Her er en advarsel til forældre, der lader sig tyrannisere af sit barn. I har en kolossal risiko for producere en ung og voksen, der begynder at begå overgreb også på andre mennesker
af Mauri Johansson
Vi kender alle situationen: Den stressede, enlige mor med to hylende unger med næsen i slikhøjde stiller ultimative krav om også dette indkøb. Oveni at de har dikteret dagens øvrige indkøb til den opgivende forælder.
Forkælede børn - vi kender eksempler på dem. I de mere udtalte tilfælde kan de nærmest rasere moster Karens pæne hjem med alle nips fra klodens hjørner.
Hvad kan man dog gøre ved dem? Maggie Mamen er klinisk psykolog og forsker med betydelig, direkte erfaring med forkælede, overaktive eller på andre måder 'umulige' børn. Nogle få som følge af en sygdom.
Hun har begået en god bog om emnet, hvor typiske fortællinger fra det virkelige liv bliver sat i system og forsynet med en videnskabelig forklaring.
At det som regel ikke er barnet, der er problemet, men familien, bliver slået fast med syvtommersøm.
Det forkælede barn er oftest elsket ud over alle grænser og beskyttet imod al verdens ondskab længst mulig.
Mødet med det virkelige livs barske realiteter, hvor alt ikke sker, bare fordi man knipser med fingrene, kan være smertefuldt.
Bedre bliver det så ikke, hvis far og mor tager barnets parti i oplagt urimelige situationer.
'Motivation udspringer ikke af velvære, men af ubehag', fastslår Mamen.
Du skader barnet
Familien er ikke en demokratisk institution hvor flertallet bestemmer. Der skal være en klar, autoritær ledelsesstruktur, hvor der er en række beslutninger, der tages af forældrene - færdigt arbejde. De er ikke til debat.
Man skader faktisk barnet ved ikke at være konsekvent i ord og især handling.
Selvfølgelig skal børnene høres og inddrages, men der er klare områder, hvor magten er udelelig.
Mamens velunderbyggede bekymring går på, at forældre, der lader sig tyrannisere og endda blive fysisk mishandlet af sit barn, har kolossal risiko for producere en ung og voksen, der begynder at begå overgreb også på andre mennesker, især andre som han eller hun udvikler et kærlighedsforhold til.
Af denne grund er det vigtig at forældre med et barn, der helt har taget magten fra dem, søger professionel bistand for at få hjælp med, hvordan de skal vikle sig ud af problemet og derved også redde barnets fremtid.
Bogen skæmmes lidt af de mange fremmedord og fagudtryk, men er ellers lærerig, hvorfor det anbefales at der i næste udgave indføjes en liste med ordforklaringer.
Maggie Mamen. Forkælede børn. En guide for forældre og pædagoger. Akademisk Forlag. 2007. 192 sider, kr. 249.-
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278