokse nyliberalisme, men en eksplicit indrømmelse af, at deres forslag er at genanvende sidstnævnte. Blair taler selv om den tredje vejs 'forbund' med liberalismen, en af de politisk-ideologiske strømninger, som socialismens grundlæggere bestræbte sig mest på at bekæmpe.
(..)

Den tredje vej har til formål at imødegå det, som Blair og Giddens definerer som 'de fem dilemmaer' i nutidens verden: globaliseringen, den nye individualisme, udviskningen af forskellen mellem venstre og højre, ændringerne i indholdet og formerne af den politiske virksomhed (political agency) og ødelæggelsen af miljøet.
Ifølge den tredje vejs ideologer er globaliseringen en proces, der er uden for menneskelig kontrol. Den fratager nationalstaten dens beføjelser, herunder også de, som den keynesianske indgriben i økonomien beroede på; den trænger nedad via frembringelse af nye krav og muligheder for at genskabe den lokale identitet; og den trænger til siderne via etablering af økonomiske og kulturelle regioner, der overskrider de nationale grænser. På denne måde tilsløres de transnationale monopolers udplyndrende virksomhed af ordet globalisering. Og med disse tre argumenter begrundes statens påståede manglende evne til at reagere imod udplyndringen, mens det, der i virkeligheden sker, er, at staten direkte og intensivt handler til fordel for den.
(...)

På den ene side er 'det gammeldags socialdemokratis' identitet og dagsorden forældet, fordi 'ingen længere har et alternativ til kapitalismen', og 'de emner, som stadig har gyldighed, er de, der har at gøre med, i hvor høj grad og med hvilke midler kapitalismen kan regeres og reguleres'. På den anden side opstår 'de økologiske spørgsmål, men også emner, der har at gøre med den skiftende karakter af familien, arbejdet og den kulturelle og personlige identitet', som ifølge ham (Anthony Giddens, red.) ikke passer ind i differentieringen mellem højre og venstre: 'Forskellen mellem højre og venstre overlever, men et fundamentalt spørgsmål for socialdemokratiet er, om adskillelsen dækker det samme politiske felt som tidligere'. Det er ikke umagen værd at kommentere disse meningsløse påstande. Det må være nok sige, at kun den, der ikke rødmer af skam over sin overensstemmelse med nyliberalismen, kan hævde, at der ikke længere er forskel mellem højre og venstre.
(..)

Blair proklamerer et nyt forhold mellem regering og civilsamfund, hvor regeringen må handle i samklang med frivillige organisationer for at fremme udvikling og fornyelse af lokalsamfundet. Det må ske med afsæt i 'en ny blandingsøkonomi', der kendetegnes af 'synergi' mellem det offentlige og det private; formindskelse af statsejendommen og finansiering af de private virksomheder, der giver sig af med at udbyde sociale ydelser; en demokratisering af demokratiet, forstået som en bestræbelse på at undgå, at den manglende stimulans, som ophøret af kappestriden med den socialistiske blok betyder, ikke fortsat besværliggør, at borgernes krav opfyldes i det liberale demokratis politiske partisystem; kampen mod kriminalitet og styrkelse af sikkerheden i lokalsamfundet samt skabelse af 'en demokratisk familie'.
Den britiske premierminister slår til lyd for, at begrebet 'velfærdsstat' erstattes med 'velfærdssamfund'. Dette indebærer, at det ikke er staten, som tager sig af social bistand og udvikling, men at der i stedet skabes en samarbejdsrelation mellem staten, private virksomheder og frivillige organisationer.
(..)

