Mens vi er på smalltalk-niveauet kommer vi først ind på religion og politik, når vi har en fornemmelse af, hvor den anden står
af Pia Christensen
Vi snakker ikke med hinanden mere. Enhver passer sit; vi forstyrrer ikke hinanden med ligegyldig snak. Der er så meget vigtigt at tale om at vejr og vind-snak er spild af tid.
Ja, det troede du måske. Men hvis du giver dig i kast med Birgitte Sallys bog 'Smalltalk' vil du blive klogere. Hun påstår nemlig, at netop tilsyneladende ligegyldigt småsnakkeri faktisk er meget vigtig, idet netop snak om vejr og vind kan føre til de mere indholdsrige samtaler.
Nu er det jo ikke sådan at hver gang vi møder et fremmed menneske og taler om noget så lettilgængeligt som vejret, at det ender med den store personlige bekendelse eller politiske diskussion, men uden en stille og rolig begyndelse er der jo ingen indgangsvinkel.
Smalltalk er en metode som vi under de tilsyneladende uskyldige neutrale ord benytter til at mærke hvor den anden part befinder sig i tankeuniverset.
Birgitte Sally kalder smalltalken for 'en form for menneskeligt hundesnuseri' fordi vi ligesom hundene snuser os ind på hinanden i mindre og mindre cirkler. Vi begynder med vejret eller et andet nærliggende og neutralt emne, mens vi sender små følere ud, både mentalt og verbalt. Vi bevæger os i en fælles dans, hvor vi nærmer og fjerner os fra hinanden i det tempo vi modtager eller afviser hinandens følere. Religion og politik kommer vi først ind på når vi har en fornemmelse af, hvor den anden står.
Mens vi er på smalltalkniveauet sørger vi nemlig for at holde os nogenlunde enige, mens underbevidstheden enten får dialogen til at ebbe ud eller fører os nærmere hinanden og den mere personlige samtale.
Mange ved ikke hvordan man indleder en samtale med fremmede mennesker og her giver Birgitte Sally en række anvisninger til at komme i gang.
Ansigt til ansigt
Birgitte Sally kommer vidt omkring og giver indblik og gode råd omkring smalltalkens mange indgangsvinkler og muligheder både via ansigt til ansigt, telefon, e-mail kommunikation såvel arbejdsmæssigt som privat.
Hun kommer ind på at smalltalk har de bedste forudsætninger ansigt til ansigt, idet det vi naturligvis ikke kan aflæse hvad der foregår bag ordene uden at iagttage hinandens kropssprog og mimik.
Birgitte Sally afviser ikke de nyere kommunikationsformer, men understreger at her gælder særlige regler.
Bogen er fyldt med fif til forskellige situationer og kan være en god hjælper, hvis det er svært at skabe kontakt til sine medmennesker.
Vi kan godt give vores medmennesker en venlig bemærkning med på vejen uden at det nødvendigvis fører til en dyb og intens livsfortælling, men husk at hvis smalltalken skal udvikle sig til en mere vedkommmende samtale skal der ægte engagement til.
Birgitte Sally. Smalltalk.
Gyldendal. 216 sider.Kr. 225. (vejl.)
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278