Den russiske forfatter og journalist Ilja Ehrenburg startede med et fængselsophold for politisk aktivitet for 100 år siden. Siden blev han den mest berømte sovjetiske krigsreporter i årene 1941-45

af Bjarne Nielsen
Det er i år 100 år siden forfatteren og journalisten Ilja Ehrenburg fik sin allerførste fængselsstraf for revolutionær virksomhed i Rusland. Dét der grundlagde hans sociale og anti-fascistiske holdning et helt liv fremover.
Og det er i år også 40-året for hans død. Da han døde i 1967 fulgte 15.000 ham til graven. Og på Ehrenburgs gravsten er indgraveret hans portræt - tegnet af vennen Picasso.
Men tilbage for 100 år siden i 1907 havde den 16-årige Ehrenburg sammen med den revolutionære Nikolaj Bukharin - som var hans klassekammerat i gymnasiet - organiseret en strejke på en tapetfabrik. Dét udløste fem måneders fængsel. Dommen faldt i 1907. I årene forinden havde Ehrenburg og Bukharin under 1905-revolutionen bygget barrikader i Moskva og redigeret en illegal avis.
Med dommen var grunden for den politiske levebane lagt for Ilja Ehrenburg, der siden udviklede sig til en kendt og legendarisk reporter og forfatter. Som reporter benyttede han udpræget grad romanformen som virkemiddel. Han var en kæmpende humanist. En jødisk russer, der blev frankofil men hyldede Anton Tjekhov som sit forbillede.
Efter den første dom for politisk aktivitet i 1907 rejste Ehrenburg og Bukharin med zarens politi i hælene rundt og agiterede for socialismen.
Men Ehrensburgs far fik nok og sendte sønnike til udlandet.
Ilja Ehrenburg blev født i Kiev 16 år tidligere i en jødisk overklassefamilie, men flyttede allerede fire år efter til Moskva..

I udlandet
Efter at faderen havde sendt den 20-årige Ehrenburg til udlandet i 1911 til Paris opdagede den unge mand den nyåbnede Cafe Rotonde på Montparnasse, som favoriserede kunstnere med gratis papir og store kreditter. Det bliver et nyt holdepunkt. Her kom Picasso, Diego Rivera, Juan Gris, Chagall med flere. Ved den usoignerede og piberygende Ehrenburgs stambord sad også Verlaine, Rimbaud m.fl.
I Paris fik han også en datter med en russisk mediciner.

Hjem igen
Da nyheden om februarrevolutionen i Rusland kom ham for øre, rejste han hurtigt tilbage.
Takterne fra eksilpressen fortsatte han i den socialrevolutionære presse. Og da bolsjevikkerne greb magten i oktober, udgav han den stærkt antibolsjevikiske digtsamling 'En bøn for Rusland'.
På et tidspunkt efter revolutionen blev Ehrenburg arresteret af Tjekaen. Bukharin, nu redaktør på Pravda, fik ham imidlertid løsladt og gjorde ham til leder for landets børneteatre. Senere da Ehrenburg havde gjort sig upopulær i teaterkredse skaffede Bukharin ham til udlandet 'med litterære formål'.
I Belgien skrev han på otteogtyve dage skrev den helstøbte, underholdende og ironiske roman 'Julio Jurenito og hans disciples usædvanlige oplevelser'. En skælmeroman. Bogen der forudsiger Anden Verdenskrig udkom i Berlin 1922, men bliver forbudt i Sovjet grundet det lidet flatterende billede af landet. Da Bukharin senere skriver et forord til bogen, hvori han betoner dens antikapitalistiske og pacifistiske momenter, bøjer censuren sig og den kunne købes i Sovjet.
I den næste ti år skriver Ehrenburg ud over et hav af artikler, rejseberetninger og anmeldelser i alt 19 bøger! Heriblandt verdenssucceen 'Tretten piber'.
Ehrenburg opnår den store ære at være eneste udenlands-russer der bidrager til mindebogen i anledning af Lenins begravelse i 1923. Her udtrykte han stor veneration for den mand, han i emigrant-tiden havde drillet i eksilpressen.