Højredrejningen af de tredjevejs-positioner, som socialdemokratiet fastholdt i efterkrigstiden, er en generel proces, hvori samtlige europæiske labourpartier, socialistpartier og socialdemokratier deltager. Alligevel fremprovokerer den udtrykkelige måde, hvorpå den tredje vej anerkender sit sammenfald med nyliberalismen, en retorisk distancering mellem det britiske Labour, der historisk befinder sig på den europæiske arbejder- og socialistbevægelses højrefløj, og resten af de socialdemokratiske og socialistiske partier på det gamle kontinent. Med Giddens egne ord:
Bill Clintons og Tony Blairs nylige tilegnelse af den tredje vej er blevet mødt med dystre miner af flertallet af kontinentets socialdemokrater, samtidig med at den kritiseres af tilhængerne af den gamle venstrefløj i deres respektive lande. Kritikerne ser den tredje vej som en form for afdæmpet nyliberalisme. De kigger på USA og ser en særdeles dynamisk økonomi, men samtidig også et samfund, hvor der hersker den mest ekstreme grad af ulighed i den industrialiserede verden. Clinton lovede at gøre en ende på velfærdspolitikken 'i den form, som vi kender den', hvormed han synes at kopiere nogle af de konservative nyliberales holdninger. Kritikerne af Blair og New Labour siger, at disse efter at være kommet til magten har fortsat Margaret Thatchers politik (sic!) (4).
(...)

Det retoriske spørgsmål, som mange stiller sig, er, hvad det i dag vil sige at tilhøre venstrefløjen? Det europæiske socialdemokratis svar lyder: Ty ikke til den ekstreme nyliberalismes udskejelser, dvs. afskaf ikke totalt de offentlige sundheds- og uddannelsesydelser; overlad ikke fuldstændigt de arbejdsløse og pensionisterne til deres egen skæbne; luk ikke øjnene for skærpelsen af det sociale drama, men fasthold et vist minimumsniveau af socialpolitik med omfattende deltagelse af den private sektor - forudsat at det ikke berører den grundliggende tendens til transnational koncentration af rigdom og politisk magt.
Socialdemokratiet og nyliberalismen er enige om at forsvare et 'demokratisk' status quo, hvor borgernes repræsentation og deltagelse har stadig mindre indflydelse på udøvelsen af den reelle magt. De er ligeledes enige i blandt andet den åbent imperialistiske praksis, som kommer til udtryk i bombardementerne af Irak, aggressionen over for Jugoslavien, den fjendtlige holdning til den cubanske revolution og beslutningerne om den politik, som institutioner som den Internationale Valutafond og Verdensbanken skal føre.
Overensstemmelsen med nyliberalismen er den eneste vej, der er åben for socialdemokratiet. Efter at have satset alt på 'velfærdsstaten' sætter denne ideologiske konstruktions bankerot det i dag i offentlig gabestok. Alternativerne kunne derfor være at anerkende sin historiske fejltagelse og atter forsvare nødvendigheden af kapitalismens historiske afskaffelse - noget som dets natur aldrig ville tillade det - eller at fortsætte med at gøre, hvad det gør, dvs. at foregøgle, at 'fænomener', der karakteriseres som værende uden for menneskelig kontrol, pludseligt og radikalt forandrede verden.
Sammenfattende kan det siges, at udfaldet af den socialdemokratiske historie er det totale knæfald for kapitalismen; radikal opgivelse af dets grundprincipper, navnlig det socialistiske ideal, som det i sin tid forkyndte; afvisning af alt, hvad der selv formelt udgør en oppositionel kraft mod systemet eller i det mindste en reformistisk kraft. Nu er de ikke engang reformister, med mindre det anses for reformistisk at tilsløre nyliberalismen med socialdemokratiske diskurser. (...)

NOTER
1) 'Jeg tager det for givet, at den 'tredje vej` refererer til en struktur til at tænke og lave politik, som søger at tilpasse socialdemokratiet til en verden, som har forandret sig grundlæggende i de sidste to eller tre årtier. Det er en tredje vej i den forstand, at den udgør et forsøg på nå ud over såvel det gammeldags socialdemokrati som nyliberalismen'. Anthony Giddens, ob. cit., s. 26.
2) Ib’d., s. vii-viii (forord).
3) Ib’d., s. 26.
4) Ib’d., s. 25.