Vælger side
Fra omkring dette tidspunkt og frem til 1932 bruger Ehrenburg meget krudt på at være negativ og ironisk over for sovjetsamfundet. Men han føler nu tiden inde til at vælge side - og han slutter fred med partiet.
Han bliver ansat på Izvestija som udenrigskorrespondent og brugte megen tid på en lang reportagerejse rundt i hele Sovjetunionen.
Ud over reportagerne kastede det romanen 'Den anden dag' af sig. Titlen hentyder til Biblens skabelsesberetning. Bogen følger en række unge arbejdere, som bygger en højovn i Kuznets under ekstreme forhold. Bogen er i den for tiden populære produktionsroman a la Gladkows 'Cement'.
Han bruger mangen spaltemillimeter på at skrive om fascismens og nazismens fremvoksende overalt i Europa.
Det er i denne periode han lærer franske Malraux at kende. De er enige om at Sovjet er eneste bolværk mod fascismen og deltager begge i den berømte Første Alrussiske Forfatterkongres, der vedtog begrebet socialistisk realisme med over 600 deltager, heriblandt også Gorkij, Willi Bredel og vores Martin Andersen Nexø.
Ehrenburg skrev bagefter til Stalin for at få inddraget ikke-kommunistiske forfattere i ind og udland i den antifascistiske kamp. De blev indkaldt men det hele blev aflyst da lederen af Leningrad, Kirov blev myrdet. Året efter holdtes en stor international 'Forfatterkongres til forsvar for Kulturen' i Paris.

Borgerkrig og opgør
Da den spanske borgerkrig brød ud, rejste Ehrenburg straks dertil, medbringende filmene 'Tjapajev' og 'Vi fra Kronstadt' til undervisningsbrug i guerilla-taktik og militær disciplin.
Han boede på det 'russiske hotel' Gaylord i Madrid med blandt andet Hemingway. I 1937 rejste han til Moskva og boede hos datter og svigersøn i samme ejendom som Boris Pasternak, forfatteren til 'Dr. Zivago'.
Her overværede han Moska-processen, hvor hans ven Bukharin stod anklaget. Han nægtede at skrive om det og blev fyret fra Izvestija, hvorefter han klagede til Stalin og fik lov at rejse ud af landet.
Da Hitler marcherede ind i Paris røg familien Ehrenburg med de evakuerede ambassadefolk tilbage til Moskva. Her udkom hans første bog i et par år, 'Paris fald'. Den kom i 1941 og modtog året efter Stalin-prisen og et lykønskningstelegram fra De Frie Franskes leder De Gaulle i London. Det var folkefrontens tid!

Krigsreporter
Efter invasionen af Sovjet blev Ehrenburg den mest indflydelsesrige journalist i Sovjet. I løbet af krigens 1418 dage skrev han over to tusinde artikler, især til hærens avis, Den Røde Stjerne.
Herhjemme udsendte Land og Folks forlag illegalt 'Hemmeligheden ved den russiske modstand. Bladartikler fra 1942', af ham.
På falske papirer overværede han Nürnbergprocessen og skrev digtet 'Træet' om nazisternes massakre i Babij Jar`.

Erindringer
Kort efter Stalins død udkom hans bog 'Tøbrud', der vakte international opmærksomhed. Bogen sammenfatter ikke blot hans egen og Sovjets skæbne i starten af 50`rne, men forudser og medvirker til at skabe en del af forudsætningerne for opgøret med Stalin. Tiderne skiftede og andel del af den blev nærmest blev tiet ihjel. Dens vigtigste budskab var, at kærligheden er det vigtigste i livet!
De kendte sovjetforfattere Konstantin Simonov (Dage og nætter) og Sjolokov (Stille flyder Don) rakkede den ned. Både litterært og politisk.
Ehrenburg rejste nu verden rundt og talte verdensfredens sag. Havde han ikke været kontroversiel før, blev han det da han introducerede Sartre og Moravia for de sovjetiske læsere.
Sit sidste store projekt blev erindringsværket 'Mennesker. År. Livet', som blev et testamente for eftertiden. Grundideen i værket var, at han kun ville skrive om døde og kun folk, han var fascineret af. Smukt og eftertænksomt. Det betød naturligvis store problemer. Blandt andet blev han bedt om at stryge alt om barndomsvennen Bukharin. Ved Khrusjtjovs mellemkomst blev der lavet et kompromis, således Bukharins for- og faders navn måtte skrives(!).
I 1990 udkom den fulde uredigerede udgave.
Da Ilja Ehrenburg døde i 1967 fulgte 15.000 ham til graven. Og på Ehrenburgs gravsten er indgraveret hans portræt - tegnet af vennen Picasso

Bøger af Ehrenburg på dansk:
i hestekræfter. 1931
Vort daglige brød. 1934
Skabelsens anden dag. 1934
Mennesket lever ikke af brød alene. 1938
For menneskets skyld. 1946
Tøbrud. 1954
De fire pibers visdom. 1955
En gade i Moskva. 1955
Erindringer. 1962
En russer ser på fransk kultur.1964
Tretten piber. 1976